SRF '15: Anarkistisk ener på turné
Populær
"I've had two hours of sleep and a few beers this morning". Scott H. Biram er den ægte vare i bluesens ånd. Og er mere 'son of anarchy' end den populære serie, han har leveret musik til.
Nogen har blåt blod i årene, andre har efterhånden blot blodfortyndet whisky. Og så er der de få unikummer, der er født med ren sprit i blodet og har en metronom siddende i hjertet.
Scott Biram hører til blandt disse få sjældne typer.
Hans texanske rødder slog gnister ud i alle hjørner af Rockklassiker Stage, der i år var placeret under et teltdug. Et meget fint tiltag, der med en stor bar i siden og borde i tilstrækkelig afstand til scenen, var en fin ramme for alt fra mellem netop Biram over til Marduk, Portrait og til den folkekære Dan Hylander.
Med sin tykke sydstatsaccent og et konstant pulserende venstreben på stompboxen, spredte Scott H. Biram på kort tid en smittende energi blandt publikum med sin rustne stemme og medrivende numre, der kan kaldes en oplivende symbiose af speedmetal-blues, country og hillybilly i taktfast forening.
Alt ved Biram er ægte.
Lige fra det borende blik i øjnene, der afspejlede hans autentisk sjæl for livet on the road til slitagen på hans Gibson, en model fra 1959, som han håndterede skarpt og speedy.
Han behøver end ikke at kigge på strengene for at få dem til at danse, som han vil.
Numrene flød ud af amerikaneren og havde reference til traditionen. Slideguitaren i 'Mean Old Frisco Blues' lånte fra Muddy Waters riffs i 'Rollin' and Tumblin', og Birams fremtoning på barstolen og spillestil havde sin inspiration fra hans store helt Lightnin' Hopkins.
Biram havde dog mere oppe i sydstatsærmet end blot sit akutiske våben. Med strøm på spaden fyrede han den også af på en Gibson Explorer, hvorpå vi fik 'Raisin' Hell Again'.
Nashville Pussy har coveret nummeret, men ikke længere, for som Biram sagde med en lun bemærkning, så er den "too fast for them". Rollen som den overlegne musikerprovocatuer havde den 41-årige musikere naturligvis også i sig.
Til stor underholdning for publikum, hvor der var flere i cowboyboots og westernhatte, der som ægte disciple af genren returende blues-prædikenen med hvin og bemærkninger, som the Texas bluespreacher svarede tilbage på med en showmands sans for de syrlige replikker.
Sådan var koncertens tre kvarter fuld af genrens kærlige råhed mellem publikummet og manden i midten.
Det er ikke tilfældigt, han har navngivet sig selv The Dirty Old One Man Band. Biram holder liv i klicheerne. Nøjagtig som man skal, og uden at det falder til jorden, hvis man har den ægte vare i sig.
Ud over stepperne gik det, så de 45 minutter Biram havde til rådighed forsvandt i en rasende fart, inden han klædeligt sluttede af med ZZ Tops 'Thunderbird'.
Fællessangen kom naturligt af sig selv: "Get high, everybody, get high!"
Han er det udtrykte billede på nummeret 'Still Drunk, Still Crazy, Still Blue', som han har fået et mindre gennembrud med i Sons of Anarchy. Den kom efter en halv time. Jublen og klapsalverne rungede i hele teltet.
Manden er som en tur på en rodeo. Vildskaben man ikke vil slippe. Anarkiens ener.
Hvis du nogensinde ser en koncert med herren annonceret i en by nær dig, så kast hvad du har i hænderne og grib i stedet en uforglemmelig oplevelse med en ægte one of a kind.