Et dobbelt slag fra dybet
To nye album, to unge navne: Heksproces og Lysbaerer fejrede release sammen på Basement – en aften med potentiale, intensitet og blik ind i undergrunden.
Som skribent lander man nogle gange i de situationer, hvor behovet for dækning kommer ind fra højre. Hvor jeg egentlig kom af egen fri vilje for at støtte et band, jeg holder af, snarere end for at gribe efter læsebrillerne hvert femte minut for at tage noter, allerede med tre pils i baghovedet. Nuvel – det er jo også en slags støtte, og lige præcis i aften er en af de særlige, der fortjener ord med på vejen. Hvor to unge, uprøvede kræfter begge har et nyt album at promovere, der udkommer denne dag.
Som opvarmning til dette dobbelte releasebrag har vi til gengæld noget så usædvanligt som dungeon synth fra Nordens Paris. Taagebue er endnu gået udenom undertegnedes radar, men alligevel vækker lydsporet omgående mindelser om noget meget genkendeligt. En mand og hans keyboard. En lysestage ved hans side. Den dumpe, pulserende bas og det tematisk drømmende skær. For 25 år siden faldt jeg dybt i den sorte elektro-gryde, hvor en tur til den tyske festival Wave Gotik Treffen fik mine øjne op for Cold Meat Industry-selskabet, der dengang profilerede sig på dark ambient/wave-navne som In Slaughter Natives og Arcana. Navne, jeg tydeligt kan høre ekkoer af her i nordjydens tunge synth-eskapader.
Fint som det lyder, så føles det dog også hurtigt som skåret lige lovligt meget over samme kam, uden rigtigt at lægge op til nogen videre fordybelse, og de sidste ti minutter foregår derfor i stedet i godt selskab i gården.
Indtil videre har jeg kun oplevet Heksproces to gange, første gang for nu knap to år siden på Raahuset. Dengang var det med blot en EP ude, hvor de endnu føltes en kende grønne bag ørerne, men med masser af potentiale i sangskrivningen. Lidt det samme gjorde sig gældende til IOTUNNs release-show på Pumpehuset i januar sidste år, men i dag er setuppet dog ganske anderledes. Med en ambitiøs debutplade i baghånden. Med bidrag både på tværfløjte og strubesang, og med en lyssætning, der sætter musikken bedre i scene. Helheden står klarere, når materialet også kommer ud at leve, og de er åbenlyst ferme musikere med kemien helt i vinkel.
Det spændende bliver så at følge, hvordan de bygger videre herfra. Dynamikken med Jonas Lorentzen i ‘Struber Messer’ og William Frøland i ‘Masker Glemmer’ gjorde koncerten mere levende i deres to længste numre - vil de mon fortsætte ad en gæstemusiker-kurve på et par numre her og der, og så bestræbe sig på også at kunne trække på dem, når scenegulvet kalder, eller vil de gøre mere for at folde sig ud med de midler, de fire nu selv har til rådighed? 
Under alle omstændigheder er det en blæret forevisning, vi er vidne til, hvor især guitararbejdet fra Mads Kofod og Claes Sørensen funkler, med masser af nuancer, der får musikken til at ånde, mens Sebastian Bech Westerdahl (trommer) og Thomas Trojahn (bas) lægger den sikre, men ikke desto mindre massive bund. Det virker som et band, der har fundet sit fodfæste og for alvor har noget at bevise i aften – og inklusionen af hele Lysbaerer på scenen til sidst var en stærk prik over i’et for en overbevisende releasekoncert.
I min komplet manglende forberedelse til anden halvdel af releasekoncerten, og med lyttelapperne fokuseret på at få dækket Heksproces-pladen, har jeg – med ærlighed kommer man længst – nul kendskab til Lysbaerer udover et enkelt, ufokuseret lyt til ‘Trolddom’-promoen for 14 dage siden. Men med åbent sind står ting ofte klarere, og så tager vi den derfra.
Et par af ansigterne er da i det mindste genkendelige, ikke mindst guitarist Jamie de La Sencerie, der ligesom Thomas Mascagni i front, den anden halvdel af Lysbaerer-grundkernen, har en fortid i Lamentari. Det er derfor ikke overraskende black metal vi er ude i, omend i en mere råt pulserende afskygning, hvor især inspirationen fra Wolves in the Throne Room og slige åndsfæller skinner igennem. Hvor intensiteten i de lange opbygninger er primus motor, og post-blackens brug af temabårne overtoner momentvis løfter helheden. 
Jeg er dog lidt i tvivl, om det er musik, der vinder ved en større fortrolighed med materialet, eller om det blot er mig, der savner den der umami-effekt, der gør Lysbaerer til noget videre originalt. Forstå mig ret, de spiller solidt, og musikerne udover de to hovedkræfter gør også et fortrinligt arbejde, hvor især trommeslagerens energiske stormløb giver sved på panden flere gange undervejs. Det ændrer bare ikke ved, at jeg savner et aftryk. Noget, der fæstner sig. For meget flyder ud i ét, men måske jeg bare skal prøve at give den nye plade nogen flere lyt og se, om det hjælper til at få dem under huden.
Ikke desto mindre et fint trick, at de også her runder showet af med at dele scenen med deres release-makkere fra Heksproces til den store finale, før turen går videre ud i fredagens natteliv – et spændende arrangement rigere med to friske bud på, hvad der rører sig pt. i den københavnske undergrund.
Taagebue: 2
Heksproces: 4
Lysbaerer: 2