Årsliste 2015 – Signe Andersen

Årsliste 2015 – Signe Andersen

To ting har gennemsyret året: Den ene er, selvforskyldt, mangel på tid, og den anden er, absolut kritisabelt, mangel på musikalsk format, hvad enten det omhandler mastodonter som blandt andet Iron Maiden og Slayer, der har udgivet gabende kedeligt nyt, eller de nye bands, der skulle forestille at være blodtørstige, men som ved nærmere gennemlytning viser sig blot at sidde og patte i en kvart liter lunken øko som en anden deprimeret skoleelev.

Dato
27-12-2015

Årslisten bærer derfor i stedet præg af memorable livekoncerter og glædelige genhør med gamle sager. Af samme årsag ingen fyldige referater. Dertil har 2015 kort og godt været for skuffende.

Årets danske album:

1. By The Patient: 'Gehenna' – Helt suverænt en førsteplads. Fordi 'Gehenna' så har format om noget.

2. Black Book Lodge: 'Entering Another Measure' – Black Book Lodge har valgt at lette lidt på de tunge gardiner i forhold til ’Tundra’, der udkom i februar 2014. Jeg kunne nu godt lide det, som det var, men her er der blevet bedre plads til en progressivitet og dynamik, som er sjældent inspirerende, fordi kvartetten har så godt styr på både sangskrivning og lyd, som de har.

3. Siamese: 'Siamese' – Musikken er på ingen måde min hjemmebane, og derfor er det i grunden så meget desto mere imponerende, at Siamese har kreeret et album, jeg ikke blot gider at lytte til, men også kan høre potentialet i. 'Siamese' er så skarpt produceret, at der ikke er noget at diskutere, ikke engang for én, der er så stærkt forankret i de diametralt modsate genrer. Sejt.

4. Impalers: 'God from the Machine' – Hvis nogen kan indgyde håb hos mig på Danmarks vegne, er det Impalers. På den ene side lægger de sig på pladefronten i samme løbebane som Warbringer, hvilket betyder, at det bliver en anelse monotont i længden, men live finder de den særlige energi, der giver musikken liv, og i den kontekst giver albummet meget mere mening. Klø på!

5. Hatesphere: 'New Hell' – Hatesphere har ikke leveret det album, jeg håbede på, men trods en grundlæggende hang til netop deres skæringer, er jeg også en af dem, der bare godt kunne lide alting, som det var i perioden omkring ’Bloodred Hatred’ (2002) og 'The Sickness Within' (2005), og der er løbet meget vand i åen siden da. ’New Hell’ hiver den hjem på bundniveauet, der som sædvanlig er højt og derfor heller ikke er til at anfægte denne gang. Fordums aggressivitet og riffmageri er dog savnet.

Årets internationale album:

1. Marduk: 'Frontschwein' – En tilsvarende magtdemonstration er ikke udgivet i år. Uden sammenligning årets slås- og bollealbum.



2. Sulphur Aeon: 'Gateway to the Antisphere' – Sulphur Aeon gør for mig i år, hvad Arroganz præsterede sidste år. Tempoet er højere, men der er styr på sagerne her, og i hvert nummer vrides fede, insisterende riff afsted. Stærke sager.

3. Cattle Decapitation: 'The Anthropocene Extinction' – Alt er vildt på det her album. Tempoet, aggressiviteten, viljen til at ville noget.

Herunder er der en del boblere, men intet helt godt nok til at erobre fjerde- og femtepladsen. Blandt de kæmpende findes Hate med 'Crusade Zero', Black Breaths 'Slaves Beyond Death', Venom med 'From the Very Depths', Satan's Wrath med 'Die Evil' og Enablers 'Fail to Feel Safe'. Intet af det tænder mig dog helt af, så hellere troværdig mod dem der bør være på en top 5, end fokuseret på kvantitet.

Årets internationale hit:

Venom: 'Smoke'



Årets danske hit:

By The Patient: 'Ruled by the Dead'



Årets genfundne klassiker:

Det sker med et par års mellemrum, og i år er det så igen At The Gates 'Slaughter Of The Soul', der tager stikket hjem, thi jeg knuselsker den plade. Derudover genfandt jeg kærligheden til Led Zeppelins 'Physical Graffiti', der jo bare sætter en fed streg under, at Jimmy Page ikke er overgået i rifferi. Til sidst er Judas Priests 'Screaming For Vengeance' hørt utallige gange grundet 'Electric Eye' = knallertmusik incorporated!



