SRF ’15: En tur i presseteltet
Hvert år er der tradition for pressekonferencer med årets hovednavne. Vi har talt med festivalens presseteam, der fortæller om, hvordan de gør, hvorfor amerikanske sikkervagter er hysteriske typer, og dengang en journalist viste sig at være en stalker.
I næste uge går det løs igen. Kun 150 kilometer øst for København. Siden starten i 1992 har Sweden Rock Festival slået sit navn fast som en af nordens største og bedste rock- og metalfestivaler.
Fra 3. til 6. juni vil cirka 40.000 besøgende slå sig ned i Sölvesborg. Heriblandt 550 journalister og fotografer, der kommer helt fra Argentina over USA til Rusland – og naturligvis Devilution, der har rapporteret fra den svenske festival siden 2005.
Over tyve forskellige lande dækker festivalen gennem tv, radio, dagblade og webmagasiner, fortæller Birgit Bräcle, der har været en del af festivalens presseteam siden 2001.
Vi spurgte hende, om hvordan de forholder sig til pressen og ikke mindst, hvordan festivalen hvert år formår at arrangere pressekonferencer med hovednavnene – en fantastisk tradition, hvor journalister og fotografer kommer helt tæt på legenderne.
Pressen et det vigtigste værktøj
Sweden Rock virker som et stærkt brand med et trofast publikum. Kan man tale om, at festivalen nærmest sælger sig selv, eller anvender i pressen som et strategisk PR-værktøj?
”Sweden Rock har igennem 20 år tyve år udviklet sig til at være et stærkt brand og har etableret sig som en festival med et godt ry over hele verden. Men som alle andre brands, er vi stadig afhængige af foromtale og positive kritik af festivalens forløb i pressen. Det vil altid være nødvendigt med den opmærksomhed.
Pressen er vores vigtigste led mellem gæsterne og festivalen til at både at brande festivalen og ikke mindst til at formidle de mange koncertoplevelser videre ud i verden på. Og vi oplever hvert år, at de mange journalister og fotografer udfører et formidabelt stykke arbejde i at berette om festivalens atmosfære og alle de mange koncerter”.
Man har lige kunne læse om Copenhell i Sveriges største metalmagsin Close Up. Men trods festivalen er under to timers kørsel fra København og har mange danske gæster, ser man aldrig omtale i de store danske medier. Hvorfor appellerer festivalen ikke til de danske medier, tror I?
”Godt nok er der næsten kun en bros afstand mellem Danmark og festivalen, men derfor foregår begivenheden jo stadig i et andet land end jeres. Jeg kan kun gisne om svaret, men jeg formoder, de store danske dagblade har nok i at koncentrere sig om, hvad der sker i Danmark og er mest relevant for deres læsere.
Desuden finder Roskilde Festival også sted tæt på vores festival, og den kan vi jo logisk nok ikke konkurrere med i den danske dagspresse. Men vi oplever en fin dækning fra danske rock og metalmedier hvert år”.
Skræmmende security en fast del af gamet
En særlig ting, der hvert år adskiller Sweden Rock fra andre festivaler, er jeres evne til at få sat pressekonferencer op med de helt store navne. Eksempelvis Kiss, Black Sabbath og Alice Cooper. Skyldes det, at I får skrevet de aftaler ind i kontrakten med grupperne, eller hvordan får I det sat i stand?
”Det står ikke i deres kontrakter. Vi spørger ganske simpelt hovednavnene og andre interessante navne pænt, om de vil deltage. Nogle deltager gerne. Andre vil ikke. Det kommer også an på, om det passer ind i deres rejseplaner, og om de er friske på at stille op foran flere hundrede journalister, eller de fortrækker separate interviews med udvalgte journalister, som deres management så vælger. Vi arrangerer ikke individuelle interviews på vegne af pressen”.
Sidste år virkede Black Sabbaths medbragte amerikanske security temmelig hysteriske på pressekonferencen. (Devilutions udsendte blev smidt ud for at lugte af øl. Vi indrømmer, at det var skamløst efter tre dage på en festival. Efter en tur på knæ om tilgivelse, blev vi dog lukket ind igen, - Red.) Er der stor forskel på amerikansk og europæisk attitude, når det kommer til sikkerhed?
”Forskellen er enorm. De fleste europæiske bands, uanset hvor store navne, de er, medbringer sjældent deres egne vagtfolk. Mens stort alle amerikanske headliner-navne har et følgeskab af store skræmmende typer for at udstråle, hvor vigtig gruppen er. Jeg tror ikke musikerne som sådan selv har nogen indflydelse på det, for de virker søde og nede på jorden.
