CMF 26: Lørdag – fra goregrind til matrosmetal

Lørdagen viser endnu en gang både Copenhagen Metal Fests styrker og svagheder: Med et væld af dansk metal, men også med en identitet spændt til bristepunktet. 

Nå, men godmorgen da! Var det ikke dig, jeg ikke så slingre på vej hen til bussen i går? Nå ja, ok, det kan du selvfølgelig ikke huske, men altså, her står vi så dagen derpå, og kan det næsten blive bedre end at starte lige på og råt med hardgore grindcore direkte ud af Skanderborg? Sådan noget med 17 numre på tyve minutter, og hvor der på den håndskrevne sætliste ligefrem er angivet feedback – hvilket for så vidt er flintrende unødvendigt, eftersom der alligevel er hyl for alle pengene mellem hvert eneste nummer. 


Sewer Haul er præcis så over the top, som den slags skal skæres. Lukas Nysteds gadagung-rytmer og turbosolbriller sælger på charmen, og så spiller han bare konstant, som var han i færd med tre km hækkeløb, absurd hurtigt det ene øjeblik, smadret huggende det næste. Grimasserne fra både Nysted og guitarist Kasper Szupienko Petersen, som de vrænger og skælder brølene ud, gør bestemt heller ikke fornøjelsen mindre … Sewer Haul er umådeligt svære ikke at holde af, og hvilken perfekt kickstart på sidstedagen!


Min makker var ikke helt indforstået med konceptet, at Sewer Haul-koncerter er ovre hurtigere, end det tager dig at indtage dagens første bajer, men han når da i det mindste frem til Inertials efterfølgende. Hvad end det så er. Konferencier kalder dem for screamo hardcore, og screamo-faktoren er i hvert fald pænt åbenlys, eftersom bassisten sjældent bevæger sig udover det skrigende leje. Ingen blid indføring, bare lige på og hårdt, men indimellem dukker der også lidt post-metalliske kontraster ind, der både står fint for sig selv, men også får helheden til at kradse dét mere, når først de skruer bissen på. En interessant øjenåbner, hvor især trommeslagerens punch ikke giver efter for noget som helst, medmindre da lige nummeret afkræver det.

Vi udforsker pladsen, og vennelaget lader fortsat vente på sig, men så kan vi jo altid bruge mellemtiden på at danne os et overblik over dagen forude. Flashbacks til en Riamuf-koncert i Ribe tilbage omkring årtusindskiftet kommer op at vende, da vi når til næste act på programmet, som min ven også morede sig bekosteligt over til Metal Magic i sommers. Noget med en sanger, der vrøvlede i ét væk - og naturligvis er det første, vi hører, som vi går ind i Bioen, John Hansen, der plaprer løs, afrundet af et “SKÅÅÅL!”, før den første tone overhovedet er spillet.

 
Sacrificial er thrash af den bondske skole, og kønt er det bestemt ikke, men det skal thrash heller ikke være. Hvad Hansen lige mente med, at de skulle spille før DaneFÆ, “...og så kan vi jo tænke lidt over den”, tænker jeg reelt mere over end deres musik, som for undertegnede desværre tager sig ud som et bedaget fortidslevn, der går lige ind af det ene øre og ud af det andet – men i det mindste viser fremmødet da også med al tydelighed, at vi ikke er de eneste, der har det sådan.

Intet er trods alt så skidt, at det ikke er godt for noget … og således er der pludselig en time til rådighed til at få fyldt depoterne op med gorgonzola-pizza rundt om hjørnet, inden der ryger flere procenter indenbords. Et solidt måltid, med en granatæble-sodavand som forfriskende modspil, mens endnu en af gårsdagens helte meldte sin ankomst tilbage på pladsen. Vi må jo rejse os ved det træ, hvor vi er faldet, og selvom Carbon Tomb på papiret virker som et brutalt skud død til nervebanerne, så må vi hurtigt konstatere, at det bliver lige lovligt “Uhyggelig dødsmetal”, som konferencier Andreas Truelsen udlægger det. Massivt med kradse brøl og intense guitarforløb, der ikke giver det mindste ved døren, og hvor det på andre tidspunkter givetvis kan være den sælgende faktor, så føler vi det ikke rigtig.