Den overså jeg i 2014:

Taake: 'Stridens Hus'



Årets DVD/blu-ray:

Det eneste, jeg har set i år, er Tom Pettys 30-årsjubilæumskoncert fra 2006. Der er intet ekvilibristisk over koncerten, og det er heller ikke nødvendigt med alt det blær og stroboskoplys, for Tom Petty er Gud, og det er ikke til diskussion. Og ja: Jeg flæbede.

Årets koncerter:

1. Kreator, Helviti/Copenhell, 19-06-2015 – Perfekt timing, at seneste album ‘Phantom Antichrist’ havde nået at rodfæste sig, og at der kom masser af nerve ud fra scenekanten. Der var mange skønhedsfejl i udførelsen, men det er i det her tilfælde dét, der gør, at man husker på, at det jo for fa'en er livemusik med rigtige mennesker bag instrumenterne. Petrozza blev 49 år her i december, men det sås ikke på den insisterende frontmand, der rev publikum rundt i fem stærke kvarter.

2. Obituary, Wacken, 01-08-2015 – Det var bare stort. Efter blæsevejrskoncerten på Copenhell var det en ren fornøjelse at nyde legendariske Obituary under optimale forhold. Wackens teltscene, der et døgn forinden havde stået under vand, samlede lyd, stemning og gejst, så alt gik op i en højere enhed, og den time, vi fik, cementerede, at Obituary så sandelig stadig har noget at gøre blandt de allerbedste inden for dødsmetal. Alt ved den koncert var tungt.



3. Judas Priest, Sweden Rock Festival, 06-06-2015 – Halford var i topform. Så kort kan det siges. Rørende at få lov til at se Priest, mens de stadig kan spille. Deres evindelige farveltours varsler jo om, at det godt kan gå hen og blive rigtig ynkeligt, hvis de ikke stopper i tide, men der var intet at frygte på Sweden Rocks hovedscene.

4. Scott H. Biram, Sweden Rock Festival, 05-06-2015 – Absolut en overraskelse for mig, men det er jo lige sådan, det skal være, når man tager på opdagelse. Jeg har rødder i blues og folk, så efter at have læst bandomtalen skulle Biram selvfølgelig beses. Og mere trve landstryger-/hillbilly-type har jeg sjældent set. Der var intet opstillet over autentisk hæse Biram, som vi senere samme dag fandt tryllebindende ti mennesker under en tilfældig teltdug. Scott Biram minder én om, hvad musik egentlig handler om.



5. Dizzy Mizz Lizzy, Sdr. Anlæg (Herning), 27-06-2015 – Et nostalgiræs af de bedre. Hele furoren inden koncerten gik på, om Dizzy stadig kunne efter så mange år. Det kunne de.

Derudover har jeg haft voldsom indre rus til ExciterDADExtreme og Backyard Babies på Sweden Rock Festival, Lipid og Impalers, da de lagde Bygningen i Vejle ned, Skindred og – overraskende nok – Annihilator på Wacken, Slipknot og Code Orange (jeg er lodret uenig i anmeldelsen, må jeg hellere skynde mig at sige) på Copenhell, Illdisposed og Corrosion of Conformity på Beta i starten af året, samt både Six Feet Under, Vader og Hate, der spillede til Hatefest.

Årets internationale navn:

Ganske personligt og kun grundet Copenhellkoncerten: Kreator

Årets danske navn:

Så spontant en koncert med Artillery her i oktober. Det er sgu utroligt, at de kan blive ved med at levere, men jeg tager hatten af for det.

Årets nye internationale navn:

Pas

Årets nye danske navn:

Halshug skal nævnes, selvom jeg ikke fik dykket så meget ned i dem, som jeg havde tænkt mig. De er med her, fordi de faktisk lyder til at ville noget, uden af den grund at lefle for noget eller nogen. Jeg sætter pris på den slags vildskab. Et andet bud er The Vision Ablaze, hvis musik godt nok ikke siger mig det store, men fordi bundniveauet er højt, og de har smidt en flot debut på gaden.



Årets comeback:

Jeg overså Inquisitions seneste album sidste år, og i år genudgav de hele bagkataloget på Season of Mist, og så var det på tide at tage revanche. Det har jeg ikke fortrudt.



Årets optur:

En spontan snak i den uhåndgribelige følelse mellem brandert og livsglæde med et mere end inspirerende individ. Om at være menneske, og hvor givende det er at træde ud af eliteræset, dyrke et gammelt håndværk og dykke ned i musikken imens. Mennesket bag viste sig at være Lasse, der spiller i LUCER, og for dét skal han have en stor tak. Det er naturligvis for galt, at det ikke er blevet opfulgt af et egentligt interview, men det var, som det skulle være, lige der. Løfte om dyberegående snak til dokumentation og inspiration hermed givet.

