Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - 1968, we salute you!

Populær
Updated
Top 5 - 1968, we salute you!

I 1968 spillede Led Zeppelin deres første koncert og det såmænd på dansk grund. I weekenden var det 45 år siden, og en mindeplade blev sat op på Gladsaxe Skole, hvor koncerten fandt sted.

Dato
08-09-2013

I denne Top 5 bliver der fokuseret på bands, der blev dannet i 1968, for året (og årtiet, for den sags skyld) støbte fundamentet for den hårde rock og heavy metal, som den formede sig op gennem halvfjerdserne. Især briterne dominerer, for her opstod på et forholdsvis lille geografisk områnde bands, som enhver respektabel headbanger bør se tilbage på med taknemmelighed:
 
1. LED ZEPPELIN
Selvfølgelig d’herrer, som al virakken handler om. Led Zeppelin havde spillet sammen i et
par år som The Yardbirds og for længst talt guitaridoler som Jeff Beck og Eric Clapton, inden Jimmy Page kom til. Meget mere om det i sidste års metaldiktator om ‘Led Zeppelin IV’, men mærk jer vægten af Zeppelins arv, og hvordan blandt andet trommerne fra ‘When The Levee Breaks’ stadig bliver samplet og brugt den dag i dag. Mest kendt i numre som ‘Return to Innocence’ (Enigma, 1994), ‘Army of Me’ (Björk, 1995) og Sophie B. Hawkins’ ‘Damn I Wish I Was Your Lover’ (1992). Originalversionen er dog klart at foretrække uden yderligere argumentation, men Zeppelin kendes for mangt og meget; blandt andet ‘Dazed And Confused’, som kan ses herunder i et klip vist på DR i 1968 (selvom videotitlen siger noget andet, blev TV 2 først grundlagt 20 år senere).
 


2. EARTH
Earth opstod i Birmingham, og et år efter dannelsen skrev de sangen, der blev omtalt som verdens ondeste nummer grundet den tunge lyd og brugen af det atypiske og uskønne “djævleinterval”, tritonus. Nummeret var inspireret af Mario Bavas horrorfilm 'Black Sabbath' fra 1963, og sangen ‘Black Sabbath’ medfødte et navneskift for bandet, der tog sangtitlen til sig og fredag d. 13 februar 1970 udgav debutalbummet, der, ikke overraskende, bar titlen ‘Black Sabbath’, under hvilket navn vi kender dem i dag.



3. DEEP PURPLE


Mens Geezer Butler, Tony Iommi, Bill Ward og Ozzy Osbourne var ondskabsfulde i Birmingham, dannedes Deep Purple blot et par hundrede kilometer væk, dengang bestående af Rod Evans (vokal), Nick Simper (bas), Jon Lord (keyboard), Ritchie Blackmore (guitar) og Ian Paice (trommer). Numre som ‘Black Night’, ‘Speed King’, ‘Child In Time’ og ‘Smoke On The Water’ behøver ingen yderligere præsentation for at cementere, at Deep Purple har støbt fundamentet for en stor del af den senere metal- og hårdrockscene.



4. YES

Yes fandt sammen i London og er efter denne skribents mening det mest oversete band fra denne periode. Kunne man tale om tressernes “Big Four”, er Yes selvskrevne blandt mastodonterne. De er beklageligvis kendt for (og sikkert også glemt for) nummeret ‘Owner Of A Lonely Heart’, der dog ingenlunde demonstrerer, hvilket niveau Yes er i stand til at spille på, hvad et album som ‘Close To The Edge’ med lethed beviser. Yes eksisterer stadigvæk, men desværre uden ophavsmanden Jon Andersons unikke vokal, og de gæstede Danmark så sent som i december 2011.
 


5. RUSH
Rush skiller sig som de eneste ud fra den geografiske røde tråd, men er uundgåelige på en liste som denne. Rush blev dannet i Willowdale (Ontario) af Geddy Lee (bas, keyboards, sang), Alex Lifeson (guitar) og John Rutsey (trommer), som senere blev erstattet af Neil Peart, der overtog trommestikkerne i 1974. Musikerne er individuelt ofte blevet hyldet for deres kunnen og har inspireret utallige bands som Metallica, Primus og The Smashing Pumpkins blandt mange. Med et massivt pladesalg, der gentagne gange har opnået guld og platinstatus (iht. RIAA's (Recording Industry Association of America) standarder), er Rush salgsmæssigt kun overgået af The Beatles og Rolling Stones og ikke uden grund.

Working Man:


Skulle ovennævnte have inspireret jer læsere, er I velkomne til at droppe flere famøse bands dannet i 1968 i kommentarfeltet herunder.

Menu