Ligblomster, parasitter og enhjørninge
Den årligt tilbagevendende todages-tatoverings-convention Blackwork begaver os, ud over kunstfærdigt blæk, med gratis musik – og denne aften var god.
Det hyggelige spillested Råhuset dannede rammen om en temmelig sublimt kurateret aften med tre bands, der alle har fællestræk og på sær vis passede godt sammen, trods deres meget forskellige, musikalske udtryk.
Kender du det, når alle kigger?
Første band, som indtog scenen kort efter, at regnen havde sluppet sit greb om Vesterbro, var det unge band Heksproces, som kun har 5-6 koncerter og tre udgivne numre bag sig, men som allerede er i færd med at sætte et aftryk på scenen. Heksproces er en klassisk kvartet med to gange guitar, bas og trommer, og de spiller vel en slags tung, progget rockmusik med masser af heksestemning og elementer af klassisk heavy metal og black. Denne aften formåede de at gøre et særdeles godt indtryk på publikum, og jeg fornemmede en vis buzz omkring det unge band. Fuldt fortjent, for Heksproces spillede tight, og der er noget sært, appetitligt indbydende over deres komplekse arrangementer. En af grundene til det er det groovy og flydende samspil mellem bas og trommer, og en anden er, at Heksproces ganske enkelt har gode riffs og mindeværdige sange. Det fik vi at mærke på Råhuset, både under de to numre fra deres EP ‘Ligblomst’, og de to nye numre, et ved navn ‘Dyr’ og en endnu ubetitlet afslutter. En stærk præstation fra et band, som har lagt de nødvendige timer i øvelokalet, og fremstår klar til større scener. Deres musik er i hvert fald episk nok til det.
Kender du det, når mennesket er en ussel parasit?
Appetitlig er ikke et ord, mange ville sætte på aarhusianske Arkæon, men bandet er absolut et af de bedste bands på den danske black metal-scene. Vi er ovre i den dissonante ende af blacken, og det er et sted, hvor Arkæon befinder sig godt. Trioen, der består af erfarne folk fra metalundergrunden, mestrer at spille teknisk forfinet og nuanceret, men samtidig at fremstå så rå og brutale som det mest smadrede kælderblack. Alle bandets riffs har et skær af vanvid over sig, og er man godt bekendt med musikkens konventioner og regler, så vil man føle et vist ubehag ved Arkæons subtile og dog nådesløse undergravelse af dem, men her er pointen: Arkæons nedrivning og pervertering af strukturerne danner en ny mening. Det er ikke ren galskab og kaos, selv om det på overfladen måtte synes sådan. Arkæon har udstukket sin egen musikalske kurs ud i Skagerak, men kursen er ikke tilfældig. Det var den følelse, sammen med overvældelse og en form for ekstase over at være til stede i trioens musik, jeg stod med denne aften på Råhuset, ikke ulig da jeg sidst så dem på Basement. Det er en fornøjelse at se et så velspillende band skide på de musikalske normer.
Kender du det, når en enhjørning tramper hvidt overherredømme ihjel?
Aftenens sidste band Svarta Havet oplevede jeg også sidst på Basement, under A Colossal Weekend, hvor jeg også var begejstret for det finske band med de grumme svenske tekster. Denne aften forstærkede mit positive indtryk af gruppens blanding af hardcore, black metal og støjende rock. Skal vi kalde det post-hardcore? I hvert fald stod finnernes sange skarpt, og publikum reagerede ved at lytte intenst. Vi fik fine versioner af blandt andet 'Jord' og bandets version af 'Härlig är jorden' (det er 'Dejlig er jorden' hvis man skulle være blind over for moder Sveas tungemål), men især ‘Olja’ fik skovlen under mig denne gang. Det er en ufatteligt trist sang om tabet af håb i lyset af klimakatastrofen:
“I stadens fabrik / Står lågorna höga / Hemlösa djur går omkring med paniken i ögonen / I huset där vi bor / Finns ingenting kvar / Du står utanför / Ur dina ögon rinner olja”
Dystre sager, som let opvejedes af det fine banner, Svarta Havet spillede under. Hvem elsker ikke en queer enhjørning, der smadrer en nazist? Vi er fortabte, men vi kan gøre vores march mod afgrunden tåleligere ved at sige nat-nat til hvidt overherredømme, kunne budskabet måske være. Sidst var jeg lidt efter trommeslageren, som jeg syntes spillede lidt vel firkantet, men det var ikke et indtryk, jeg havde denne gang. I det hele taget var gruppen velspillende, og sanger Lotta var også denne gang en ganske vidunderlig og generøs performer. Svarta Havet var vist også begejstrede for oplevelsen – i hvert fald fik vi et ekstranummer, og så fik vi åbnet pitten i allersidste sekund. Måske var publikum så tryllebundne, at de helt glemte at slås.
Heksproces 4/5
Arkæon 4/5
Svarta Havet 4/5