Det er en del af gamet i amerikansk showbiz. Hvis du vil have opmærksomhed og vise du er et kæmpe navn, gælder det om at være omgivet af vagter og assistenter. Jo flere, des bedre! Det virker måske sært i europæiske øjne, men man skal også forstå, at den amerikanske presse er mere krævende og aggressiv. Desværre er USA også fuld af langt flere nutcases end her, der kan finde på at gå amok på musikere. De skal tage deres forbehold”.
Paul Stanley blev provokeret
Har I oplevet bands, der har krævet en form for censur? Eksempelvis udvalgte spørgsmål på forhånd?
”Det er aldrig sket. Vi kan jo i princippet heller ikke forhindret nogen i at stille ”forkerte” spørgsmål, hvis journalisten vitterligt vil spørge om det midt under konferencen. Enkelte gange har vi dog måtte informere pressen om, at de venligst ikke måtte spørge indtil visse emner.
Eksempelvis havde vi et band, der stadig var meget chokeret over et medlem, der lige var gået bort. Så vi henviste til, at journalisterne udlod at spørge indtil det tragiske dødsfald. Det virker helt forståeligt og alle i presseteltet respekterede det”.
I 2013 ville Kiss kun svare på fem spørgsmål og det ene – stillet af Devilution – om hvorfor Tommy Thayer og Eric Singer spiller iført Peter Criss’ og Ace Frehleys gamle makeup lod til at provokere Paul Stanley. Han svarede i hvert fald i en lettere bidsk tone. Var det at gå over grænsen, eller hvad er jeres opfattelse af god skik? Det må jo gerne komme noget konstruktivt ud af sådan en konference?
”Årsagen til, at Kiss kun ville svare på fem spørgsmål var, at de havde en stram tidsplan og allerede havde brugt ti minutter på at stille op til fotosession. Jeg husker ikke lige dit specifikke spørgsmål, men altså, både Kiss og deres crew var ekstremt venlige professionelle både før og efter konferencen. De var meget tilfredse faktisk”.
Men altså, hvis en journalist stiller et provokerende spørgsmål, må det være op til journalisten selv at håndtere musikeren og forstå, at vedkommende ikke ligefrem uddeler kram bagefter. Omvendt må enhver musiker, der indvilliger i at stille op til den slags, være indforstået med, at journalisterne ikke kun kommer med ros. Det er en del af gamet”.
Journalist viste sig at være stalker
Har I oplevet musikere, der blev virkelig vrede over spørgsmål eller decideret er udvandret?
”Så vidt jeg husker, er der aldrig nogle, som har forladt presseteltet på grund af et ubehageligt eller provokerende spørgsmål. Men vi har da oplevet enkelte er blevet vrede. Engang var der en kvindelig journalist, der spurgte indtil et bandmedlems privatliv og erklærede, at hun var forelsket i ham. Vi fandt bagefter ud af, at 'journalisten' stalkede den pågældende musiker. Så klart, at han blev virkelig arrig. Hvem ville ikke det i den situation?
Men generelt er alle de her store bands så professionelle, at de sagtens kan håndtere en pressekonference og bevare roen. Mon ikke de har oplevet det, der har været mere udforende gennem karrieren, end en pressekonference på Sweden Rock Festival”.
Jeg bliver nødt til at spørge ... hvem var musikeren, der blev stalket?
”Jeg har bevidst ikke nævnt navne her i interviewet med undtagelse af Kiss, fordi du nævnte dem så specifikt. Mange af de her bands, som alle andre celebrities, har problemer nok med personer, der ikke kan kende forskel på fantasi og virkelighed.
Så det ville være helt forkert at blande ham, der var udsat for en stalker, privatliv ind i den her sammenhæng. Den slags hører for os til i den kulørte tabloidpresse. Du ved, som man siger i musikbranchen. 'Hvad der sker i turnébussen forbliver i bussen'. Vi har samme mantra: 'Hvad der sker backstage på Sweden Rock Festival, forbliver backstage'”.
NB: Backstage er muligvis privat sag. Pressekonferencerne er naturligvis til for offentlighedens skyld, og kan hvert år ses på YouTube kort tid efter de har fundet sted. Det kan anbefales. For oplysningens såvel som underholdningens. Der er masse gode klips. Fra King Diamonds comeback på festivalen i 2012 til Black Sabbath sidste år eller den med Kiss fra 2013, hvor Devilutions spørgsmål cirka 4 minutter inde i klippet bliver kaldt for ”silly” af en irriteret Paul Stanley.
(Men hey, kære Stanley: Det spørgsmål blev til en nyhed på metalsites over hele verden og diskuteret på alle samtlige Kissforums, der findes på nettet. Med god grund. Space Aces og Catmans make up hører ikke hjemme på Tommy Thayer og Eric Singer! Punktum!)