Ozzy: ”Mit første album uden stoffer!”
PopulærOzzy om sin nye skive og turné, livet, døden, hundelort og Heaven and Hell.
Efter gennemlytningen af det nye Ozzy-album ”Black Rain” i London var der planlagt interview i løbet af dagen, dernæst endnu en lyttesession og en interviewomgang, dagen efter. Uheldigvis blev Ozzy søn Jack pludselig indlagt på hospitalet, så Ozzy måtte aflyse hele andendags-gildet. Satans, men kort tid efter ringede han (Ozzy!) heldigvis, ovre fra hans nok så velkendte domicil i Los Angeles.
Efter nogle år med Black Sabbath i fokus (inklusiv den fantasiagtige Roskilde-optræden, forrige år), sygdom, aflyste solokoncerter (blandt andet et par stykker i Valby Hallen) og så det der reality tv-show, er Ozzy Osbourne nu endelig tilbage med et nyt solo album – hans første siden ”Down to the Earth” i 2001.
Meget passende er det også, at indlede snakken ved netop ”Black Rain”, der indledes med to meget klare Ozzy-statements, om at han i den grad endnu er "på": ”Not Going Away” og ”I Don’t Wanna Stop”, som også er albummets førstesingle.
”Hvis jeg af en eller anden grund ikke kan toure - pga. helbredsproblemer eller at mine plader ikke sælger, og der dermed intet publikum er – så stopper jeg,” indleder Ozzy sin kommentar til de to numre, og fortsætter så hurtigt: ”Men, hvorfor skal jeg stoppe, når jeg stadig er på? Men begynder det, at koste mig penge at turnere, hvad er så pointen i at gøre det? Jeg elsker stadigvæk at turnere, men skal jo leve resten af livet.”
OK, Ozzy, du klarer dig sgu’ nok, men fint, vi er i gang – og vi kan dykke lidt videre ned i albummet.
Rent debutalbum
- ”Black Rain”er jo indspillet i dit eget hjemmestudie; hvilken tilgang havde du så til dette album?
”Fordelen ved at have sit eget hjemmestudie er jo, at man ikke betaler pr. time, som ved et andet studie. Ikke at det bekymrer mig, men der kan man jo ikke bare gå hen og indspille, når man pludselig har fået en fed idé.”
”Men jeg har haft en masse hjælp til dette album. Ikke bare ved, at det har været i mit eget studie, men det her er min første plade nogensinde, som jeg har co-skrevet og indspillet helt fri for stoffer og helt fri for alkohol. Og jeg troede ikke, jeg kunne gøre det uden nogle af de dele, men jeg har haft folk til at rådgive mig med det.”
- I dit nye pressemateriale kalder du ”Black Rain” for den egentlige opfølger til ”No More Tears”. Hvorfor?
”Ja, for alle bliver ved med at sige det til mig! Hver gang, jeg går i studiet, ønsker jeg at lave et fedt album, og er det her album en follow up til ’No More Tears’, så kan jeg leve med det.”
Europa-turné
- Hvorfor føler du dig stadig tiltrukket af at lave musik?
”Det er mit job, at lave musik. Jeg har forsøgt med pensionering, men hvad skulle jeg pensioneres for? Kigge på mine guldfisk eller på væggen?? Nogle gange ønsker jeg at lave musik, andre gange ikke. Jeg kan ikke sige dig, at det er et almindeligt job, for jeg skal ikke stå op før jeg har lyst til det, men jeg står altid op med åbne øjne. Jeg har et godt liv, en god kone, en dejlig familie og jeg er blevet bedstefar. ”
”Men jeg gider ikke spille klubber længere. Det er der, jeg vil sige: ’godnat, jeg skrider hjem!’ Jeg har været igennem sådan en utrolig karriere og publikum er der for mig. Og den nye sang ’I’m Here For You’ er tilegnet dem.”
- Hvad er dit line-up på den kommende Europa turné?
”Zakk Wylde, Blasko fra Rob Zombie, Mike Bordin og så Rick Wakemann’s søn, Adam White på keyboards og rytmeguitar (keyboardmanden Wakeman fra Yes, der også medvirkede på det legendariske album ’Sabbath Bloody Sabbath’ - Red.).
