Ozzy Osbourne er den niende patient, der bæres på hænder og fødder gennem 13 sange af venner og bekendte, der desværre ikke har den ønskede gennemslagskraft.
10 år er der gået siden Ozzys sidste soloalbum. Det er lang tid, og det har desværre ikke rigtigt været ventetiden værd.
Ozzy Osbourne fik sagt farvel på Copenhell, og dét med æren i behold. En levende legende levede op til sit navn og status.
Årets mest omfattende dagsprogram. Med flere overlap undervejs var det ofte nødvendigt at dele tropperne op. Dark Funeral og Uriah Heep leverede dog to af festivalens stærkeste oplevelser i hver sin ende af spektret.
Ozzy leverede varen med behørig gejst og vilje til at afrunde karrieren med værdigheden i behold. Hans wingman bidrog dog desværre til en del slinger i valsen.
Thrash, autotune, black metal, dansk råberi og støvet amerikansk grunge. Fredagen kan det hele, og Mørkets Fyrste lukker hovedscenen, mens Enslaved og Danko Jones rydder op på de øvrige scener.
Flere generationers metalhistorie er repræsenteret blandt de første navne, der i dag offentliggøres til den festival, der samler det hele sammen over tre dage på Refshaleøen: Copenhell 2018.
Det gamle metalikon overraskede alt og alle ved ikke at falde igennem, men tværtimod leverede et underholdende show.
Det var næsten ikke til at holde ud at se Ozzy Osbourne udlevere sig selv, som han gjorde lørdag aften. Men publikum elskede ham.
De første gennemlytninger af 'Scream' er lammende. Det ene intetsigende nummer afløser det andet. Men hold fast i albummet, for flere af numrene åbner sig.
Ikke siden 1995 har Ozzy lavet et album, der holder det høje niveau, som vi elsker ham for. Lars Schmidt giver sit bud på Ozzys fem bedste soloplader.
Ozzy om sin nye skive og turné, livet, døden, hundelort og Heaven and Hell.
