Metaldiktator: Led Zeppelin - 'Led Zeppelin IV'

Led Zeppelins fjerde album er solgt i over 23 millioner eksemplarer. Det er der en grund til.

I 1971 sker der flere mere eller mindre vigtige begivenheder. George Harrison udgiver ’My Sweet Lord’, Charles Manson bliver dømt for mord, Mick Jagger bliver gift og Led Zeppelin udvider deres voksende kongedømme med udgivelsen af ’Led Zeppelin IV’. Her følger en guidet tur gennem netop denne gudeskive.

Forinden havde tre solide album set dagens lys, og numre som ’Dazed And Confused’ og ’Whole Lotta Love’ havde allerede banet vejen for Zeppelin der hurtigt nød stor popularitet. Albummet er grundet den manglende titel også kendt som ‘Zoso’, ’Four Symbols’ eller slet og ret ’The Untitled Album’. På indersleevet ses et symbol for hvert bandmedlem, i viste rækkefølge Jimmy Page (guitar), John Paul Jones (bas, keyboards), John Bonham (trommer) og Robert Plant (vokal). 

Der er mange diskussioner omkring symbolerne. Nogle betyder noget konkret og er blevet tillagt personlige betydninger, mens Jimmy Pages er selvopfundet med referencer til forskellige symboler og betydninger.

Led Zeppelin udsprang af britrockgruppen, The Yardbirds, som havde deres levetid fra 1963-68. Guitarist Jimmy Page var den tredje guitarwrestler, efter først Eric Clapton og efterfølgende Jeff Beck, som Page dog spillede sammen med i gruppen i en periode. Først med Page som bassist, dernæst i et decideret twinguitar-forhold, hvorfor John Paul Jones kom ind i The Yardbirds’ historie som sessionsbassist. Beck blev fyret i ’66, men trods ansættelsen af den nye manager Peter Grant, som senere skulle få stor indflydelse på Led Zeppelins succes, gik det ned ad bakke for The Yardbirds, og Page skred med sin guitar og numre som ’Dazed And Confused’, som han senere krediterede som sit eget (det var egentlig skrevet af singer/songwriteren Jake Holmes, men han blev ikke krediteret af Page - både The Yardbirds' og 'Zeppelins arrangement af sangen adskiller sig dog en del fra Holmes' original, red.).

D. 7. juli 1968 spillede The Yardbirds deres sidste koncert, men Page brugte stadig navnet og indspillede nogle numre, inkl. den uudgivne sang ’Knowing That I’m Losing You’, senere genindspillet af Led Zeppelin og bedre kendt som ’Tangerine’ fra Led Zeppelin III.

Led Zeppelin og Hans Otto Bisgaard

Peter Grant blev hos Jimmy Page og iværksatte flere aggressive pressefremstød, blandt andet en tur som tog sin begyndelse d. 7. september 1968 i, såmænd, Gladsaxe Teen Club, og efterfølgende Hans Otto Bisgaards Pop Club i Brøndby, nu med et fuldendt line-up bestående af Jimmy Page, John Paul Jones og den ellers ukendte Robert Plant og hans kammerat John Bonham, hvis død i 1980 førte til opløsningen af Led Zeppelin. Turens sætliste indholdt bla. senere kæmpehits som ’Dazed And Confused’, ’Communication Breakdown’, ’Babe I'm Gonna Leave You’ (skrevet af Anne Bredon, men senere krediteret som Page/Plant/Bredon, grundet Zeppelins stærkt omarrangerede version) og ’How Many More Times’. I 1969 vendte de tilbage til Gladsaxe Teen Club og spillede i den forbindelse også en koncert i TV Byen for et lille publikum, der på daværende tidspunkt ikke havde nogen anelse om, at de sad over for et band, der ville komme til at skrive rockhistorie. Koncerten blev filmet – heldigvis, og herunder er første akt.



(mere af koncerten kan ses på følgende links:  og  )

'Led Zeppelin IV'

Led Zeppelin er en af de mest sælgende musikgrupper i verden, sammen med kunstnere som Elvis Presley, The Beatles og Michael Jackson, og det skal sågar ses i lyset af, at de kun var aktive i 12 år. Da de udgiver ’Led Zeppelin IV’ er Bonham og Plant 23 år, John Paul Jones 25 år og Page 27 år.

