De evige turister

Populær
De evige turister

Ulver fortsætter med at shoppe rundt i genrer, og selvom turen går til electropopland denne gang, bevarer de stadig en umiskendeligt ulversk kerne.

Kunstner
Titel
The Assassination of Julius Caesar
Trackliste
Nemoralia
Rolling Stone
So Falls the World
Southern Gothic
Angelus Novus
Transverberation
1969
Coming Home
Karakter
2

Det er de færreste bands forundt at have en fanbase, der tillader én så stort et kreativt spillerum, som Ulvers gør det. Uanset hvilken retning, nordmændene bevæger sig i, følger deres fans troligt med, fordi musikken på tværs af genreskel bevarer en særligt ulversk kerne. Det er også derfor, Ulver fortsat bliver anmeldt i metalmagasiner som dette, selvom deres musik ikke har haft noget at gøre med metal siden årtusindskiftet. Og det er derfor, det ikke kommer som en overraskelse, at de denne gang har valgt at lave en electropopplade. Selvfølgelig har Ulver det. 

Hvis Ulver virkelig skulle tage røven på fans og kritikere, skulle de lave en black metal-plade igen. Det ville så blive den første siden ‘Nattens madrigal’ og ‘Bergtatt’ i midten af halvfemserne, og det ville være en helt vanvittig arv at skulle løfte. Forventningerne ville være skyhøje, skuffelsen næsten uundgåelig: Ulver ville være nødt til virkelig at anstrenge sig.

Den fornemmelse kan man nemlig godt få, mens Ulver hopper fra black metal over folkemusik og triphop til artpop, videre omkring psykedelisk beat, mørk ambient, symfonier og krautrock, sådan som de har gjort det siden begyndelsen: at Ulver med de konstante genreskift forsøger at give sig selv et kreativt kick, som de ikke længere opnår med basal sangskrivning alene.

Det, man hører, når man giver sig i kast med en ny Ulver-plade, er den ulverske grundtone – en gotisk stemning, et romantisk vemod, en okkult undertone – sat ind i en ny sammenhæng, men ikke for alvor udviklet eller udfordret. Flere af Ulvers plader kan simpelthen komme til at virke som regulære stiløvelser: Ulver blander ikke genrer, Ulver går helhjertet ind i hver genre og benytter sig af dens mest oplagte stilgreb til at accentuere det evigt ulverske.

På den måde er Ulver i virkeligheden en slags turister igennem populærkulturens musikalske historie. De går ind, tilegner sig de vigtigste elementer og forlader det så igen, inden det begynder at forpligte. Det, man i sin tid kaldte en hipster, før det ord blev skambrugt og blottet for enhver anden betydning end den nedladende betegnelse for en ung fyr med fuldskæg og smart tøj.

‘The Assassination Of Julius Caesar’ er altså ingen overraskelse. Om noget er det endda en form for tilbagevenden til poppen for bandet, der på ‘Shadows of the Sun’ i 2007 og endnu mere på efterfølgeren ‘Wars of the Roses’ i 2011 syntes at have fundet en ny base i en aristokratisk og gotisk art-pop. Her mødtes David Sylvian med halvfjerdser-Genesis og blev vredet og overstyret ind i et sjælens mørke, der var voldsomt dragende.

Så efter nogle år med intensiveret genreshopping, der kulminerede på sidste års overvejende instrumentale kraut- og progfetichistiske ‘ATGCLVLSSCAP’, hvor Ulver omarbejdede sange fra bagkataloget til noget nær uigenkendelighed, kunne man godt fristes til at tro, det markerede en slags skel, og at de nu ville vende tilbage og uddybe en genreekskursion, de ikke helt havde fået afsluttet. Det er bare ikke den plade, de har lavet med ‘The Assassination Of Julius Caesar’, som i stedet søger tilflugt i nyt territorium. 

Velan, electropop da. Tungt maskinel og stilfuldt sortklædt Depeche Mode-electropop. Og som altid hos Ulver lige en anelse på den bagsvære side i udførelsen. Der er intet luftigt og let i Ulvers univers, det er bastant og insisterende. På ‘The Assassination Of Julius Caesar’ giver det sig også udtryk i et lydbillede, hvor enhver dynamik og spændstighed er maksimeret ud af musikken, der er tung på loudness og fattig på nuancer. Inden for genren kan man også godt holde det noget fantasiforladte kvindekor i ‘Rolling Stone’ og ‘1969’ imod Ulver. Det klæder ikke sangene, det er bare en kliché for en genre, som de ville have virket mere hjemmevante i, hvis de havde kunnet sætte sig ud over den.

Sådan er det nemlig i det hele taget med pladen: ‘The Assassination Of Julius Caesar’ fungerer klart bedst, når Ulver enten fjerner sig fra den formel, de har lagt ned over sig selv, eller når de glemmer, at de er på ekskursion, og af vanvare kommer til at lyde mest som sig selv. Det første er sådan noget, som det, der sker, da ‘Rolling Stone’ eskalerer i glitch og rocksaxofon, som Hawkwinds Nik Turner står for, og igen på den afsluttende ‘Coming Home’. Det andet sker i sange som ‘Angelus Novus’ og specielt ‘So Falls the World’, der med sit “wrong, wrong, wrong”-omkvæd ikke kan undgå at minde om den gamle ‘Nowhere/Catastrophe’.

Det er i de øjeblikke, at ‘The Assassination Of Julius Caesar’ viser sit værd. Det er der, man forstår, hvorfor man drages mod Ulver, selvom de gør alt for at hægte én af. Men på store dele af pladen er det altså svært at se en mening med at høre en musik, der fremstår så bedaget og uelegant.