Noget andet, jeg heller ikke føler, er den lige lovligt selvsmagende karakter, vi indimellem må lægge ører til her på Copenhagen Metal Fest. Jovist er den en fin festival, der har fået godt tag om sit eget publikum, og som kommer godt rundt i hele den bredde, vi finder på den danske metalscene. Men samtidig er det også en festival, der skøjter så meget fra én stil til en anden, at det er noget nær umuligt at finde yderligere koblinger end DK-faktoren, og på den måde kan det være svært at blive for alvor fanget i nogen samlende festival-ånd.

Jeg må bekende, at den faste konkurrence, hvor guitarister kan battle om at vinde en forstærker (tidligere år en guitar), har sin charme, fordi folk kan samles om at heppe på dem, de nu vil heppe på – men er det virkelig så bidende nødvendigt at tvinge os til at huje ikke bare én gang, men 3-4 gange på vores foretrukne, før de nu er HELT sikre på, hvem der er vinderen? Er det ikke bare for at gejle en stemning op? 
Og jo, selvfølgelig er det det, men trods alt tomlen op for initiativet. Klap dog lige hesten engang – vi ved godt, at vi er på Copenhagen Metal Fest, det behøver altså ikke også efterfølgende tæskes ind med syvtommersøm tre gange under hver band-introduktion, som om vi er født i går.


Min makker har noteret sig Danefae som dagens hovednavn, og hvor jeg indtil nu kun har forholdt mig til dem på skrift og i visse folkemunde, så kan jeg nu godt høre, at de kan noget særligt. Selv i dette format, hvor guitaristen sidder over efter at have mistet sin far dagen forinden, hvorfor vi får guitaren over backingtrack, men de har bestemt en lyd, som skiller sig ud. Med klart definerede sange med hver sin identitet. Med en bassist, der både kan spille med et tilbageholdt, refleksivt temperament og med en svulstig, fremtrædende pondus. Og ikke mindst med en sanger, der skærer tydeligt igennem og åbner sig stærkt op, indimellem teatralsk flankeret af sine to korsangere.
For mit vedkommende får det dog også en lige lovligt kontrolleret, fin bismag. Altså, sådan lidt irriterende fint i længden, det river aldrig rigtig, men jeg forstår om ikke andet bedre nu, hvad hypen handler om. Og hvorfor den der ‘PS. Far Er Død’ lige rammer dét hårdere i hjertekulen lige i dag.

Af erfaring ved jeg dog også, at det kan kræve planlægning at komme ind til koncerter på ZeBU … men selv på trods af at bevæge mig mod Speedslut en halv time før koncertstart, må jeg se mig udkonkurreret af en kø, der bevæger sig helt forbi baren i Amager Bios forhal. Flere bekendte joiner køen omtrent samtidig og når først at komme ind i slutningen af showet, så jeg fortryder heller ikke i bagklogskabens lys at i stedet prioritere min tid med vennelaget udenfor, hvor indgangskommentaren går på, hvem der lige har knaldet hvem, og så er tonen ellers lagt for en spontan samling af venskaber, der sikkert ikke havde fundet sted ellers – sådan nogen øjeblikke, man også må huske at værdsætte midt i festivalræset.

Inden Afsky indtager hovedscenen, kan konferencierne introducere de første navne til næste års festivalprogram. Som en ihærdig koncertgænger kan navne som Maceration, Katla og Grava ses her, der og allevegne, hvad end jeg ellers måtte føle for dem - men at kunne trække Saturnus op af hatten med et sæt dedikeret til debutpladen ‘Paradise Belongs to You’ er vitterligt en bedrift, der aftvinger mit fremmøde igen næste år, som den plade, der for alvor åbnede porten ind til doomens verden for denne skribent tilbage i ‘97. En plade, de mig bekendt ikke har berørt live siden 2013, lige udover ‘I Love Thee’ og den obligatoriske ‘Christ Goodbye’, så eksklusivitets-faktoren er høj her!