I deres 12 år sammen udgav de ni stærke album og sparkede gevaldigt til tungmetallens begyndelse, hvad man især kan takke Jimmy Page og John Bonham for. Pages tidligere band The Yardbirds var stort set et kopiband, der udøvede ældre blues- og folkrocknumre, og Page tog meget af inspirationen med videre til Led Zeppelin hvor Bonhams indflydelse og Robert Plants omskrivning af tekster støbte fundamentet for, at Zeppelin kunne kreditere de medbragte numre som deres egne (de er dog senere blevet sagsøgt mange gange for plagiat). Men det drejede sig kun om et lille antal sange. Med Plant som nærværende syre-ridder, der improviserede både i studiet og live, Jimmy Page som uden besvær udfyldte guitarrollen alene og ligeledes eksperimenterede i nuet, John Paul Jones med sine selvstændige basgange, og John ”Bonzo” Bonhams tonstunge groove på trommerne, var Led Zeppelin blevet en helstøbt og hårdtrockende gruppe. Bonham blev senere udnævnt som en af verdens bedste trommeslagere og et gensyn med den næsten absurd lange solo i ’Moby Dick’ bakker op om udnævnelsen:

Bonham solo, ‘Moby Dick’:

&feature=related

Hvorfor ’Led Zeppelin IV’?

Slet og ret på grund af slutnummeret ’When The Levee Breaks’.

Albummet er indspillet på seks dage i Headley Grange – en treetagers møgspand af et hus, hvilket blandt andet fik indflydelse på lyden. Headley Grange var ikke et decideret studie, og de faciliteter, der var til rådighed, blev brugt til guitarindspilninger, så Bonham satte sit trommesæt op i den åbne hall, hvor der blot var trapper, kig op til loftet på 3. sal og trævægge. Trommerne er indspillet med bare to mikrofoner, og normalt ville en mikrofon i det mindste til stortrommen have været nødvendig, men netop fraværet af denne vidner måske om, hvorfor Bonzo var kendt som en af de mest hårdtslående trommeslagere overhovedet.

Noget man i øvrigt tydeligt hører på åbningsnummeret ’Black Dog’, som mangen en langhåret dude nok har hørt en gang eller to. Det handler om damer, og der er fuld skrald på lige fra starten med Robert Plants skærebrænder af en kontratenor og Bonhams insisterende og alternative trommeriffs, der ofte giver indtryk af at rytmen er vendt eller forskudt, dog uden faktisk at være det.

På ’Rock ’N Roll’ bliver det slået fast, at Led Zeppelin med Jimmy Page som bannerfører har dybe rødder i bluesrocken. Rundgangen er simpelthen klassisk - og så alligevel ikke, når Bonham er bag tønderne. Han var kendt for i starten at være for aggressiv og hårdtslående (man mente faktisk ikke det var muligt at indspille det han lavede), men han fandt niveauet uden at tabe gnisten, og det resulterer i et eksplosivt bluesrocknummer som ’Rock ’N Roll’, der både trækker på sine rødder og samtidig er med til at udvikle den hårde rock.

’The Battle Of Evermore’ skiller sig ud fra det øvrige, straighte rocksetup ved at være domineret af mandolin i stedet for guitar. En aften samlede Jimmy Page Johns mandolin op og klimprede lidt på den. Akkordsammensætningen var der hurtigt, og Plant minglede ind i eksperimentet med en tekst inspireret af J.R.R. Tolkiens 'The Lord Of The Rings'. Som på det eneste Led Zeppelin-nummer nogensinde optræder en gæstevokalist: Den udsyrede Sandy Denny fra Fairport Convention, en højt anerkendt folkrocksanger, der udover krediteringen fik sit eget symbol på indersiden af LP-sleevet. 

 
Kæmpehittet ’Stairway To Heaven’ varer i 8 minutter og var derfor ikke oplagt single-materiale. Atlantic Records ønskede en lidt kortere version netop for at lave en single ud af det, og her ses noget af manager Peter Grants flair for forretning for han modsatte sig prompte, idet han troede på ’Led Zeppelin IV’ som helhed og så et kommende stærkt pladesalg, som en så lang single kunne sætte en stopper for. Med 23 millioner solgte eksemplarer af albummet viste der sig at være noget om snakken. Specielle faktorer omring ’Stairway To Heaven’ er, at det foruden at være Led Zeppelins mest kendte sang og signaturnummer, i introen indeholder et rip-off af bandet Spirits intro på ’Taurus’ der udkom i 1968. Derudover at sangen er skrevet uden bas. John Paul Jones valgte i stedet at lægge bunden med keyboard, strygere og fløjte.

