Devilution #100: Daniel Pilgaard

Devilution #100: Daniel Pilgaard

Daniel Pilgaard giver her et bud på, hvad han har set som det bedste og det værste i den periode, hvor Devilution har været til og udgivet 100 numre.

Fotograf
Jacob Dinesen

- Det bedste ved at være med til at lave Devilution:

At få lov til at ytre sine politisk ukorrekte holdninger om metalmusikkens verden og kommentere det så ofte snævre syn man støder på. Ellers er det bestemt et privilegium at få adgang til mange udgivelser længe inden de officielt udkommer. Sidst, men ikke mindst: chancen for at svine Mötley Crue, så snart denne byder sig!

- Det værste ved at være med til at lave Devilution:

Når man er tvunget til at lave noget konstruktivt med dræbende tømmermænd, og når telefonen bipper til stor frustration - ikke mindst for husets katte - midt om natten, fordi redaktørerne absolut mener, at en besked (oftest af kritisk art) ikke kan vente. Men allerværst? Når man har en flybillet til udlandet og har forberedt sig på at interviewe Slash og i sidste øjeblik hører fra hans management, at det ikke bliver aktuelt, fordi ingen gider læse webmedier. Aha?

- Bedste album i Devilutions levetid:

2012 har indtil videre vidst sig at være et særdeles godt år, med mange fremragende udgivelser. Kun en enkelt har dog fået de ultimative 666 stjerner herfra, og derfor må Cattle Decapitation uden tvivl løbe med æren. ’The Monolith of Inhumanity’ sætter alt på plads med massiv, frygtindgydende grindcore. Genialt album.

- Værste album i Devilutions levetid:

Som anmelder skal man ofte lægge øre til mange ligegyldigheder, men Katatonias seneste udspil snupper førstepladsen. Trist at et band, som engang var så suveræne, er endt med at være så ligegyldige, kedelige og uinspirerende at høre på.

- Bedste koncert i Devilutions levetid:

På dansk grund er der i år intet som kan hamle op med Immortals magtdemonstration på Copenhell. Det var på alle måder overlegent. Fra udlandet må nævnes King Diamonds comeback på årets Sweden Rock Festival, og Gehenna, der på årets udgave af Wacken Festival leverede en modbydelig velspillet og ond koncert.

- Værste koncert i Devilutions levetid:

Guano Apes på det nu lukkede The Rock er det værste jeg længe har stået igennem. Sjældent har jeg hørt og set noget så tarveligt. Selvom Dimmu Borgirs koncert med fløjteorkester på Wacken i år var en næsten lige så stor falliterklæring.

- Ønsker for fremtiden:

At Body Count genfinder sig selv og voldtager Pumpehuset! At Black Sabbath kommer til landet, som erstatning for koncerten på Jelling Festival, og at deres kommende album ikke ender som en fiasko. At Mercyful Fate bliver gendannet og viser hvad vi danskere er lavet af.