Et forudsigeligt skud te-stoner-steron
Populær
Pepper Keenan er tilbage i Corrosion of Conformity, der – på godt og ondt – lyder præcis, som man kunne forvente, 17 år efter denne besætning sidst udgav et album i fællesskab.
2. The Luddite
3. Cast the First Stone
4. No Cross
5. Wolf Named Crow
6. Little Man
7. Matre's Diem
8. Forgive Me
9. Nothing Left to Say
10. Sacred Isolation
11. Old Disaster
12. E.L.M.
13. No Cross No Crown
14. A Quest to Believe (A Call to the Void)
15. Son and Daughter (Queen-cover)
Når et band for anden gang sætter hælene i og springer 20 år tilbage i tid og fuldender en cirkel, må der lidt baggrundshistorie til; Corrosion of Conformitys (COC) virke og fanskare er nemlig delt i to. Der er dem, der sværger til crossover-pladerne fra 80’erne, hvor forsanger/bassist Mike Dean, guitarist Woody Weatherman og trommeslager Reed Mullin markerede sig som North Carolinas bud på et politisk hardcore-band. Der var smæk på, ad D.R.I. og Suicidal Tendencies til, og Brian Slagel samlede trioen op og udgav ‘Animosity’ på Metal Blade.
Da Dean og den nye forsanger Simon Bob skred i slut-80’erne, gik det hele i stå, men COC vendte tilbage med ‘Blind’ og tre nye medlemmer i 1991 – sanger Karl Agell, bassist Phil Swisher og ikke mindst guitarist (og vokalist på albummets kulthit ‘Vote with a Bullet’), Pepper Keenan. Det var og er til dato bandets tungeste album og også det første, hvor nøglefiguren John Custer er krediteret som producer. Det er måske også COC’s mest originale album, for da de nåede til det, den anden del af fanskaren anser for signaturlyden på ‘Deliverance’ (1994), var Keenan, bidt af en gal Tony Iommi, blevet forsanger og primær sangskriver, og bandet gik stoner-bonanza og delvist sydstatsrock, mens Keenan havde overtaget mikrofonen og kørte Thin Lizzyske classic rock twin leads med Weatherman (et af COC’s kendetegn og klare forcer). De havde pladekontrakt hos Sony, var på tour med Megadeth, og ‘Clean My Wounds’ var et mindre hit, og Keenan skrev riffs til Phil Anselmo i supergruppen Down, der debuterede i 1995. I 1996 kom ‘Wiseblood’, de facto ‘Deliverance pt. 2’, og nu var James Hetfield også fan, han gæstede tilmed på pladen, og Metallica tog COC med på tour.
En rodebiks
Siden årtusindeskiftet og ‘America’s Volume Dealer’, der lød som Keenans soloplade og bød på røvballetung stadion-sydstatsrock med slidesolo fra Warren Haynes, har COC været noget af en rodebiks, ikke mindst fordi Keenan vist ikke helt har kunnet bestemme sig for, om han ville COC eller Down. Samtidig skred Reed Mullin, da han mente, at der blev viftet lidt for heftigt med the stainless banner, og så tog det fem år og en håndfuld forsøgstrommeslagere, inden ‘In the Arms of God’ udkom i 2005. Det var med jazz/funktrommeslager Stanton Moore i Mullins sted, og det gav COC’s sange fornyet pondus, mere ild og et tiltrængt strejf af kreativitet. Men så smuttede Keenan igen over i Down-lejren, og bandet sev atter ud i ingenting, indtil Dean, Weatherman og Mullin i 2010 gik sammen og gendannede Corrosion of Conformity som trio og hurtigt udsendte to skallesmækkende crossover-plader, en selvbetitlet i 2012 og ‘IX’ i 2014.
På den efterfølgende turné hoppede Pepper Keenan ved flere lejligheder på scenen med sit gamle band, og i 2015 annoncerede Corrosion of Conformity en gendannelsesturné i den oprindelige 90’er-besætning. Det har næppe været med et nyt album for øje – men det er det nok for alvor blevet af, at Phil Anselmo i januar 2016 heilede fra scenen og indtil videre har lagt Down i en æske og dybt ned i en skuffe, som synes tæt lukket, efter at flere festivalarrangører fjernede bandet fra plakaten.
Grumset og organisk
Nu skriver vi så 2018, og Corrosion of Conformity er tilbage med album nummer 10, det første siden år 2000 i denne besætning. Men det, der nemt kunne være endt som nostalgisk autopilot, hører faktisk til i den mere solide ende af reunion-albums. Det bliver sjældent mere end solidt, og det er dødsens forudsigeligt, men det er stensikkert det album, som fans af 90’er-COC har hungret efter i snart 20 (eller 15, afhængigt af, hvor trommeslagerpuritansk man er) år. Der er ingen direkte iørefaldende hits her, men der er masser af skrummeltung og sine steder episk stoner-rock.
