Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Synderegisteret: Ulver

Updated
ulver

Hvad er hovedværket? Hvad er bundproppen? Devilution har denne gang kastet sig over Ulver og giver dig en gennemgang af nordmændenes diskografi.

Kunstner
Dato
06-06-2022
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

29 år er ingen alder. Og så alligevel. Ulver har gennem snart tre årtier udgivet plader og har i den tid dækket flere genrer end de fleste. Med 27 meningsgivende udgivelser, er der rigeligt at tage fat i. Det har vi valgt at gøre, så vi langt om længe kan få afklaring på, hvad der er skidt og hvad der er kanel.
Det er en karriere, der har dækket alt fra rå black metal, over new wave og krautrock, glitch og drone, avantgarde og neoklassisk og nærved alt derimellem. Derfor har det været noget af en omgang at komme det hele igennem.

27. Wars of the Roses (2011)  

Det værste en Ulver-plade kan være, er kedelig. Og netop det er 2011’s ‘Wars of the Roses’. Selvom vores anmelder dengang var begejstret nok, var det nok i højere grad præget af en indgående kærlighed til bandet og et ønske om at elske alt, hvad de udgav. Sådan havde mange af os. Det var der dog ikke grundlag for med denne bundskraber af en udgivelse. Ulvers første, store skuffelse, der desværre skulle give et fingerpeg om den retning, bandet var på vej i. En plade uden mindeværdige øjeblikke.

26. Childhood's End (2012)

Ulver er vokset op i hjem, hvor forældrene var glade for 60’er-psykedelika, og det har sat sine spor på musikerne. ‘Childhood’s End’ består af mere eller mindre obskure coversange fra et væld af forskellige bands: The Byrds, Gandalf, The Electric Prunes, Jefferson Airplane og så videre. Og selvom disse bands i sig selv kunne have noget at byde på, er Ulvers faux-mørke versioner af dem simpelthen uinspirerende og unødvendige. Ulvers nedtur fortsatte.

25. Flowers of Evil (2020)

Ligegyldig pastiche. Det var vurderingen, da ‘Flowers of Evil’ udkom i 2020, og det er stadig standpunktet. Ulver har uden tvivl forsøgt at skabe en hyldest til 80’ernes new wave, men i forsøget på at leve op til deres ungdomsforbilleder, endte de med at efterligne dem frem for at lade sig inspirere. Og som det så ofte er med imitationer, er de mere sjove end kønne.
Og selvom ‘Machine Guns and Peacock Feathers’ og dettes Carpenter Brut-remix holder vand, er pladen som helhed stadig for tynd.

24. The Assassination of Julius Caesar (2017)

‘The Assassination of Julius Caesar’ blev af mange anset for, på en eller anden måde, at være en return to form for Ulver, men for os var det blot endnu et eksempel på et band, der i forsøget på at finde substans dækker sig til i æstetik. Vores anmelder dengang kaldte dem “de evige turister”, og selvom det er hårdt, er det også sandt. ‘The Assassination of Julius Caesar’ er usammenhængende og forblommet, men efterlader lytteren helt tom bagefter. Som en musikalsk barok står pladen tilbage som et monument over glemt forståelse af hvad, det egentlig var, der fungerede.

23. Sic Transit Gloria Mundi EP (2017)

Imellem ‘The Assasination of Julius Caesar’ og ‘Flowers of Evil’ blev grunden lagt til sidstnævnte. EP’en lykkedes dog langt bedre end LP’en, hvilket tyder på, at det var det, man skulle have holdt sig til. Coveret af Frankie Goes to Hollywoods ‘The Power of Love’ er mørkt og dystert og rimelig interessant, hvis ikke godt, og ‘Echo Chamber (Room of Tears)’ rammer en god Duran Duran-vibe.

