Sorte sørgebind og porrer
Lækre Jens rundede 39 års tro tjeneste i front for Red Warszawa med en herligt fordrukken abefest i Amager Bio, og et par forståelige klumper i halsen undervejs.
Fjæsing
Aldi
Børn er Dumme og Grimme
Pludselig Får Du Cirkelspark af Folk Du Ikke Kender
Vild Med Pap
Bagermester Jensen
Erling og Pøllerne
Den Sorte Garderobe
Norsk Black Metal
Technoparty
Tror Du Det Er For Sjov Jeg Drikker
KKK Salat
Bollet Ihjel af Hest
Dyresex Det Er Fedt
Bilerne Ud af Byen
Der Vil Altid Være en Straf
Ulrikkenborg Plads
Spil Den med Satan
——
Brøndby Strand
Generationen Der Ikke Må Heile
Barbiedukkeland
Analfabet
Skinboy
Tråkker
Meget kan man sige, og meget er sagt om Red Warszawa. Vi har selv ofte gjort os morsomme på deres bekostning, og det er bestemt heller ikke en svær kunst. Når det er sagt, så har de været en ufravigelig institution på den danske metalscene de sidste 30 år, siden ‘Søren Autonom’, ‘Norsk Black Metal’ og resten af ‘Hævi Metal og Hass’-opsamlingen tilbage i 1996 fik dem ind i varmen på deres særegent charmerende og tåbelige vis.
Vi har nok alle hver vores minder forbundet med bandet, og jeg kunne da også selv ryste mange ud af ærmet. Som fx, da ‘Børn er Dumme og Grimme’ paradoksalt nok blev den daværende pendant til ugens uundgåelige på tidens børneradio. Eller da en komplet uregerlig og usammenhængende Lækre Jens bliver interviewet af Fredericia Lokalradio efter at have bællet en hel flaske whisky i komplet gaffa-udsmykning under koncerten. Et par år senere vil en god ven hilse på bandet, hvortil Lækre Jens reagerer ved i stedet at give min ven et cirkelspark – vennen finder først ud af efterfølgende, at de på deres dengang aktuelle plade har et nummer, der hedder ‘Pludselig Får Du Cirkelspark af Folk Du Ikke Kender’.
Eller da vi sidder en god håndfuld i et telt på Roskilde Festival og hører/råber/skriger ‘Amok’ konstant i en time, inden vi går over til Grøn Scene, hvor de lægger ud med selvsamme ‘Amok’ – hvorefter jeg intet husker, før jeg vågner op halvt afklædt, sovende op ad en af Grøn Scenes teltpæle næste morgen.
En af deres legendariske koncerter på Roskildes teltplads fortjener også ord med på vejen, nok omkring 2003 (i hvert fald et af mudder-årene), fordi en modig journalist i kjole forsøger at snakke med Lækre Jens midt under koncerten, hvortil Jens reagerer ved at hoppe på hende, så de lander i en længere, meget akavet slåskamp i mudderet, før hun drager lettere forskræmt videre – nok ikke helt det interview, hun havde håbet på, men uforglemmeligt var det i øjeblikket!
Siden da er porre-fænomenet kommet til. “Husk at drikke vand”-omkvædet fra ‘Technoparty’ er blevet en standard-anbefaling, enhver Copenhell-konferencier fyrer af for et godt ord, og selv om humoren unægteligt ikke har stået lige så skarpt i sangskrivningen de sidste par plader/årtier, så har det aldrig lagt nogen dæmper på deres live-absurditeter i alle afkroge af landet.
Det skal der tydeligvis heller ikke ændres på, ser man på deres koncertkalender – men i dag er nu alligevel en dag af de helt særlige. Lækre Jens’ afsked efter 39 år går da bestemt heller ikke ubemærket hen, for dagens show har været udsolgt, lige siden nyheden kom ud for flere måneder siden. Ham og Heavy Henning har været de faste bindeled, der har holdt den polske punk-institution kørende gennem tykt og tyndt, og derfor er det da også med en blandet smag i munden, at vi i dag skal sige farvel til Jens som “sanger” i Red Warszawa.
Af opvarmning når jeg blot det sidste kvarter af De Frigjorte, og det passer mig ærligt talt glimrende. Efter at have hyldet aftenens hovednavn med deres take på ‘EPO Sangen’ – hvortil Jens kommer ud og giver forsangeren et smækkys – går der minimum fem minutter med at undskylde sig frem til et fællesbillede. Noget, der reelt kunne være overstået på 15 sekunder, men i stedet gøres til en unødvendigt langstrakt affære, hvorefter de runder af med den komplet forglemmelige ‘Jorden Ryster’, der snøvler sig afsted og som reelt bedst udmærker sig ved at give os ekstra tid til at finde vennelaget – så tak for det, I guess.
