Mørket sejrede
Helvedesilden blev holdt forment i live i Pumpehusets stueetage, hvor Demon Head kuraterede deres egen releaseparty med dystre toner fra undergrunden.
To stearinlys blafrer. Pulserende synthflader lægger sit tunge slør over rummet. Den søde duft af røgelse sætter sig lifligt i næseborene, og en enkelt mand leger dj for de næste 40 minutter. Dog ikke en dj-session af den helt almindelige slags. Kort forinden har en kollega og jeg drøftet den mørke ambient/industrial-scene i 90'erne, herunder Mortiis, selskabet Cold Meat Industry og dele af scenens lettere Fætter BR-agtige keyboardlyd. I lyset af det fremstod Offermose, der havde æren af at indlede aftenens releaseparty, som en nutidig pendant. Forudindspillede lydspor, undtagelsesvis suppleret af diskant mumlen, blev moduleret og forvrænget, speedet op, tonet ned, men med gennemgående dystre undertoner. Dog ikke helt uden forløsende, melodiske rundgange og tonale skær, der sendte tanker i retning af Tangerine Dreams storhedstid i slut-70'erne, men det var tydeligt, at Offermoses rolle i aften var at fordre den seriøse og mørke tone, som var gennemgående for alle aftenens musikalske bidrag.
Ingen regel uden undtagelse, og det var ingen hemmelighed, at Demon Head nøje havde udvalgt, hvordan dette releaseparty skulle være skruet sammen. Således også ventemusikken, der i de 20 minutters pause mellem kunstnerne bød på kuriositeter fra vinylens storhedstid, dog af den mere letfordøjelige karakter, der udover et gennemgående produktionsmæssigt støvet lydbillede stod i skarp kontrast til de kunstnere, Demon Head havde udvalgt til weekendens releaseparty-turné. En kort snak med deres forsanger Marcus Ferreira Larsen gjorde os klogere på denne noget uortodokse opbygning, hvor henholdsvis Offermose og Ærekær hver var udvalgt som de tunge, atmosfæriske indlsag, der kunne få Ultra Silvam og Demon Head til at træde bedre i karakter, og effekten var da heller ikke til at tage fejl af.
For knap et år siden var Dødsmaskinen på Ungdomshuset ramme for en massiv energiudladning fra et svensk black metal-outfit, der med dryppende teaterblod, sorte rande om de blanke øjne, blodige dyrekranier på forstærkerne og instrumenter, der kun blev mere og mere smurt ind i blod, som koncerten skred frem, leverede en af den slags koncerter, der afkrævede at man måtte købe pladen bagefter, så man huskede koncerten. Strengt talt unødvendigt, for selvom den Ultra Silvam-koncert stadig står knivskarpt i hukommelsen, var overraskelseseffekten selvsagt lettere nedtonet, nu hvor vi vidste, hvad vi gik ind til. Rekvisitterne var nedtonet i Pumpehusets rammer, men den bloddryppende intensitet fik til gengæld alt, hvad den kunne trække, nådesløst destruktivt uden for mange melodiske smuthuller undervejs. Det bestialske frontalangreb blev kun undtagelsesvist afløst af tungere passager, og på den vis kunne man nemt stemple dem på at køre smadder for smadderens skyld-parolen uden at skrive sange af mindeværdig karakter. Det ville dog være en fejl ikke at anerkende den stakåndethed, både min makker og jeg følte efter koncerten efter at have fået tævet ørerne fulde med rå, kompromisløs black i 25 minutter, og selvom numrene var lige så hurtigt glemt, som de var overstået, så leverede Ultra Silvam endnu engang på gory råstyrke og beskidt råddenskab.
I aftenens ånd skulle Ærekær atter stå for at bryde med det forudgående. Uden andet end en lidet informativ Bandcamp-side og kommentaren ”Et dragende ritual fra undergrundens sande disciple” på aftenens eventside var der ikke sagt for meget, og undergrunds-appellen fornægtede sig ikke, da den kutteklædte duo indtog scene. Nemmest er det at drage paralleller til Sunn O))), der ikke blot udtryksmæssigt bibeholder det samme kultiske præg, men også holder sig indenf or den minimalistiske ende af doom-spektret. Nihilistisk sublimitet, når det var mørkest, men mantraagtige rundgange i det synth-tunge lydspor sendte også dystre vink mod Suicide, når melodierne var mere klart definerede. Vi kommer ikke uden om en vis ensformighed i længden, men Ærekær viste afgjort dragende momenter, og efter blot 20 minutters minimalistisk dystopi forlod de scenen, med kultværdien helt intakt bag de mørke kutter.
Den mørke setting var således kridtet op for aftenens hovednavn, der som vanligt trådte på scenen sortklædte fra top til tå. Demon Head udgav for en uge siden 'Hellfire Ocean Void', et album, der mere end forgængeren 'Thunder on the Fields' viser, at de er ved at finde deres egen tone med mere potentiale, end vi før har hørt fra deres side. Således også live, hvor Marcus Ferreira Larsens lettere croonende røst havde en mørkere klang, som fornemt matchede den mere dystre tone, der gennemsyrer albummet. De store armbevægelser og dramatiske positurer minder koncertgængeren om Demon Heads koncerthistorie med ligeledes lokale Slægt, og selvom det måske til tider virkede mere forceret i konteksten af Demon Heads dystre helvedesrock tilføjede det ikke desto mindre et stærkt visuelt udtryk. De mere støjende passager i sange som 'In the Hour of the Wolf' og 'Strange Eggs' tilføjede yderligere tyngde til helheden, men desværre lå den ene guitar gennemgående lavt i mixet, så de seksstrengede parløb aldrig for alvor tog fart. I samme regi lød vokalen så diskant, at enhver chance for at leve sig ind i lyrikken gik tabt.
I det hele taget var der mere ulmende, rå mørke over Demon Head ,end vi tidligere har set dem, og retroassociationerne, de tidligere er blevet sat i bås med, er placeret i fortiden. Vi kommer dog ikke uden om en gennemgående lyd, der gjorde numrene svære at adskille, og det ville være klædeligt, hvis de i det lange løb arbejdede mere på at gøre deres materiale mere klart defineret, men det er trods alt mindre ridser i lakken. Demon Head havde sat rammen med et varieret lineup, der satte den dystre stemning for fremførelsen af 'Hellfire Ocean Void', og det var lige præcis så dragende dystert, som vi kunne have ønsket os.