- Har du gjort dig nogen tanker om sætlisten til din Europa turné?
”OK, min europæiske radar fungerer ikke endnu, men jeg er på vej til øveren for at finde ud af det (interviewet lavet før Ozzy startede sin turné i Moskva den 27. maj, se sætlisten derfra nederst – Red.). Jeg vil definitivt spille nye sange… og folk spørger altid efter Black Sabbbath sange, så vi får at se. Man kan jo ikke tilfredsstille alle, uanset hvad man gør, men dette show bliver forhåbentlig en af mine største verdensturneer nogensinde.”
”Og jeg kan stadigvæk lide at have det sjovt. Hvis nogen til en rock’n’roll koncert siger ’det og det, kan jeg altså ikke lige gøre’, så vil jeg bevidst gå på scenen og gøre præcis det, jeg ikke må. For det er min fucking stil, ved du!”
Hundelort og Heaven and Hell
- Hvad er en af de mest underlige ting, som ”the madman Ozzy” nogensinde har lavet i hele sit liv?
”Da jeg blev gift med min første kone!” (svaret falder prompte og der grines godt igennem)
”Jeg har gjort det hele, men jeg gider ikke tale om det. Men at være i live er fucking underligt, jeg skulle være død for længst! Jeg ved ikke, hvor du vil hen med dit spørgsmål, men jeg har da eksempelvis tømt tonsvis af hundelort ud af mit hus.”
- Hvad synes du om Heaven and Hell projektet (Black Sabbaths ”Mark II” line-up med Dio i front, der gæster KB Hallen den 6.6 – Red.)? Og, er det ikke lidt underligt, at de skal kalde sig det, når alle deres plader er lavet under navnet Black Sabbath?
”Ved du hvad? Jeg har intet at sig til det. Det er ikke mit bord, jeg vågner ikke op hver morgen og tænker ’fuck, kalder de sig selv det og det!’ Hey, alle skal finde sig en levevej, og det er det, de gør. Tony (Iommi, guitarist – Red.) og jeg er meget gode venner i dag, og han har fortalt mig, hvordan de ville lave det der band og fint for mig.”
”Jeg har ikke ret til at sige noget som helst om Ronnie James Dio! Rent faktisk, især i forhold til hans alder, så er han en meget stærkere sanger end jeg nogensinde troede, han var. Men, ja, han har en anden stil end jeg selv. Han har desuden gjort det rimelig klart, at dette band ikke er en permanent ting, og jeg ønsker ham alt muligt held og lykke med det projekt.”
Gode råd fra Gudfaderen
- Hvad er dit råd til unge mennesker, der vil starte et band?
”Aahh, hvis du vil involveres, så bliv involveret, ikke halvhjertet involveret. Karrieremæssigt: vær ærlig ved dig selv og ha’ det sjovt. Jeg mener, jeg startede selv i 1968 og næste år bliver det så 40 år siden jeg begyndte.”
- Et 40 års jubilæum lyder også som en mulig fest. Nogen planer i den retning?
”Lige nu, i år, drejer det sig om at komme tilbage på en fed tour, håber jeg. En fejring for mig betyder, at alle bliver fucking fulde og alt muligt, og det er jeg ikke længere frisk på. Jeg forlader sådanne sammenkomster. Når man ikke længere drikker, er det værste, når folk, der gør, kommer og taler til dig og hælder deres meninger ud over dig. Jeg er sikker på, at der bliver noget fejring, men hvad, ved jeg ikke.”
Indtil videre er der dog lige en Københavner koncertfest på vej – i Københavns Forum onsdag den 13. juni, hvor Ozzy supportes af Korn og Black Label Society.
Sætlisten fra Ozzys show på Olympissky Stadium i Moskva, den 27. maj:
01. Bark at the Moon
02. Mr. Crowley
03. Not Going Away
04. Flying High Again
05. Road to Nowhere
06. Suicide Solution (inkl. Zakk Wylde solo)
07. I Don't Know
08. Here for You
09. No More Tears
10. I Don't Want to Change the World
11. Mama, I'm Coming Home
12. Crazy Train
13. Paranoid