Næsten for meget af det gode
Populær
Med ’Death Atlas’ fortsættes stimen af perfekte plader, der udvider og afsøger nyt terræn og balancerer på en knivsæg mellem det ekstreme og det vellydende.
2. The Geocide
3. Be Still Our Bleeding Hearts
4. Vulturous
5. The Great Dying
6. One Day Closer to the End of the World
7. Bring Back the Plague
8. Absolute Destitute
9. The Great Dying II
10. Finish Them
11. With All Disrespect
12. Time's Cruel Curtain
13. The Unerasable Past
14. Death Atlas
"Fuck the future! Fuck the future!"
Sådan brøler Cattle Decapitations forsanger Travis Ryan på åbningssangen 'The Geocide' og minder således lytteren om, at der stadig absolut intet positivt er at finde i teksterne hos San Diegos største eksportvare indenfor ekstremmetal. 'Death Atlas' hedder deres nye plade, og den fortsætter, hvor forgængeren 'The Anthropocene Extinction' slap i 2015. Det, der med lidt god vilje startede med 'The Harvest Floor' tilbage i 2009, blev udviklet på 'The Monolith of Inhumanity' fra 2012 og ydermere udforsket på 'The Anthropocene Extinction' er nu blevet forstørret, forskruet og forbedret så meget, at det næsten er blevet for meget af det gode på 'Death Atlas'.
Cattle Decapitation har i løbet af 10 år ændret udtrykket for hver udgivelse, og nu er det, som om transformationen er fuldendt. Det er stadig grindcore i musikkens kerne. Den bestialske rytmesektion med Dave McGraw på trommer og nu den helt nye bassist Olivier Pinard, som de har fået fra Cryptopsy, lægger en formidabel bund, der er lige så vanvittig og uforudsigelig, som man kunne forvente af Cattle Decapitation. Guitarerne fra Josh Elmore og den nye Belisario Dimuzio kværner som skærebrændere gennem lydbilledet og øverst ligger Travis Ryans dystopiske vokal, der er et studie i sig selv.
For Travis Ryan udforsker alle afkroge af det vokale spektrum. Fra de dybe growl til de høje skrig og alt derimellem skråler Ryan sig gennem sit repertoire og spyr samtidig sin verbale galde udover den forbandede menneskehed, der i den grad er ved at tage livet af alt organisk her på kloden. Ser man på sange som 'The Geocide', 'Bring Back the Plague' og 'Finish Them' skal der heller ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor dybt selvhadet ligger i Cattle Decapitation og i særdeleshed hos Travis Ryan, der egenhændigt skriver teksterne om menneskehedens snarlige endeligt.
Og det lyder fantastisk. Soloarbejdet på 'Vulturous' er fremragende, melodisk og helt i tone med Travis Ryans vokal, og så eksploderer det videre i et inferno af frådende grindcore-riffs, så man næsten ikke kan få vejret. Travis Ryans stemme er virkelig noget for sig og teksterne mindst lige så gennemarbejdede som vokalarbejdet.
Netop balancen mellem det vanvittige frontalangreb fra den rå og uforfalskede grindcore og det melodiske fra dødsmetallen, som deres idoler i Carcass skabte den, er og har været en egenskab, som Cattle Decapitation har mestret på de seneste plader, og på 'Death Atlas' er det blot raffineret yderligere til et niveau, de end ikke selv har været på. Og ved de første par gennemlytninger virkede de melodiske strejf næsten til at være lidt for meget af det gode. Som når man får en drømmekage fra Brovst, hvor fyldet på toppen med kokosmel, smør og brun farin nærmest har fået overtaget i balancen. Det er godt, men måske også lidt for meget af det gode?
