Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Protestsange i venlig arkitektur

Updated
_JD12511
_JD22189
_JD22348
_JD22448
_JD12467
_JD22535
_JD22161
_JD12146

Først fik vi åbnet følelsesapparatet, så fik vi en knytter lige midt i ligsminken, og så var vi klar til en gang rødanarkistisk og queer agit-jazz-black metal.

Kunstner
Spillested
Dato
16-02-2023
Trackliste
The Law of Asbestos
Apathy as Arsenic Lethargy as Lead
Beton Brût
Plattenbau Persephony Praxis
Tragic Heroin
Mariners at Perdition's Lighthouse
Cable Street Again
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Basement, som ligger som en rå og smuk quasihemmelighed under biblioteket i Lyrskovgade på Vesterbro i København, dannede rammen om en trio af oplevelser, hvis fællesnævner var black metal, men hvis udtryk stak i hver sin retning. Det skulle vise sig at være en god disposition at samle så forskelligartede udtryk i samme kælder.

Kikimora — sitrende støj og svævende sang

Første kunstner på scenen var københavnske Solveig Roseth, under solokunstnernavnet Kikimora, der med sin guitar som eneste akkompagnement fremførte sine ildevarslende og voldsomt skønne sange. Publikum lyttede velvilligt, og det var tydeligt, at musikken havde fanget folk, og der var lykkeligvis heller ingen sniksnak i krogene under hendes koncert. Der er en masse luft i Kikimoras doom- og black-klingende dark folk-sange. Guitartonerne hænger sitrende i luften, så man foranlediges til at opleve deres materialitet og tekstur såvel som deres klang og tonehøjde. Det samme kan man sige om Kikimoras himmelstræbende sangstemme, og musikken passede fint ind mellem Basements rå vægge. Rumklangen i lokalet klædte musikken, og Kikimora udnyttede smukt og udtryksfuldt sin dynamiske spændvidde midt i al den smukke genklang. Det fik mig til at glæde mig til Kikimoras kommende EP!

Arkæon — fokuseret, sortmalet brutalitet

Med aarhusianske Arkæon tog vi et abrupt men på ingen måde upassende stilskifte. Trioen, der tæller folk fra projekter som Ærkenbrand, Gespenst og Tongues, spiller kompromisløs, nedbarberet black metal, og de gør det med en sådan finesse og velspillethed midt i brutaliteten, at det er en fornøjelse at høre på. Særligt trommeslager og vokalist Nohr imponerede mig med sit ekspressive spil, hvor der både var sans for groove og detaljer i de langsomme stykker og plads til udtryksfuldhed i de ovenud insisterende lilletrommetæv under blastbeat-passagerne. Lige så vellykket Kikimora trak himlen ned i kælderen, lige så effektivt malede Arkæon ordene BLACK ME⸸AL på Basements bagvæg.

_JD22147.jpg

Ashenspire — protestmusik mod undertrykkende strukturer

Med så kompetent opvarmning kunne man tro, at det glaswegiske hovednavn kunne føle et vist præstationspres her under gruppens første besøg i Danmark, men aftenens bands havde så forskelligartede udtryk, at de komplimenterede frem for udkonkurrerede hinanden. Trods et en smule amputeret lineup, hvor jeg lidt savnede den dissonante violin, som så gribende hjemsøger gruppens seneste album ‘Hostile Architecture’, og med en helt ny bassist, som kun havde haft en enkelt øver med bandet, så foldede sekstetten deres fængende og eksperimenterende protestsange ud på fornem vis. Samspillet var eminent, og den mere rå fremtoning klædte sangene enormt, også selv om forsanger Alasdair Dunns teatralske og herligt ekspressive sangforedrag, som er så centrale for gruppens kompositioner, lå en anelse lavere i mikset i denne livesammenhæng. Til gengæld var der blevet mere plads til saxofonen, som boblede brusede og udfyldte nogle af de huller, violinen havde efterladt i musikken. Smukt!

_JD22581.jpg

Ashenspires musik er kompleks, og til tider er det, som om den stavrer kaotisk fremad i sin iver efter at spytte sin politiske vrede efter publikum, men det er ikke på en negativ måde. Musikken blev spillet så elegant, at de skurrende og kaotiske elementer fremstod markante og betagende i samspil med Alasdair Dunns progressive paroler. Det gik rent ind, når han proklamerede: “There are no great men, only the great many”. Det indgød håb om, at de dybt deprimerende tilstande, bandet beskriver i deres musik, kan forbedres. Sådan føltes det også, når man så ud over et publikum, der var en smule mere diverst, end man ofte ser til metalkoncerter. Det er en befrielse at høre et band, der står ved sin, i dette tilfælde venstreorienterede, politik, for i min optik findes der ikke apolitiske bands, og de bands, især måske inden for black metal, der gør et stort nummer af at påstå, de er apolitiske, har en tendens til at færdes i fascistiske miljøer.

Igen havde Basement forvandlet sig. Denne gang til et mulighedernes rum. Det er muligt at rive de undertrykkende strukturer ned, også selv om vi, som Ashenspire beskriver det, altid er tre måneder fra rendestenen og aldrig tre måneder fra kronen.

Kikimora: 4/5

Arkæon: 4/5

Ashenspire: 5/5

Menu