Fra potentiale til kedsommelighed

Fra potentiale til kedsommelighed

Sólstafir forsøger at kede anmelder ihjel med nyt album.

Kunstner
Titel
Ótta
Dato
29-09-2014
Trackliste
01 Lágnætti
02 Ótta
03 Rismál
04 Dagmál
05 Miðdegi
06 Nón
07 Miðaftann
08 Náttmál
Karakter
1

Sólstafir er islandsk for tusmørkestråler, det vil sige, når stråler af sollys strømmer gennem huller i f.eks. lavthængende skyer som opdelte søjler. Meget smukt ...

Sólstafir er også navnet på et islandsk band, der siden 1995 har kæmpet med deres identitet og udtryk og med deres femte udgivelse har bevæget sig så langt væk fra deres musikalske udgangspunkt, at det er svært at kalde det det samme band.

‘Ótta’ består af otte sange, der kronologisk er navngivet efter et islandsk koncept for inddelingen af dagens faser, kaldet Eykt. Albummet starter således ved midnat og bevæger sig gennem dagens otte faser. På papiret et interessant koncept, men i virkeligheden cirka lige så spændende som at tælle dagens sekunder, minutter og timer.

Pladens første nummer, 'Lágnætti', starter stille ud med melankolske pianoanslag, islandsk indie-vokal og violiner i baggrunden, så tager trommer, guitar og bas og mere raspet, men stadig klagende følt vokal fokus i et lidt mere rocket stykke, der allermest lyder, som hvis Skambankt var på lidt for mange downers og var blevet meget, meget kede af det.

Sólstafir lyder som et band, der kæmper med sig selv om, hvorvidt de skal lave smuk musik for følsomme teenagedrenge med opslag i bukserne, briller med tykt stel og en notesbog fyldt med melankolske digte, eller rent faktisk dyrke rocken... Det bliver for det meste ved det første. Og smukt det er det da, men på den der dræbende kedelige måde, som hvis naturen ingen udsving havde; ingen sommer kontra vinter, forår kontra efterår, ingen altopslugende storm modsat blikstille hav. Og jo, musikken har da sine udsving; der er stille passager og noget med lidt gang i, men det kammer aldrig over, tager sådan rigtig fat i én og rusker én bare lidt rundt. Åh, Gud, hvor jeg keder mig!

Gruppen har aldrig været særlig trve(!), der var dog engang, hvor bandet havde en smule nerve og aggression i sig, men på ‘Ótta’ beviser Sólstafir endeligt, at de ikke har noget at gøre med metal længere. Det er ikke fordi, de ikke er trve, at jeg ikke bryder mig om det. Det er sgu lige meget, hvis man laver god musik, og hvis udtryk og overbevisning stemmer overens. Men hvis du vil spille indie, så spil da for helvede indie - også selvom du kommer fra en metalbaggrund - i stedet for at prøve at forklæde det som metal, atmosfærisk post-rock, eller hvad du nu kan finde på at kalde det. Omfavn det, du gør, og gør det fuldt ud..!

Sólstafir bliver ofte hyldet for at have udviklet sig fra deres black metal-rødder til noget, der er mere substantielt og komplekst. Men det kan sgu være ligegyldigt, om man er en dygtig musiker og laver kompleks musik, hvis det er så dødkedeligt som ‘Ótta’, der mest af alt lyder som et langt build up til ingenting. Det synes aldrig at komme til noget egentligt klimaks.