Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et forbandet godt fix

Populær
Updated
Et forbandet godt fix

'Naja Naja' kan vise sig at være årets danske rockudgivelse. Snyd ikke dig selv for et lyt.

Titel
Naja Naja
Dato
21-02-2012
Distributør
Genre
Trackliste
1. Grey (Or Blue)
2. Fixxxxer/Roly Poly Saint
3. Firebird Landing
4. Save Our Ashes For The Fire
5. Melanin
6. Rainmaker
7. Fish Out Of Water
8. Riffhanger
9. Heavy Boogie Girl
10. Mandelbrot X
11. Mr. Monospace/Walking High Above The World
12. Walking High Above The Earth Pt. 2
Karakter
5

John Sharling er manden med drømmen om at skabe ”den store rockplade”. Under navnet Kuko De Kobra har han med 'Naja Naja' fuldført missionen så der ligefrem står lyn ud ud af coveret. Albummet er blevet til i samarbejde med Jacob Hansen, og det er rart at høre en gedigen rockproduktion fra 00’ernes foretrukne danske metalproducer.

Opskriften?

Audioslave, Alice In Chains, Aerosmith, Soundgarden, Dizzy Mizz Lizzy, Stone Temple Pilots, og Foo Fighters hakkes i fine tern. Si alle irritationsmomenter omhyggeligt fra ingredienserne og lad koge på anlægget et par timer. Tilsæt artwork, stærke melodier, et skvæt særpræget sangskrivning og voilá: Kuko De Kobra.

Naja Naja fænger fra første skæring. ’Grey (Or Blue)’ lyder både velkendt og samtidig ny. Man når lige at sende tankerne tilbage til Kurt Cobain inden øret opfanger den trods alt rene lyd og ’Grey (Or Blue)’ folder sig kalejdoskopisk ud og bliver til rock inspireret af solid tradition, præget af 90’ernes kant og samtidig 10’erne værdig i sin musikalske aktualitet.

Herefter hastigt videre ud af 4/4-landevejen. ’Fixxxer/Roly Poly Saint’ kandiderer til at være Naja Najas bedste nummer, hvilket også indikeres af, at den blev udsendt som single til gratis download inden albumrelease. Den har riffet, omkvædet, masser af punch og er allerede en solid genganger i et snart ridset album hos undertegnede. En, to, tre, derudaf. Ikke så mange dikkedarer, breaks og følsomme passager. John Sharling følger den klassiske form med vers, omkvæd, vers, omkvæd, bridge, solo, omkvæd ad. lib. og ændrer den kun ved at slutte af med bluesy outro. Intet virtuost, men klassisk og velspillet.

’Melanin’ er halvlegen, hvor pulsen kan komme lidt ned, og hvor der er tid nok til at hente en omgang mere i køleskabet. ’Melanin’ lyder som noget man har hørt før, både hvad den akustiske guitar angår, vokalen, harmonierne mellem sang og guitar, feelingen og korarrangementet. Men hvad gør det, at ’Melanin’ lyder genkendeligt, når referencen er Tim Christensen? Albummet fortsætter med samme dynamik og afveksling og bæres af Sharlings vokal, der både kan være fin og luftig, men også afsindigt stærk, som når Chris Cornell ruller sig ud. Sharling og co. kunne dog have skåret ind til benet ved at udelade den simple klaveroutro og den uvedkommende ’Save Our Ashes For The Fire’.

Hva’ så Roskilde?

Til Lydtapet.net fortæller Sharling, at der er små beskeder gemt i bookletten og det egentlig er lidt hyggeligt at sidde og rode med. Nogle er talkoder, andre ... ja, dem kan I selv lede efter, for Naja Naja er en investering der fortjener sin plads på reolen et sted mellem de første Beatles-album og halvfemsernes grunge-udgivelser.

Tilbage står spørgsmålet, om Kuko De Kobra kan bære live. Et kig i coveret afslører et rendyrket studiealbum indspillet på forskellige steder, og det supportjob, de vandt i Local Heroes-konkurrencen som opvarmning for Carpark North i slutningen af 2011, har været så lidt omtalt, at det er svært at sige, om det var en god koncert.

Selvom Sharling er en rutineret musiker, blandt andet som sanger og sangskriver i Low Down Deeper, som holdt sammen i 16 år og opløstes i 2008, har han under navnet Kuko De Kobra kun spillet omtrent 8 koncerter, og turkalenderen er tom i øjeblikket. Men måske scenen snart får øjnene op for det stærke råmateriale og inviterer Kuko op til dans?

Kuko De Kobra er et stof, der med fordel kan tages gentagne gange, hvis man er til den pænere og groovy side af rockmusikken. Et forbandet godt fix og hermed anbefalet på det kraftigste.