Psykotiske slagtere
Populær
Cattle Decapitation har på deres syvende album overgået sig selv med et vanvittigt, apokalyptisk mesterværk
02. Dead Set on Suicide
03. A Living, Breathing Piece of Defacating Meat
04. Forced Gender Reassignment
05. Gristle Licker
06. Projectile Ovulation
07. Lifestalker
08. Do not Resuscitate
09. Your Disposal
10. The Monolith
11. Kingdom of Tyrants
’Monolith of Inhumanity’ må være enhver seriemorders vådeste drøm at gå bersærk til. Fra første nummer ’The Carbon Stampede’ er der dømt musikalsk massakre, indtil mareridtet ender fyrre minutter senere med ’Kingdom of Tyrants’.
Cattle Decapitation sætter alt og alle på plads med det her vanvittige, absurde album. Som altid er tekstuniverset centreret om foragt for menneskeracen og jordens undergang. Som coveret indikerer er vi i en nær fremtid hvor menneskeædende aber har overtaget jorden. Og det er uden en Charlton Heston eller Mark Wahlberg, som kommer menneskeheden til undsætning. Det kan lyde plat, men frontmand Travis Ryan, der både er vegetar og miljøforkæmper, mener det skam seriøst, når han på nummeret ’Projectile Ovulation’ growler ”All humans are disgusting wretched pigs for the slaughter”!
Hvor teksterne kan sende tankerne hen på Cannibal Corpse, så er musikken mest af alt en blanding af Carcass og Dying Fetus. Også alligevel ikke. Cattle Decapitation er i sin helt egen liga, med en voldsom aggressiv og fokuseret blanding af deathgrind, gore, thrash, sludge og black metal.
Overlegent
Travis Ryan demonstrerer hele vejen igennem hvor overlegen han mestrer den ekstreme genre som frontfigur. Død, black, skrig, ren vokal, ja, der synes ikke at være en grænse for hvad manden kan presse ud gennem luftrøret.
Højdepunktet ’A Living, Breathing Piece of Defecating Meat’, starter ud i voldeligt tempo, og har et omkvæd hvor Travis skriger sangtitlen i et højt rent toneleje, for bagefter at gå over i så dybe growl, at det får ham til at lyde som et forpint vildsvin på dræbertogt.
I ’Lifestalker’ hvæser han som var Gollum sanger i et black metal-band, inden det ender ud i tunge hypnotiserende riffs og melodiøs guitarsoli. På ’Do not Resuscitate’ går musikken over i et endnu mere ekstemt tempo, kombineret med thrashriffs og Slayer-inspirerede soloer.
’The Monolith’ lyder som soundtracket til en horrorfilm om jordens undergang, hvor der kun bliver brugt ren guitar, lidt keyboard, og så en konstant baggrundsstøj af gnistrende flammer. ’Kingdom of Tyrants’ slutter det hele af som et brutalt og kompromisløst nummer, hvor teksten lyder ”Dehumanization of a totally pathetic species (evolved feces)/Justifed hatred for you humans”. Så er det ligesom på plads!
Efter fyrre minutter med ’Monolith of Inhumanity’ er man nærmest henlagt til en psykotisk tilstand, hvor et ønske om ragnarok hurtigst muligt virker helt oplagt. Det er et ekstremt velspillet og overlegent album de fire amerikanere har skabt, og bestemt ikke musik for sarte sjæle. Og der er da også blandt anmeldere verden over konsensus om, at ’Monolith of Inhumanity’ er en af bedste ekstreme metaludgivelser i lang, lang tid.