Copenhell 2018: Tak for alt, Ozzy!

Populær
Copenhell 2018: Tak for alt, Ozzy!

Ozzy Osbourne fik sagt farvel på Copenhell, og dét med æren i behold. En levende legende levede op til sit navn og status.

Dato
22-06-2018
Trackliste
1. Bark at the Moon
2. Mr. Crowley
3. I Don't Know
4. Fairies Wear Boots (Black Sabbath)
5. Suicide Solution
6. No More Tears
7. Road to Nowhere
8. War Pigs (Black Sabbath)
9. Miracle Man/Crazy Babies/Desire/ Perry Mason
10. I Don't Want to Change the World
11. Shot in the Dark
12. Crazy Train

13. Mama, I'm Coming Home
14. Paranoid
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Ozzy Osbourne var i slutningen af 60'erne med til at danne det, der blev til Black Sabbath, og grundlagde mere eller mindre heavy metal sammen med de andre i bandet. Her 50 år senere står han stadig på scenen. For et par år siden sagde Black Sabbath farvel på Copenhell. Nu står forsangeren så med sit soloprojekt, som han ufrivilligt blev tvunget ud i, da hans bandkammerater fyrede ham i Black Sabbath. De to karrierer har kørt sideløbende med lange afbrydelser, og nu er begge forløb ved at have nået enden.

Copenhell 2018 er Ozzy Osbourne. En parade af hits, der bliver leveret professionelt og koreograferet ned til mindste detalje. Eneste usikre faktor er Ozzys vokal, præcis som det var tilfældet med Black Sabbath i 2016. Kan han synge rent? Hele pladsen holder vejret og håber. For Ozzy er trods alt gudfader til alt det, som Copenhell hviler på. Heavy metal!

Og sørme om ikke det går nogenlunde de førxte par numre. 'Mr. Crowley' er spot on, og Zakk Wyldes guitar skriger, som var det svenske Europe, der havde entret scenen. Der er ikke et øje tørt. Det bliver dog en smule anstrengt på 'Suicide Solution', hvor Wyldes' langstrakte soli desværre leder publikums tanker hen på, at der er endegyldige udveje, der sikrer, at man undgår at opleve mere af den slags.

Det bliver ikke bedre af, at Ozzy selv mumler, da han skal introducere 'No More Tears', og fortsætter med at synge pivfalsk under det meste af sangen. Derefter tager han sig omsider tid til at introducere bandet, og til sidst bliver Zakk Wylde officielt præsenteret for publikum. Det kvitterer han så for med at rive i strengene i alt, alt for lang tid. 'War Pigs' føltes lige så lang som hundredeårskrigen i kraft af Wyldes lyst til at give publikum helt oppe ved hegnet en intim oplevelse. Hver og én.

Derefter noget ligegyldigt trommelir, der yderligere forlængede en tiltrængt pause til den aldrende Ozzy Osbourne, der så kunne komme nogenlunde frisk frem til 'I Don't Want to Change the World'. Pausen synes dog ikke at have haft nogen særlig effekt. Allerede på 'Shot in the Dark' synger mørkets fyrste igen falsk, men synger overraskende nok rent på de sidste tre numre, der går rent ind og sender Copenhells publikum hjem med en positiv oplevelse.

For trods alder, skrantende stemme og ditto helbred redder Ozzy den på stregen og går fra Helviti med en sejr. Hvad Avenged Sevenfold overhovedet ikke kunne, trods en ung alder, kan den levende legende på grund af sit virke, sin status og sine dygtige musikere omkring sig. Han fik samlet hele Copenhells publikum. En bedrift, der kun er de ganske få kunstnere forundt. De sande af slagsen. Også selvom han fik hjælp af guitaristen og imponerende effekter fra lysafdelingen. Der kommer næppe nogen som Ozzy, og arvtagerne har en tung byrde, der skal løftes. Hvis nogen nogensinde overhovedet tør nærme sig opgaven. 

Og Ozzy får naturligvis også fripas. Han er manden bag alt det, vi i dag kalder heavy metal. Paraderne er på forhånd nede. Så vi siger tak, Ozzy. Tak for mange års trofast virke. Tak for alt. Nyd dit otium. Det er yderst velfortjent. Stemmen er ikke længere, hvad den har været, men status og virke når man langt med. Det må vi kippe med flaget for. Fredagens hovednavn levede op til placeringen på plakaten.

Men vi må også henstille til den aldrende fyrste, at pensionisttilværelsen er inden for rækkevidde og bør nydes, mens tid er. Det er officielt 'No More Tours 2'. 3'eren er ikke nødvendigvis attråværdigt at stile efter, hverken for fans eller kunstner. Denne afskedssalut på Refshaleøens beton gled nogenlunde ned uden nævneværdige ankepunkter, så hvorfor presse citronen mere, end den allerede er blevet?