En hyldest til heltene og historien
To fine halvdele udgør et fandens fint værk i alt på Corrosion of Conformitys første album siden 2018 og det første siden stiftende medlem Reed Mullins død.
Der skal to vinyler til det nye Corrosion of Conformity-album, der ruller ind med en samlet spilletid på godt 10 minutter mere end forgængeren 'No Cross No Crown' fra 2018. Og det er ganske passende, for den dobbelte titel, 'Good God / Baad Man', dækker også over, at der her er tænkt i et koncept med en tung, vredere del på 'Good God' og så en mere ligefrem rock 'n' roll'et 'Baad Man'.
Siden 2018 har bandet mistet vitale kræfter. Trommeslager og stiftende medlem Reed Mullin døde desværre i 2020, hvilket siden fik bassist Mike Dean til at forlade bandet, angiveligt fordi han fandt det svært at håndtere Mullins død, men også fordi han geografisk er meget langt fra de andre medlemmer af bandet.
Det betyder derfor også, at det er en slags ny start i Corrosion of Conformity. Begyndelser, pauser, afslutninger. Dem har der været flere af i bandets historie, men dem springer vi over her, for de er så vældigt fint opsummeret i anmeldelsen af forrige album, der blev linket til i starten af denne anmeldelse.
Bassen håndteres af Bobby Landgraf, der har spillet guitar i Down, og trommerne er spillet af Stanton Moore, der også sad bag trommesættet på 'In the Arms of God' i en periode, hvor Mullin var ude. Moore er siden indspilningerne blevet erstattet af Nick Shabatura, som nu er fast medlem af Corrosion of Conformity. Et mere ubeskrevet blad, men Shabatura har dog nogle thrash og metalcore-bands bag sig.
Som at være der
'Good God' sparker netop 'Good God'-delen af værket godt i gang. Der lægges stemningsfuldt ud med lidt ren guitar, inden den tunge lyd tager over med bas og stortrommer trykket godt ud i pappet. Det er lækkert, og af et nummer på kun lidt over fire minutter, så bliver der brugt meget tid på introen her, da der går næsten to minutter, før Pepper Keenans velkendte, melodiske røst bryder det instrumentale. Det er tungt, det er riffet, og så lægger man allerede mærke til den her live-agtige indspilning. Det syder og bobler, det er tung og støvet på en meget mere klar og ligetil måde i forhold til forgængerens mere sludgy lyd.
Og når bandet har medtaget studiesnak mellem 'Good God' og 'You Or Me', så tilføjer det et element til følelsen af, at bandet nærmest spiller omkring en. Det er virkelig en autentisk lyd, som Corrosion of Conformity har fået hevet ud af indspilningerne på flere lokationer. Det er blandt andet sket i Blak Shak, der, når man ser sangtitler med alternative stavninger som 'Gimme Sum More' og 'Baad Man' (på promoen skrives 'Lose Yourself' som "Lose Yaself"), måske næsten giver sig selv tilhører guitarist og sanger, Pepper Keenan. Desuden er der indspillet i Barry Gibbs (Bee Gees) hjemmestudie. Inviteret af Warren Ryker, der har stået for den samlede produktion.
Sammenhængskraft
Den tiltænkte forskel på værkets to halvdele kan godt høres, men det er nu ikke sådan, at albummet bliver helt skizofrent fra del 1 til del 2. Dels er det samme band i samme konstellation og samme producer hele vejen igennem, og så er der sange, der måske lige så fint kunne have byttet halvdel. For eksempel er der den fine 'Run For Your Life', der runder 'Good God' af. En meget fin, slæbende tung og melodisk sag, som vækker en 'Stare To Long'-fornemmelse. Den kunne fint have været flippet over til 'Baad Man', som i øvrigt også har en fin, lidt balladeagtig ting i 'Brickman'.
Og så er 'Asleep on the Killing Floor' og 'Forever Amplified' (halvvejs inde og frem) numre med godt tryk på, hvor der smages lidt på nogle af de mere aggressive udtryk, som værkets første part ellers på papiret står mere for.
Men der er rigtigt nok flere syrede, let trippede ting på 'Good God' (tag bare 'The Handler' som sågar smager lidt af Cathedral) end på 'Baad Man', der bare rocker med den lækreste, tungt bluesy sydstatslyd. Så det skal heller ikke læses som et argument imod grundtanken om et værk sat op af to forskellige dele.
Ungdommelig legesyge og en hyldest til Mullin
Hele albummet er legesygt, svinger uforskammet meget og er bare lækkert udført. Hør bare 'Swallow the Anchor' med sit repeterende simple, korte riff, den seje perkussion og bassens herlige, fyldige basgange. Og man kommer i øvrigt godt varmet op til dette direkte fra 'Handcuff Country'.
Et særdeles spændende album, der hele tiden lige rykker lidt i en anden retning uden at miste det samlende element.
Corrosion of Conformity ønskede at udforske lyden, som over så mange år har formet bandet til det, som de er. Med forskellige kapitler i tiden og forskellige stilarter. De kommer måske ikke helt tilbage til startudtrykket, men de har formået at lave et ærligt Corrosion of Conformity-album, der lyder som om, at det har været sjovt at skrive og indspille. Som hylder heltene, de selv er dannet af, men også hylder bandets egen historie. Man tror på det, når Keenan og Weatherman har sagt, at de følte sig som 17 år igen, da de lavede et nummer som 'Gimmie Sum More'. Eller at værket er som et kærlighedsbrev til alt, hvad der er rock 'n' roll. Og et album, som er et forsøg på at gøre afdøde Mullin stolt, velvidende at han ikke kan erstattes. Om det præcis er lykkedes, kan ingen jo vide, men det er nu et fandens godt album.