Her er det dog, at det fantastiske ved 'Death Atlas' stille og roligt åbenbarer sig for den tålmodige. For efter 10-15 gennemlytninger begynder man at fornemme balancen. At det er afmålt og doseret præcist, så man som fan af Cattle Decapitation får lige akkurat det, man gerne vil have, så man kommer tilbage efter mere. Det er lang tid siden, jeg i den grad har glædet mig til at sætte en plade på igen og igen forud for arbejdet med en anmeldelse. Forventningerne til 'Death Atlas' har været nærmest umenneskeligt høje og sørme om ikke Cattle Decapitation formår at indfri dem alle. Og mere til!
Pladen er også Cattle Decapitations længste hidtil. Med 55 minutter er den 8 minutter længere end 'Humanure' fra 2004 og 9 minutter længere end den forrige 'The Anthropocene Extinction', som vi har med i vores 10 fra 10'erne-serie over plader, der definerede 2010'erne. Her i årtiets 11. time kan man i et svagt øjeblik blive i tvivl om, hvorvidt man måske skulle have valgt 'Death Atlas' i stedet. For den er så gennemført fra ende til anden. Selv pladeomslaget er et studie i sig selv. Lavet af Wes Benscoter, der har lavet alle bandets pladeomslag siden 2002. Tydeligvis inspireret af den græske mytologi med guden Atlas, der bærer jorden på sin ryg. Her er titanen blot reduceret til et skelet, og kloden brænder. Med leen er guden forvandlet til Døden og timeglasset indikerer med al tydelighed, hvad klokken er slået for homo sapiens. Dystopien og tematikken er ikke til at tage fejl af, og musikken på pladen emmer da også af denne afsky for mennesket og dens effekt på kloden. Og hvordan bedre italesætte menneskehedens overforbrug af klodens ressourcer ved at udgive pladen på Black Friday, der om noget er symbolet på dette?
Stemningen sættes allerede på intronummeret, der er en serie nyhedsindslag, hvor man hører værterne berette om naturkatastrofer på forskellige sprog. Dette underbygges på de to 'The Great Dying'-numre, der fungerer godt som bølgebrydere i det frontalangreb, som 'Death Atlas' trods det melodiske, stadig er.
Den lange plade afsluttes med et mere end 9 minutter langt epos; titelnummeret 'Death Atlas'. Man skulle ikke tro, at man ved en pladeanmeldelse af Cattle Decapitation skulle tage ordet episk i brug. Ikke desto mindre er vi nødt til at åbne for den pose af superlativer og drysse rigeligt med dem, for det afsluttende nummer er virkelig en flot måde at lukke pladen ned på. Det sidste minut fader musikken ud og man sidder tilbage med lige dele kvalme over menneskeracens indvirkning samt et kæmpe smil på læben over, hvor guddommeligt grindcore og dødsmetal kan laves anno 2019.
Titelnummeret kan nydes her med den flotte billedside lavet af førnævnte kunstner, Wes Benscoter, inklusive forspillet i 'The Unerasable Past', der ligesom 'The Great Dying'-sekvenserne er en intro.
Vi har været ovenud begejstrede for Cattle Decapitation siden vi gav 'The Monolith of Inhumanity' den forjættede 666-karakter. I 2013 gav vi topkarakter for deres koncert på Royal Metal Fest. Topkarakter igen til 'The Anthropocene Extinction' i 2015. Topkarakter da de var overlegne på Roskilde Festival i 2016. Tidligere på måneden måtte vi gentage karakteren til en koncert med dem, da de fik Studenterhuset i Aalborg til at skælve på Aalborg Metal Festival 2019, hvor de netop gav en smagsprøve på flere af de skæringer, der er her på 'Death Atlas'. Nu gør vi det så igen. Topkarakter. Mindre kan ikke gøre det. Det her er et band, der har fundet den magiske formel og formår at balancere det vanvittige og det melodiske, selvom det er en knivsæg, der er så frygtelig nem at falde ned fra. Cattle Decapitation har slebet den kniv helt tynd. Det gør balancegangen sværere og pladen skærer bedre. Men Cattle Decapitation er ikke faldet af. De står der. Måske som de eneste, når dystopien er fuldbragt.
En sen kandidat til årets udgivelse er netop landet. Lyt til den før kloden dør!