22. ATGCLVLSSCAP (2016)

Hvis listen her var en rangering over albumtitler, ville ‘ATGCLVLSSCAP’ uden tvivl skrabe bunden. Det er det dog ikke, og derfor finder vi den heller ikke dernede, omend vi heller ikke kommer til at stå på tæer for at sætte den på plads.
‘ATGCLVLSSCAP’ er en improvisation over tidligere numre de har udgivet, indspillet og fortolket over 12 koncerter og til sidst skrevet og spillet sammen under Daniel O’Sullivans vejledning. Det betyder også, at hvis man godt kan lide de tidligere sange, kan man komme til at blive lidt irriteret over, at de lyder anderledes. Ulvers voksende begejstring for patos føles virkelig, særligt et track som ‘Nowhere (Sweet Sixteen)’, der genindspiller et af pragtnumrene fra ‘Perdition City’, bare lidt mere dramatisk. Det er ikke lige i øjet.

21. Riverhead (Original Motion Picture Soundtrack) (2016)

Ulvers soundtracks er en integral del af deres diskografi og byder også på nogle af deres bedste kompositioner. ‘Riverhead’ er både den nyeste og den mindst spændende af dem, men byder alligevel på flere interessante elementer i sine ambiente lydlandskaber. Rigtig spændende bliver den aldrig, men det er heller ikke pointen. Det her er mere filmmusik end det er Ulver, hvilket sandsynligvis har været bedre for brugen i ‘Riverhead’

20. Terrestrials (2014)

Ulver og Sunn O))) er sådan en ide, der lyder fremragende til at starte med, men byder på flere og flere hovedbrud, jo mere man tænker over den. Naturligvis har de den eksperimenterende del til fælles, og en tendens til det pompøse kan de nok også blive enige om. Men Ulvers tendens til lyse toner adskiller sig temmelig meget fra Sunn O)))’s tunge stemning, og derfor er det også rimelig tydeligt at mærke, at det er Sunn O))), der har måttet rykke sig. Og drone egner sig nu engang bedst i det dybe register, hvilket desværre besøges for sjældent på ‘Terrestrials’.

19. 1993-2003: 1st Decade in the Machines (2003)

Ideen om et remix er sådan set god, og Ulver var også her foregangsmænd. En ting var deres gigantiske kursskifte i de foregående år, men denne plade, fuld af genindspilninger, remixes og genfortolkninger, var ikke velset tilbage i de hurtigbrillebærende tidlige 00’ere.
Der er masser af gode tracks på, men den skæmmes af den enormt store forskelligartethed, der gør den svær at lytte til i sin helhed.

18.  Scary Muzak (2021)

Ud af det blå kom ‘Scary Muzak’ og det var en overraskende affære. Ovenpå de to synthpopinspirerede plader inklusiv mellemliggende EP, er ‘Scary Muzak’ noget helt andet. Pladen er mixet af Carpenter Brut, og derfor kunne man have været nervøs for noget, der mindede om Kristoffer Ryggs medvirken på den franske darksynthkunstners plader, men dette er i en lidt anden boldgade. Som soundtracket til en imaginær gyserfilm skrider den mildt sagt grimme plade frem og skaber en dyster og ildevarslende stemning, der passer perfekt til den særligt ulverske stemning.

17. Vargnatt (1993)

Demoer er svære. For i sagens natur er de sjældent helt igennem perfekte, men er primært en måde for at band at præsentere deres ideer, så de gode af dem sidder fast.
Det betyder også, at mindre gode ideer falder fra. Og det får vi i den grad præsenteret på ‘Vargnatt’. En af mindre gode ideer var Garms forsøg på en “operatisk vokal”. Den er lige dele komisk og skæmmende og kaster desværre lange skygger over noget, der ellers er et brandgodt blåtryk for den black metal Ulver skulle udvikle på ‘Bergtatt’, og i nogen grad det etos, der præger produktionen og lyden, der blev dogmet for ‘Nattens Madrigal’. Nogle numre er fremragende, navnlig de tre afsluttende numre, mens andre er lidt mindre velholdte.

