MMF 26: Høj intensitet til stjernespækket debutkoncert
Der var prominente folk på scenen, da danske Unavailing Void gav kort debutkoncert til Metal Magic med tung, groovy metal.
Martin Leth Andersen er en travl mand. Ikke nok med at han kører de travle Strychnos og er med i lige så travle Undergang, gæster Volbeat på Copenhell og ovenikøbet har både familie og arbejde: Han er også i gang med sideprojektet Unavailing Void, der har debutsinglen ude på Deadbangers Productions.
Og det var et celebert fremmøde på scenen til projektets debutkoncert lørdag på Metal Magic. Med i bandets faste besætning er Søren Bomand fra Eyes og St. Digue og Jakob Bredahl, begge guitar, trommerne blev håndteret af Christian Davidsen, der dagen før havde været sent oppe for at spille med St. Digue, mens bassen trakteredes af KB Larsen fra et utal af hardcore- og metalbands samt større dansk band, der for nylig har spillet på en større dansk festival med netop Leth Andersen på gæstevokal et enkelt nummer.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde nået at høre singlen på forhånd: Unavailing Void var med andre ord et helt jomfrueligt band for mig, og sådan tror jeg, de fleste i teltet havde det. Og ligesom de fleste i teltet så ud til at nyde koncerten, gjorde jeg det også.
Havde man forventet noget, der lød som Strychnos, blev man skuffet. Men så var der vel heller ikke grund til at lave et andet projekt. Unavailing Voids ekstremmetal faldt uden for de faste genrer og virkede heller ikke interesseret i at være et genreband. I stedet sigtede de efter et mere personligt udtryk. Leth Andersen brugte ofte ren vokal af en let klagende slags, og den meget tykke og tunge guitarlyd stak ud på en festival, hvor guitarlyden sjældent går i den retning. Det var tungt og mørkt og meget dystert, og man kunne godt høre, at flere af medlemmerne har baggrund i noget mere hardcore- og groove thrash-præget, uden at Unavailing Void i øvrigt kan kaldes groove metal; dertil var der for meget andet i blandingen. Tendenser til groove-tendenser er sjældne på Metal Magic, og måske netop derfor føltes det velgørende at lægge ører til – det stak simpelthen ud ved at benytte nogle helt andre musikalske virkemidler end resten af festivalen.
Især Davidsen imponerede bag trommerne med en virkelig stærk præstation, der gav debutkoncerten en høj intensitet, og i det hele taget fik Unavailing Void godt tag i et ret talstærkt publikum. En enkelt blev så grebet, at han forsøgte at stagedive. Gruppen, der greb ham, bar ham hele vejen ud af teltet.
Koncerten var i sagens natur temmelig kort – men det, vi fik, var spændende, fordi det ikke helt kunne placeres, og fordi det samtidig virkede, som om det havde en klar retning.