’Misty Mountain Hop’ er bygget op om John Paul Jones’ elektriske keyboardlyd. Den er kompleks i sin rytmik og er igen et af de numre, der rytmisk snyder lidt på gund af betoningerne i vokalen, men faktisk ligger lige på 4/4. Fantastisk groovy!

Sjette skæring ’Four Sticks’ er også en af Zeppelins mere tricky i rytmik og rundgang, denne gang med berettigelse, da der i versene sniger sig 5/8 ind mellem de ellers velkendte 6/8. Zeppelin selv havde svært ved at indspille ’Four Sticks’, der var tænkt som et abstrakt nummer, og midt i det hele tog Bonham i irritation to trommestikker i hver hånd og hamrede nummeret igennem, og pludselig var både sangtitlen og nummeret i kassen. ’Four Sticks’ har kun været spillet live én gang med Led Zeppelin, og det var i KB hallen d. 3. maj 1971.

Led Zeppelins særprægede sjæler 'Going to California' er inspireret af Joni Mitchell som både Page og Plant var meget fascinerede af. John Paul Jones havde fundet mandolinen frem og Jimmy Page den akustiske guitar, og i samspil skabte de en drømmende atmosfære. Robert Plant synes at have et særligt forhold til ’Going To California’ og har altid leveret nummeret med dyb indlevelse.

La grande finale, ’When The Levee Breaks’, er oprindeligt et bluesnummer af Kansas Joe McCoy og Memphis Minnie fra 1929 og handler om oversvømmelsen af Mississippi i 1927. Zeppelins version er helt væk fra folkudgaven og blev, ud over at være et af de bedste rocknumre nogensinde, også produktionsmæssigt interessant.

Originalen:


Zeppelins version:



Led Zeppelin havde uden held forsøgt at indspille ’When The Levee Breaks’ i et andet studie. Da de havde været i Headly Grange et par dage og John Bonham satte trommesættet op i hallen, hørte især tekniker Andy Johns med det samme, at hallen var den helt optimale ramme for Bonham, og ’When The Levee Breaks’  blev indspillet på stedet. Bonhams optagelser er kraftigt komprimerede og derudover kørt gennem Pages Binson Echo Unit, hvorfor lyden er helt speciel for sin tid.

Page indspillede Robert Plants harmonika med et omvendt ekko, så ekkoet kom før den reelle lyd. Da indspilningerne var afsluttet, blev nummeret sat ned i et langsommere tempo, hvilket gør at lyden i nogle sektioner nærmest høres som bølgende i faser, og det giver en tungere bund end oprindeligt. ’When The Levee Breaks’ er så studiepræget et nummer, at det næsten ikke blev spillet live, da det var svært at ramme dybden og lyden. Robert Plant har senere lavet en light version, der var nemmere at fremføre, men til gengæld netop mangler den tunge feeling.

Trommerne i introen er blevet samplet utallige gange, første gang af Beastie Boys på ’Rhymin’ & Stealin’ i 1986, men også af navne som Dr. Dre, Massive Attack, Eminem, Sophie B. Hawkins (’Damn I Wish I Was Your Lover’) og helt frem til i dag hvor John Frusciante har brugt den i ’Walls And Doors’. Mest kendt er nok Enigmas ’Return To Innocence’. Er man tilpas nørdet, er det ret sjovt at høre, hvordan riffet er blevet brugt og produceret om og om igen. Nogle gange nærmest som originalen, andre gange klippet op, som på Björks ’Army Of Me’.

Omkring indspilningerne i Headly Grange er mere læsestof her.

’Led Zeppelin IV’ er først og fremmest tidløs og kan med fordel kan sættes på repeat. Måske har et 70’er-band som Zeppelin i teorien ikke meget til fælles med moderne metalbands som fx Deftones, men netop de to har en tyk rød tråd igennem deres musikalske levetid: Det er sex på plade. Dyrk det.

Led Zeppelin hyldes stadig verden over for, hvad de var, og hvad de har betydet for rockens udvikling, og de tre nulevende medlemmer er endnu aktive: John Paul Jones slår sine 66-årige folder i Them Crooked Vultures med Dave Grohl og Josh Homme. Robert Plant, en af rockens største og mest indflydelsesrige stemmer, har haft stor succes med sin solokarriere efter Led Zeppelins opløsning, senest med ’Band Of Joy’ og ’The Sensational Space Shifters’. Og Jimmy Page. Han er en af de få, der kan kalde sig en levende legende. Og han sparker sgu stadig røv, som man kan se i koncertfilmen ’Celebration Day’, der udkommer på DVD i dag og som vi bringer en anmeldelse af i næste uge.