16. Blood Inside (2005)

Denne plade delte vandene da den kom ud. I adskillige år var det muligt at finde de særlige, velourbeklædte limited editions ganske billigt i Fona på Strøget og adskillige andre steder. For at sige det ligeud, er ‘Blood Inside’ underlig. Ikke desto mindre står den i bakspejlet som en særdeles velspillet plade, hvor Ulver stadig chokerede med deres genreskift og ikke blot var en løjerlighed. ‘Blood Inside’ byder på mærkelige jazzede sekvenser og en særpræget blanding af avantgarde og electronica. Ryggs stemme stod dyb og solid, når han ikke eksperimenterede med den falset, han senere skulle dedikere sig til.
‘Blood Inside’ lader aldrig lytteren hvile, med ‘Your Call’/‘Operator’ som mest udprægede eksempel, men samtidig formår den at være så altopslugende, at en lytter må dedikere sig.

15. Metamorphosis EP (1999)

Her skiftede Ulver for alvor spor. Lyden fra ‘Themes from William Blake’s The Marriage of Heaven and Hell’ kunne høres, men den minimalistiske, nærmest industrial-lyd fra denne var erstattet af en Coil’sk electronica, og Tore Ylwizakers gigantiske præg på bandet var sat.
Sine steder nærmest techno, andre trip-hop og electronica, ‘Metamorphosis’ var en gigantisk ændring og måske en af undergrundsmetallens mest kontroversielle udgivelser.

14. Drone Activity (2019)

Ulvers ‘Drone Activity’ var en videreførsel af ‘ATGCLVLSSCAP’, hvor de også havde eksperimenteret med improvisation, men hvor førnævnte tog fat i genfortolkninger af tidligere tracks, byder ‘Drone Activity’ på nye kompositioner, udført specifikt til formålet. Sjovt nok, er ‘Drone Activity’ noget tættere på dark ambient end på egentlig drone, og som det som regel gør sig gældende for den genre, kræver det at lytteren lægger lige så meget i det, som de forventer at få tilbage. Hvis man ønsker, kan det være ligegyldig underlægningsmusik, men med den rette indsats, er det en spændende og meditativ oplevelse.

13. Hexahedron (2021)


Hvor ‘Terrestrials’ skuffede lidt på dronefløjen, leverer ‘Hexadron’. Særligt åbnerens spacy orgelmusik rammer lige ned i den tunge særhed man har brug for nogle dage. At ‘Hexahedron’ er en liveplade høres faktisk ikke, for lyden er noget nær i top.
Samtidig formår Ulver faktisk her at bruge deres new wave-inspiration til noget, der faktisk er spændende at lytte til. ‘Aeon Blue’ er en 80’er-drøm, men på en moderne måde, og derfor er denne plade med til at minde os om, hvad det er Ulver kan.

12. A Quick Fix of Melancholy EP (2003)

Avangarde i sit udgangspunkt har ‘A Quick Fix of Melancholy’ nok stået bedre da den udkom, end nu, hvor man skulle se, hvad den førte til. Der er ikke nogen tvivl om, at de eksperimenter, Ylwizaker og Rygg gjorde på denne EP, har haft stor indflydelse på Ulvers retning senere i karrieren. Derved står den som et fremragende eksempel på, hvad netop en EP kan. Bedst er måske ‘Eittlane’ – et fuldstændigt rework af ‘Nattleite’ fra ‘Kveldssanger’ eller ‘Doom Sticks’, der lagde grunden for opfølgeren ‘Blood Inside’ i al dens eksperimenterende søgen.

11. Bergtatt - Et Eeventyr i 5 Capitler (1995)  

Artiklens sovs og kartofler, og måske en af de mere kontroversielle placeringer. Ulvers første LP ‘Bergtatt’ dannede skole for en kæmpemæssig række af black metal-bands, der ligesom Ulver og adskillige andre i den norske andenbølge, fandt inspiration i fortidens folkemusik og sagn. ‘Bergtatt’ er på den måde en kæmpemæssig plade, men problemet med den er, at black metallen ikke får nok lov til at stå på egne ben. Det var sandsynligvis det, der gjorde at den skilte sig ud fra mængden tilbage i 1995, men nu hvor ren vokal er blevet så almindelig i genren, lyder den langt mindre imponerende. Især Ryggs, eller Garm, som han dengang blev kaldt, imponerende black-vokal taget med i overvejelserne.

