Grænseløs melankoli
Populær
En tung og grå råhed hersker over det første fuldlængdealbum fra Afsky, der under overfladen byder på meget mere end som så.
2. Skær
3. Sorte vand
4. Stjernerne slukkes
5. Vættekongen
6. Glemsomhedens elv
7. Oh måneløse nat
Der er ingen tvivl om, at Solbrud er et af landets absolut bedste black metal-bands, hvorfor der er meget at forvente fra Afsky, et soloprojekt af bandets frontmand Ole Luk.
Forventningerne bliver da også indfriet, dels grundet lighedstegnene med netop Solbrud, men i særdeleshed på grund af de overraskelser, ‘Sorg’ har at byde på – selvom musikken i store træk kan beskrives som traditionel atmosfærisk black metal med langtrukne passager, distortionguitarer, blastbeats og en længselsfuld skrigevokal, er det interessante og karakteristiske ved Afsky ikke disse elementer.
I flere årtier har den brede black metal-genre på den ene eller anden måde haft et tilhørsforhold til det nordiske, hvadenten det har været gennem musikernes nationalitet, lyrikken eller idoliseringen af den præ-kristne tid, og de seneste år er det tilnærmelsesvis blevet en trend at lade den nordiske identitet kommet til udtryk gennem brug af oldnordiske instrumenter. Særligt nøgleharpe synes at være populær, hvilket Gaahls Wyrd og Myrkur er fremragende eksempler på, og Afsky er ingen undtagelse.
Over halvvejs i albummet introduceres det nordiske præg for første gang med en nøgleharpeintro – der netop spilles af Myrkur og akkompagneres af Troels Dueholm Nørgaard fra Huldre på drejelire – til sangen ‘Vættekongen’, hvis titel refererer til nordisk folketro. Undervejs i sangen inkorporeres nøgleharpen i det klassiske atmosfæriske black metal-udtryk, der hidtil definerede albummet, hvilket får musikken til at gå op i en højere enhed uden den store eller bemærkelsesværdige afvigelse fra sin grundform.
Det er derfor den helt store overraskelse, når ‘Sorg’ tager en instrumental drejning med intermezzoet ‘Glemsomhedens elv’, hvis akustiske guitarer og fuglekvidder i baggrunden giver albummet et frisk pust med deres euforiske stemning, der hiver lytteren ud af en kold, våd og dyb grotte til en frodig skov på en varm forårsdag.
Stille og roligt skrider denne forårsdag frem til aften i afslutningsnummeret ‘Oh måneløse nat’, hvor der er plads til eftertanke og til at reflektere over, at alt mørke på den ene eller anden måde leder til lys, og at mørke, uanset hvor dybt det end stikker, altid har en skønhed over sig. De sidste toner af albummet ledes da også an af Myrkurs hårrejsende fe-sang.
‘Sorg’ er en velskrevet, -komponeret og i særdeleshed -sammensat plade, der giver lytteren en totaloplevelse i alle de følelser, melankoli grænser op til. Det er en auditiv rejse gennem en storladen og dyb tragisk fortælling lige fra de første takter af åbningssangen ‘Jeg bærer deres lig’, der stille og roligt forløses henad vejen med elegance, værdighed og intellektualitet og ender ud i en episk slutning, der efterlader en bittersød smag i munden.