Red Warszawas vanvidsræs på Copenhell har også sat sig fast i hukommelsen som værende en aften af de bedre. Jeg husker også en morgen på Sweden Rock Festival, hvor en feststemt og vist ret ung svensk type havde været naiv nok til at pisse op ad det danske flag (= i centrum af lejren/op ad nogens telt), og der gik ikke mange sekunder efter frigivelsen af den gule stråle, før han blev behørigt sat på plads af en morgentræt, men årvågen og meget kontant herre, som vi ikke behøver at nævne ved navn her. Af hensyn til efterspillet kan jeg dog godt sige, at ingen kom alvorligt til skade, og at Michael H. Andersen fik sovet lidt igen bagefter.
   
Årets største skuffelse:

Jeg havde håbet, at konceptet Myrkur holdt vand. Jeg fulgte intenst med i de endeløse debatter på diverse platforme og bad oprigtigt til, at Amalie Bruun ville give det kvalmt belærende ulvekobbel mere end tørt på musikalsk. Den negativt ladede kritik har været under bæltestedet på flere niveauer, for så var hun ikke black nok eller ikke folk nok, hun var heller ikke hverken mand eller kvinde nok. Dette postuleredes, allerede inden albummet 'M' så dagens lys, og spændende var det at følge den spinkle kvindes vej ind til medier, virak, release og koncerter.

Som én, der ikke var til stede under hendes debut på Roskilde Festival i sommer, havde jeg som modtryk oparbejdet høje forventninger til konceptet og slog straks til, da koncerten i pumpehuset blev annonceret. Tohundrede kroner for en upcoming act syntes vanvittigt, nuvel, men fair nok, hvis virakken holdt. Jeg ville blæses bagover og lade mig opsluge uden at fordømme.

En time senere stod jeg og røg alene. Vred. En ting er at opføre dilettantteater, så det er tåkrummende. Men Myrkurs ligegyldige, uvedkommende, uengagerede og disharmoniske henvenden taler direkte ned til publikum. 

Det er lykkedes dygtige kræfter at promovere Amalie-fænomenet stærkt, kontroversielt og til de rigtige mennesker. Uheldigvis for pengepungen snyder de ikke den reelle kundemasse, der på den lange bane skal give Myrkurkonceptet næring. Og forsøget var ynkeligt. Det er i orden, at etiketten viste sig at være flottere og mere spændende end indholdet i posen. Det er ikke i orden at tro, at lytternes momentvise lemmingetendens udgør en reel karriere. Du fik din spilletid i radioen. Jeg håber ikke, det sker igen. Til gengæld giver jeg dig én eneste chance mere. Hvis du lægger sommerens festivaler ned og beviser, at du bare har snydt os alle sammen og gemt det store format, til det var virkelig vigtigt, så skal jeg æde hvert et ord og skylle efter med bitter. Ama’r halshug.

Dernæst: På Devilution har vi i nogen tid søgt efter skribenter med blod på tanden, hvad metalcore og numetal angår. Stemningen til Devilutions julefrokost satte en streg under, at missionen er lykkes i 2015. Hvad ingen kunne vide var, at det skulle kamme over i en entusiatisk DJ-battle på Førerens fikse anlæg med henholdsvis Linkin Park og Limp Bizkit som hovedingredienser – altså en tåkrummende fadæse, der fik selv de mest garvede til at trække stikket og foretrække den kolde decemberluft frem for for yderligere tortur. Hermed en skriftlig kindhest og gode forventninger, til vi ses igen. Der skorter nemlig ikke på vid og entusiasme, så forskellene til trods skal vi nok finde hinanden til en koncert eller to.

På musikfronten skuffede Parkway Drives 'Ire' så gennemført, at det stadig føles som at få et slag i maven bare ved tanken om vederstyggeligheden. Fy!

Mit største ønske for 2016:

Tid. Savner koncerterne og udfærdigelsen af det vanlige antal anmeldelser og de dyberegående artikler. 2015 er blæst afsted med mig halsende bagefter på uholdbar vis. Og så må Rainbow godt droppe det der med kun at spille i Tyskland til sommer, og så lige få den Sweden Rock-dato på plads.

Det glæder jeg mig mest til i 2016:

Sabbath og Alice Cooper på Copenhell, Alcest og Metal Church på Wacken og The Hellacopters på Sweden Rock. Og så ser jeg da frem til, at Jimmy Page ringer, hvilket jeg har ventet på en del år nu. Jeg er sikker på, at han i virkeligheden er min far.