Det kan vi til gengæld ikke sige om Afsky. Det må vel efterhånden snart være det danske band, jeg har set flest gange i mit liv, vel at mærke uden at eje en eneste af deres plader. Det ændrer dog ikke ved, at de er et powerhouse live, og jeg ofte må se mig selv overvældet over deres nerve live – og således også i dag, ikke mindst grundet deres nye trommeslager i live-besætningen, Chris Peetz. Det er især hans fortjeneste, at dette potentielt er den mest nådesløst aggressive koncert jeg har set fra deres side, hvor han pisker tempoet i vejret, mens Ole Luk skriger sine lunger ud, og Martin Jørgensen (bas) flasher sine Steve Harris-moves ude fra kanten af scenen. Der er bestemt ikke tale om et band, der er blevet mere konforme med årene – hold endelig fast i det!


Jeg skal dog ikke begå den samme fejl flere gange i dag – og når nu Heksproces er min headliner for dagen, så må jeg søge mod ZeBU i god tid forinden. ‘Dejlig Er Jorden’ er en fabelagtig debutplade, der har tilføjet eksilbornholmerne som et stærkt bidrag til det progressive landkort, og i dag står de tilmed en kende skarpere end til releaseshowet tilbage i februar. En mere rå affære uden omsvøb. Ingen gæster. Ingen svinkeærinder. Bare fire musikere, der får det hele til at glide snor-lige, ikke mindst i det funklende samspil mellem de to guitarister Mads Aspesgård Kofod og Claes Torsten Sørensen, indimellem riff-drevet, andre gange med harmoniske leads, og også med lette doseringer post-metallisk drømmeri.

 
Det her er seriøs musik, der ikke forhaster sig med at komme til pointen, og så er Sørensen også løsnet mere op i front, han er på og vil spille med publikum, og det smitter! Et simpelt blik ud over rækkerne viser, hvordan alle bevæger sig som i en trance til musikken, i symbiose med deres ambitiøse prog-eskapader. Har du ikke hørt Heksproces endnu og ynder din metal med store armbevægelser og dynamik i højsædet, så har du seriøst noget til gode.

Det er mildest talt noget af et twist at runde festivalen af med Skullclub efterfølgende. Et band, der har fået medvind de senere år med deres piratmetal og banjo-flirtende festligheder, og således også i dag, hvor Bioen sejler i øl og fællesskrål. Indimellem med Bad Religions mere vokalbårne udtryk uden på tøjet, andre gange med lige lovligt meget høhø-faktor af den der Red Warszawa-kaliber. Skullclub er ukompliceret bøllehegn, og på den måde et belejligt indslag til sidst til at samle folk til et skud fællesroning, mange med matroshattene godt ned om ørerne. Jeg anerkender festen, men udover et par af deres punkede fuldtræffere som fx ‘Motorsav’, så er vi milevidt fra en fest, jeg kan se mig selv i, vores fælles baggrund i Kolding til trods. 

Og sådan gik der ni timer med alt fra goregrind til folk/prog, fra jydedød til sørøverpunk, og med vennekredse lige så meget på kryds og tværs som den bredde, Copenhagen Metal Fest ser som sin raison d'être at præsentere år efter år.
Var det så et stærkt ord på festivalen? Ikke specielt for undertegnede, snarere endnu en serie af højdepunkter og forglemmeligheder som vanligt, med en lige lovligt hypet bismag. En cadeau bør rettes for også at huske at grave dybt i den danske muld, og give undergrunden et forum til at komme ud over rampen. Jeg foretrækker dog stadig festivaler med en mere klar genreprofil end denne skyden med metallisk spredehagl, alene med Danmark som fællesnævner – men så er der da i det mindste lidt at komme efter til os alle.