John Custers produktion indfanger vanen tro live-stemningen fra studiet i et grumset, men organisk lydbillede, hvor man skal spejde meget langt efter clicktrack. Ligesom på ‘Deliverance’ bindes sangene her sammen af instrumentale skæringer, der dog virker ret skematisk placeret, og som udgør fire ud af albummets 14 skæringer (fem, hvis man slår ‘No Cross’ og stemningstitelnummeret, som det peger frem mod, sammen). Til gengæld viser de COC fra en mere eksperimenterende, om end kortfattet side, om det så er i den akustiske, nærmest John Fahey-agtige ‘Matre’s Diem’ eller ‘Sacred Isolation’, der ender med at lyde som post-rock. Men de små skæringer forstyrrer i sidste ende mere, end de binder sammen, og uden disse havde ‘No Cross No Crown’ været en fokuseret affære på ni numres mestendels effektive godt 40 minutter; det ville have pyntet. Men det, der er vigtigst er, at det er en udsøgt fornøjelse igen at blive udsat for Raleigh-røddernes umiskendelige groove og te-stoner-steron-udladning.
Nul senilnostalgi
‘The Luddite’ er det første reelle nummer, et af de bedste, og det lyder som anden del af ‘Stone Breaker’, der åbnede ‘In the Arms of God’ (2005), den seneste COC-plade, Pepper Keenan medvirkede på, og den plade, som ‘No Cross No Crown’ lægger sig i tryg forlængelse af, dog uden Stanton Moores eminente trommespil. Men det gør ikke så meget, for Reed Mullins signatur løfter stadig COC over horderne af stoner-bands. Selvom han er blevet mere tung i røven og smider færre spændende fills ind, lever man med, at han er ved at brække halsen i den hakkende førstesingle ‘Cast the First Stone’, der lyder lidt som en halvhjertet opdatering af ‘King of the Rotten’, men reddes af en Thin Lizzy-agtig guitarduel mellem Keenan og Weatherman.
Overordnet ser COC tilbage, men ikke på en senilnostalgisk måde, som det gælder de fleste reunion-plader; selv når de lyder uinspirerede som i ‘Wolf Named Crow’, hvis riff kunne stamme fra det overskudslager, Keenan havde til kasserede Down-riff, er der stadig plads til at overraske med et skævt mellemstykke nogle minutter inde, som vender sangen helt rundt. Og efter at Pepper Keenan i lang tid har gemt sig et sted i Down (der havde udviklet sig til et nydelsessygt foretagende med hovedet alt for langt oppe bagi), er det forfriskende at høre ham læne sig helt tilbage i et nummer som ‘Little Man’, der parrer COC-klassikeren ‘Albatross’ (lyt selv efter referencerne) med Ted Nugents klassiske rocker ‘Stranglehold’ i et svært groove. Eller ‘Old Disaster’, der lyder som en skjult hyldest til Chris Cornell, mens den gynger og riffer i stil med Soundgardens ‘Outshined’, som Keenan & co. utvivlsomt kunne have haft i tankerne, da de indspillede sangen.
Forkert retning
Det er dog et stoner-band, vi har at gøre med, så den altoverskyggende reference er selvfølgelig Black Sabbath, som faktisk bedst kanaliseres i albummets ballade og længste nummer, ‘Nothing Left to Say’, der arbejder videre på ‘Planet Caravan’ og Downs ‘Jail’ og den bluesede guitarlyd fra begge numre. Det er vellykket, men også temmelig langtrukkent, og det er den slags stunder – foruden retningsløst fyldstof som ‘Forgive Me’, der gentager idéerne fra ‘The Luddite’ og ‘E.L.M.’, der emmer af b-side-materiale – der trækker ‘No Cross No Crown’ i den forkerte retning. Dét og så forudsigeligheden. Inden der, vanen tro, rundes af med pladens tungeste nummer, ‘A Quest to Believe (A Call to the Void)’, som slår over i episke guitarharmonier. Det vidste vi jo godt på forhånd. (NB: Albummet indeholder et slags bonusnummer, et cover af Queens ‘Son and Daughter’, som Nuclear Blast af ukendte årsager ikke har stillet til rådighed til anmeldelse).
Og så kan Corrosion of Conformity lyde nok så potente og overskudsagtige. Når A-klasse-materialet fra midt-90’erne udebliver, og når de kreative krumspring fra ‘In the Arms of God’ mangler, så står man blot tilbage med et comeback, der er stærkere end de fleste af den slags – leveret af et band, der spiller kortene lidt for sikkert på en plade, der egentlig ikke kan så meget mere end at mætte de fans, der har sukket efter mere af det, de fik i 90’erne.
Så må man ellers gøre op med sig selv, om det er (godt) nok.