10. Kveldssanger (1996)     

Allerede her fornemmede fans, at Ulver ikke var et band som mange andre. Efter at have udgivet en af de mest hypede og elskede black metal-albums, dykkede de ned i folkemusikken, der havde spillet så stor en rolle på ‘Bergtatt’ og udgav lidt over en halv times akustisk musik, der fuldstændig smed den hårde tone væk. ‘Kveldssanger’ er til gengæld en fremragende plade, der for mange blev en øjenåbner for den skandinaviske folkearv og dette på en måde, der var fuldstændig renset for andet end melankoli og kærlighed til fortiden.
Pladen er fuld af smukke sange og er lige til at fortabe sig i.

9. Themes from William Blake's The Marriage of Heaven and Hell (1998)

Med Ihsahn, Samoth og Fenriz på gæstevokal, kunne Ulvers opfølger til ‘Nattens Madrigal’ så være andet end black metal? Ja, så absolut. ‘Themes from William Blake’s The Marriage of Heaven and Hell’ er en light-industrial, art-rocket semi-klassisk omgang højpandet litteraturwank. Og det er fantastisk. Med det klassiske værk fra 1700-tallet som tematisk omdrejningspunkt for filosoferen over det gode og det onde, hvad det vil sige at være menneske og Lucifers rolle som anklageren, står denne plade som inspirationspunkt for bands som Professor Fate, Lotus Thief og andre i den dur.
Ryggs vokal er stærk og solid og i samme stil som på Arcturus’ ‘La Masquerade Infernale’ og man får nærmest en andægtig fornemmelse ud af denne dobbelt-LP, der også blev den første på Ulvers egen label.

8. Lyckantropen Themes (2002)     

Ulvers første soundtrack – ‘Lyckantropen Themes’ er komponeret som sidestykke til den svenske kortfilm ‘Lyckantropen’ og er konstrueret som ti improvsationer over de samme tre toner, hvilket gør det til en meditativ oplevelse. Talesekvenserne, der indtager underlægningslydens rolle på pladen gør, at man nærmest forstår en film, der sandsynligvis er set af færre, end der har lyttet til lydsporet.
Omend den er meditativ, bliver den aldrig afslappende, da den næsten hitchcock´ske stemning konsekvent bliver liggende som en ondsindet tilstedeværelse i den mørke og glitchy ambient.

7. The Norwegian National Opera (2011)    

En liveplade, javist, men hvilken en. I mange år var bare tanken om en livekoncert med Ulver bare et luftkastel. Fra 1994 skulle der gå 15 år, før de optrådte på en scene igen, hvilket fik fans fra hele verden til at valfarte til Norge for at se det ske (heriblandt denne skribent, der dog fik booket fly en uge for tidligt, og derfor gik glip af denne epokegørende begivenhed). Sidenhen skulle det blive til mange optrædender, herunder denne, særlige koncert i Norges operahus i Oslo.
Normalt ville en liveplade ikke dukke op på denne slags lister, men ‘The Norwegian National Opera’ byder ikke blot på en smuk og helt særlig performance, men også nye stykker specifikt komponeret til dette, hvilket gør den til en unik lytteoplevelse.

6. Messe I.X-VI.X (2013)

‘Messe I.X-VI.X’ er skrevet til Tromsø Kulturhus og fremført i samarbejde med Tromsø Kammerorkester, hvilket giver den introspektive og melankolske komposition en nyt lag af tyngde. Strygerne giver den pondus, som tunge emner har brug for, og helheden bliver et skarpt og skræmmende billede af den verden, der hver dag skrider frem omkring os.
Igen stikker krautrocken sit ansigt frem, men på ‘Messe I.X-VI.X’ er den begravet i lag af sart følsomhed og brugt smagfuldt.

