Green Jelly skrabede bunden, medens Lucifer, Slayer og Dizzy Mizz Lizzy sikrede, at årets svenske rockfestival igen blev en succes for vor hårdt prøvede fotograf. Resultatet af en besynderligt ædruelig festival følger her.
Sweden Rock Festival rundede af med Green Jellÿ i toppen som det totale absurdteater, mens Ritchie Blackmore's Rainbow i den anden ende havde strafbart få regnbuer i ærmet.
Nostalgi og retrorock vægtede tungest på vores første dag på Sweden Rock, hvor Lucifers uforfalskede okkulte 70'errock og Slayers magiske afrunding af karrieren på svensk grund var dagens højdepunkter.
Kiss leverede showet, ZZ Top ånden og Dizzy Mizz Lizzy nerven på en fredag med 13 timer i marken, mange middelmådigheder rigere.
Med festivalsæsonen så småt i gang går turen i næste uge hinsidan, når Sölvesborg atter indtages af læderveste og garvede rockrotter, der står klar til at hylde fortidens store idoler.
Med portvin og whisky som benzin gennemførte fotografen igen en Sweden Rock Festival. Se her, hvad kameraet fangede.
Årets mest omfattende dagsprogram. Med flere overlap undervejs var det ofte nødvendigt at dele tropperne op. Dark Funeral og Uriah Heep leverede dog to af festivalens stærkeste oplevelser i hver sin ende af spektret.
Sidstedagen af Sweden Rock bød ikke just på et stærkt musikprogram, men hist og pist var der alligevel gode koncertoplevelser.
Den første fulde dag på Sweden Rock bød på blandede oplevelser i rock- og metalgenrer fra øst og vest.
Sweden Rock er god til at charmere sig ind på en, og med festivalens mest spændende, moderne og varierede dagsprogram gik sidstedagen hen og blev den absolut bedste.
Fra hillbilly og smadret industrial til tyske hard rock-legender og sort vikingemetal kommer vi solidt rundt i krogene. Eftersmagen er da også af blandet karakter.
Endnu en udgave af Sweden Rock er veloverstået. Vores fotograf har samlet sine favoritter fra både fra både scener og festivalpladsen.
Succes! For en sjælden gang skyld lykkedes det at koordinere samarbejdet mellem fotograf (ental) og journalist (ental). Dette betyder at årets fotoreportage fra Sweden Rock Festival primært består af svenskere plus det løse.
Lørdagen havde det tyndeste program i mange år, og det prægede dagen, der i stedet blev brugt på enkelte højdepunkter og en god del alkohol.
Fredagen præges af regnvejr og lejrstemning samt en håndfuld stærke koncertoplevelser leveret af Glenn Hughes, The Temperance Movement og Foreigner, inden alt kulminerer i kæberaslere fra The Hellacopters og Twisted Sister.
Torsdagen var lang, og meget skulle ses. Nye bands, The Struts og Skallbank, overraskede positivt, mens Slayer skuffede og Megadeth overraskede positivt, og Graveyard sammen med King Diamond satte standarden for en god festivalkoncert.
Onsdagen er som så ofte før ankomstdag, hvor det mest handler om at falde over teltpløkker, drikke for hurtigt og se aftenens sene koncerter. Således også i år.
Alt, hvad du har brug for at vide for at få et overblik over dette års Sweden Rock Festival. Det samlede program, varme anbefalinger, og hvilke bands der helt bør forbigås.
Så er der fuld skrald på 80’erne i klassisk Sweden Rock-ånd,. En simpel og virkningsfuld form, når plakaten skal fyldes ud: Det skal enten være (eller lyde som) Def Leppard eller Black Sabbath, og bandene skal gerne have toppet for cirka 25 år siden.
Et par definitive forbiere findes i de rester af kæmpenavne, der stivnakket fortsætter uden legendariske frontmænd eller finder sammen i et underligt miskmask af gamle og nye bandmedlemmer med overvægt af de sidste.