Fra første færd er det til gengæld tydeligt, at Red Warszawa vækker noget meget stærkere i os. At stå i en proppet Amager Bio og allesammen skråle med på Titanic-sangen (ja, den med Celine Dion), der blaster ud over højttalerne, inden de selv indtager scenen foran Bertel Haarder-banneret med sloganet “Risengrød eller kaos”. Tåbeligt. Og så alligevel perfekt. Nogle dedikerede sjæle har hængt et håndskrevet banner op ned over balkonen med teksten “Vild med Jens 1986 - 2025”. Andre har sneget porrer med ind, mod Amager Bios regler, og en enkelt har ligefrem medbragt en flere meter lang “porre”, der konstant flyver rundt i pitten. Dedikationen er stor til denne festens aften, og Jens har som altid også gjort sig til med sin særprægede dragt, der med årene har lagt lidt mere vægt på liggeunderlags- end på gaffa-ratioen – gudskelov uden det på nogen måde tager noget fra wack-faktoren.
… og således tager galskaben ellers fart, som koncerten skrider frem. Jens bæller direkte fra en flaske trashy portvin, og da endelig den bliver tømt introducerer han deres hjemmelavede trækasse til opøsning af billig papvin, fordi “Vi er vilde med pap!” En glimrende anledning til at genbesøge baren, inden vi får en acapella-udgave af ‘Bagermester Jensen’.
Alt glider lige efter bogen – og det er så samtidig også det mest kritiske, jeg fæstner mig ved, når man som jeg har set bandet mange gange i deres yngre år. Hver mand på sin del af scenen, og kemien virker låst og lader ikke til at være helt, hvad den har været. Heavy Henning er, udover lidt mooning og et par enkelte længere soli i fx ‘Ulrikkenborg Plads’, meget anonym og lader til at være maskinen, der først og fremmest holder styr på det hele, uden vi får den mere frigjorte side af ham at mærke. Udover lige at introducere “det værste basriff nogensinde”, før han starter ‘Norsk Black Metal’, gør MyTightAss (aka Mathias Pedersen) heller ikke meget væsen af sig, og virkede betydeligt mere løssluppen fx blot for en måned siden til Næstved Metal Fest. Om det er nervøsiteten ved baggrunden for denne aften, der tager toppen af spontaniteten og tosserierne, skal ikke kunne siges, men det er under alle omstændigheder en mere sikker fremførsel fra bandet, end jeg nok lige havde regnet med. 
Når det er sagt, så er festen uforlignelig og som vi kender den, når Red Warszawa spiller op til fandango. Under balladen ‘Bollet Ihjel af Hest’ hopper en teenagepige forbi på en kæphest og beviser, at de stadig har de unge med på galskaben. Charmen ved at skråle med på skoletysk i ‘Aldi’ fortager sig aldrig, når man har nok øl indenbords. Heller ej det indlysende i endnu engang at kunne bekræfte hinanden i, at det altså IKKE er for sjov, vi drikker, og det rørende i at høre en bevæget Lækre Jens hæfte sig ved koncertgæster med sorte sørgebind, eller goldt konstatere “Ahmen altså, 39 år – det er så Shu-bi-dua-agtigt altså!” (Shu-bi-dua eksisterede fra 1973 - 2011).
Den langskæggede og ditto behårede Tobias, der nu skal overtage papvinen fra Jens, bliver også introduceret og kører fin pingpong med Jens i sin neonorange kedeldragt – en tung arv at skulle bære, men det tager da ikke mange sekunder at konstatere, at Taylor Swift-parallellerne, Jens plaprer løs om, gudskelov ikke har det store på sig.
Alt i alt en herlig afsked med en original af de helt særlige. Ganske vist holder han sig fremover beskæftiget med soloprojektet Conchita Pølse og sit nye band Jens og Ogginokkerne, men Red Warszawa er og bliver nu en institution på den danske metalscene, hvad end man vil det eller ej – og udadtil har Jens altid været den elskelige oddball, der synger noget så skrækkeligt, men står ved det, og har skabt sin egen lyriske niche omkring det.
At anmelde en Red Warszawa-koncert er på mange måder paradoksalt, for musikken føles næsten sekundær til festen – og hold kæft, hvor er det værdigt i aften med al den kærlighed i luften! Så pyt med, at hverken stagediving eller porrer er tilladt, og at de selv virker lidt mindre løsslupne end for +20 år tilbage – det må vel trods alt være forventeligt, men Lækre Jens har nu stadig humoren i behold, så tak for dig! Og for dine sidste ord fra scenekanten:
“Lov mig, at I aldrig stemmer på Inger Støjberg, og at I aldrig får klamydia!”