5. Shadows of the Sun (2007)


Et Black Sabbath-cover, gæsteoptræden af Fennesz, en lille smule Beach Boys i vokalen og en theremin. Det er opskriften på et af Ulvers allerbedste albums og hvad de selv refererede til som “moderne kammermusik”.
‘Shadows of the Sun’ er ekstremt sørgmodig og tung i sin stemning, og det er svært ikke at lade sig påvirke af dette under lytningen. Derfor er ‘Solitude’ også perfekt valgt til anledningen og tilføjer den ellers noget aparte Sabbath-skæring langt mere dybde, end den oprindeligt havde. Ryggs vokal på albummet er nært sublim, og hans baryton spænder vidt og giver særligt perfekt modspil til de fremherskende klaverstykker.

4. Teachings in Silence (2001)

Strengt taget burde de to Silence-EP’er behandles enkeltvis, da de faktisk belyser den samme musikalske grundide fra to forskellige vinkler, men alligevel har vi valgt at behandle opsamlings-EP’en ‘Teachings in Silence’ som et enkelt værk, blandt andet fordi de individuelle eksemplarer er stort set umulige at opspore, og har været det meget længe.
På ‘Silence Teaches You How To Sing’ – der i øvrigt blev brugt til gyserfilmen ‘Sinister’ – behandler Ulver lyd som koncept på et 24 minutter langt glitch/ambient track, der i den grad skubber til, hvad der kan kaldes musik, hvorimod ‘Silencing the Singing’ fokuserer på at nedbryde almindelig sangskrivning gennem stemningsmættede ambient-lydflader, der placerer sig som observatør i ‘Perdition City’s depressive metropol.

3. Perdition City (2000)

‘Perdition City’ er et soundtrack til en film, der ikke eksisterer. På en rejse gennem en imaginær storby, skaber Ulver, der på dette tidspunkt kun bestod af Rygg og Ylwizaker, et levende billede af historier og karakterer, der bevæger sig gennem en teatralsk og pompøs film noir-linse, i deres udforskning af en, måske bedaget, men ikke desto mindre levende trip-hop-plade. Kritikere vil sige, at det er gjort før og at andre, særligt Coil, gjorde det bedre, men det kan ikke rokke ved ‘Perdition City’s status som et højdepunkt i Ulvers karriere. Læs mere om pladen i vores metaldiktator.

2. Svidd Neger (2003)  

Selvom det er et soundtrack til filmen af samme navn, havde Ulver heller ikke på ‘Svidd Neger’ tænkt sig at lade sig begrænse af filmens reelle indhold. Som de skriver “Musik til og inspireret af Ulvers opfattelse af Svidd Neger. Hvad du hører, er ikke præcis, hvad du ser”, og dette er ganske korrekt.
Ulvers neoklassiske fortolkning af musikken til den forstyrrende film er smuk og inddrager samples på en måde, der skaber billeder i lytterens hovede bedre end måske noget andet de har lavet. De tunge basslag er grundlæggende for albummet, og netop som man tror, man har gennemskuet det, giver Ulver deres fortolkning af en klassisk vals og vender op og ned på det hele.

1. Nattens Madrigal - Aatte Hymne til Ulven i Manden (1997)    

Man kan ikke komme uden om det. Vores kærlighed til Ulver bunder i vores kærlighed til black metal. Og Ulver har lavet et af verdens allerbedste black metal-albums.
Raw black metal er blevet en populær genre sidenhen, også selvom det meste af det lyder elendigt og snyder sig til black metal-cred ved at være elendigt optaget. Men det fineste eksempel på, at en dårlig eller endda manglende produktion og håbløse amatøriske indspilningsforhold kan føre til noget genialt. Alt det de forlod fra ‘Bergtatt’, da de indspillede ‘Kveldssanger’ vender tilbage på ‘Nattens Madrigal’ og Ulver står dermed som det bedste black metal-band, der aldrig siden har spillet black.
Allerøverst på skamlen står ‘Hymne VI: Of Wolf and Passion’, der brillerer ved at vise os den fineste melodi, begravet dybt under motorsavsagtige guitarer og skrigende forvrængning. Den ægte lakmusprøve for en black metal-fan er at kunne lytte til dette, og mærke den fyldige komposition under det barske ydre. At Ulver var i stand til at skabe dette som bare teenagere, er intet mindre end ærefrygtindgydende.

Menu