Kaos eller saxofon

1041567

Ashenspire bombarderer sanserne med grå depression og glimtvise melodiske håb i et utroligt vedkommende og gribende værk.

Kunstner
Titel
Hostile Architecture
Dato
18-07-2022
Karakter
5

Introen på 'The Law of Asbestos' på skotske Ashenspires anden fuldlængde lægger blidt ud med lækker saxofon og det er svært i den start at genfinde genrebeskrivelsen, som de fire bandmedlemmer og de fem gæster på indspilningen ellers bruger. Avantgarde red anarchist black metal. Det kunne fint have været startmelodien til en hyggelig, engelsk krimi til det ældre publikum. Men vi skal ikke langt ind i nummeret eller videre på albummet, før det er tydeligt, at her er der nogle, som med fortvivlet, desparat vokal i den grad har noget på hjertet. Noget der skal ud med vold og magt.

Med albumtitlen og coveret til 'Hostile Architecture' og sange med titler som førnævnte, 'Beton Brut' og 'Plattenbau Persephone Praxis', så kalder det bare på mig. Ikke fordi jeg politisk kan være synderligt meget med på det røde anarki, men jeg har en interesse i beton og hvordan byggeri og byer kan skabe os som mennesker på godt og ondt. I eget bandregi skrev jeg engang 'Grey Mass Depression' med en negativ vinkel på betonbyggeri i ensartede klodser, men jeg har også en kærlighed til beton, som det måske fremgår i min tidligere top 5 om emnet, for det er materiale, der også kan formgives til smukke byggerier og infrastruktur.

Tilbage til Ashenspire. Her er det udelukkende det negative, der er i fokus. Det er senkapitalismen og skellet mellem kapitalisterne og en fjendtlig arkitektur, der ikke omfavner samfundets laveste, men via design udviser en art foragt for de fattige og arbejderklasserne. Musikalsk kommer det til udtryk med en mestendels råbende, klynkende vokal, der dog ikke er mere depressiv end at den har et solidt bid. Det ramte i hvert fald mig som lytter.



'ReLulu' og riffs i riffet
Det er smukt i momenter, men det er også rasende kaotisk. Saxofonen peger i de smukke passager mod White Wards tag på netop det instrument i post-black metal. Men når kaos træder ind, så er det som en formørket og musikalsk mere fascinerende og pirrende vinkel på et værk som 'Lulu'. Saxofonen lægger sig ovenpå guitaren, stempler ud og laver riffs i riffet på den mest elegante og hypnotiske vis. Bas og trommer lægger groovet, violinen sørger for dramaet i baggrunden. Vokalerne er kun sporadisk indenfor den del, der hører til black metal, til gengæld er der den nævnte klagesang, men vokalerne rammer også tenor og bariton.

Der er struktur og styr på sangene, selvom der leges med elementer i en grad, at Solefald pusler i hukommelsen. Og brugen af vokal som en slags vred digtoplæsning over musikken har sine elementer af Ulvers 'Themes from William Blake's Marriage of Heaven and Hell', måske særligt når Ulver er "hårdest" på dét album som på 'A Song of Liberty, Plates 25-27'.

Effektiv intensivering
Ashenspire har næppe hørt Povl Dissing og hans '25 minutter endnu'. Men den elegante intensivering i 'The Law of Asbestos' har lidt det samme, som når karakteren i sangen kommer tættere og tættere på sit endelige og mødet med galgen. "Always three months to the gutter" gentages hyppigere og hyppigere mod sangens slutning. Det tager til og bider i én, og man er ikke tvivl om, at for de personer, der synges om, så er den efterfølgende sætnings konstatering kedeligt sand; 'Never three months to ascent'. Der er ingen vej ud, livet er en daglig kamp. Den fjendtlige arkitektur æder dig op, og er du født ind i den grå masse, så er vejen ud nærmest umulig. Og hvor er det trist, for "this is not a house of amateurs, this is done with full intent'. Kapitalisternes agenda levner ikke plads til alle her.

Musikken kan også noget uden ord på. Der hoppes let og ubesværet fra smukke passager som i 'Palimpsest' instrumentale pause, hvor en guitarfigurs evindelige gentagelse opbygger stemning og skaber forventning til den smadrende afslutter i 'Cable Street Again'. Her fletter violinen en slags My Dying Bride-tristesse ind i det hektiske univers, hvor instrumenterne godt nok arbejder sammen, selvom det er på kryds og tværs. Som afslutning på skiven passer intermezzoet godt to minutter inde i nummeret smukt ind. Den grådkvalte vokal over en dæmpet instrumentering. Musikken har sine smukke stunder her, men den overordnede fornemmelse, er at nu er der givet op. Indtil det sidste råb og de distortede guitarer vender tilbage, flowet genfindes. Er der håb, trods det ødelagte samfundssystem?

En frisk mundfuld asbest
Hvis jeg kun måtte vælge ét 2022-album for resten af året? Så ville jeg tage dette. Det er som en frisk start, tankerne pendulerer tilbage til 1970'erne og Black Sabbath. Flere faktorer spillede naturligvis, men den grå smog over Birmingham og et arbejdsklasseliv, hvor de eneste blomster var dem man så på kirkegården (som Ozzy sagde det jf. Jams bog 'Heavy Metal'), havde bestemt sit at sige for Black Sabbaths nye lyd til musikscenen dengang.

Ashenspires univers er måske ikke nær så unikt i en tid, hvor metalmusikken har set og nærmest prøvet alt. Men anderledes og personligt er det så absolut, og det er sjældent at kaos omsat til musik er så vellykket.