Velpoleret anonymitet

Velpoleret anonymitet

Aloops ’New Deal/Dead End’ holder som sådan en høj standard til listen, men kant og personlighed savnes.

Kunstner
Titel
Dead End/New Deal
Dato
27-08-2012
Distributør
Trackliste
1. Deception
2. Automation
3. Point of no return
4. Plot to kill
5. Chemical Kiss
6. Django
7. Sudden Death
8. Masquerade
9. Falling
10. Brave New World
11. Hell on Earth 2 part 1
12. Hell on Earth 2 part 2
Karakter
3

Kombinationen af Jacob Hansen i maskinrummet og Mighty Music som kickstarter er efterhånden mere reglen end undtagelsen i dansk metal. Det er der selvfølgelig en grund til, for som regel fungerer det, og det gør det såmænd også denne gang. Aalborg har taget sin del af ansvaret i opfostringen af stærke metalnavne og Aloop kan være et af dem, men opfølgningen har ladet vente på sig siden debutalbummet ’Global Crisis’ så dagens lys i 2005.

Det musikalske omdrejningspunkt på albummet er en brutalitet der til tider har både punkens korislæt, trashriffs, alt fra diabolske guitartemaer til Tim Christensen-inspirerede melodier, dødsmetallens høje tempo og melodiøs cleanvokal mikset op med tung growl. Vokalist Bo Larsen mestrer begge dele. Omkvædene spænder fra emo-genrens følelsesbetonede fraseringer, til spytten-i-dit-ansigt-hardcore og segmenter af dødsmetal.

Lyden er stor og symfonisk, og Aloop vil tilsyneladende det hele. De har fulgt deres hjerter og mikset hvad der faldt dem ind af pop, rock og metal og resultatet er solidt og sikkert. Albummet er som helhed lyttevenligt, men også en anelse kedeligt trods de mange forskellige idéer der er kommet til live i sangskrivning og indspilning. Dog er der blevet god plads til bassen i mixet, og heldigvis, for Thomas Carlsen tager sig overordenlig kompetent ud og i en enkelt passage af ’Automation’ glider tankerne tilbage til Düreforsög. Ganske positivt!

’Hell on Earth 2, Part 2’ er det mest interessante nummer og hiver i sig selv niveauet op. Her er spillet på alle heste, og ikke på en måde så udtrykket er skizofrent og kaotisk, snarere så alting bare går op i en højere enhed. Nummeret opsummerer albummet, og har afvigelser fra de andre numre i form af akustisk guitar, slide guitar og en klaveroutro så dyster, at man i vildskab kunne tro at det var skrevet af en genopstanden Rachmaninov. Nøgleordene er afveksling og dynamik og netop som man snydes til at tro at det er en ballade i bedste Alice in Chains-stil, brydes overfladen med en tung overgang opfulgt af et stærkt riff. ’Hell on Earth 2 part 2’ er en bredside af hård rock med metalliske elementer, hvor især opbygningen og vokalen er sublim.

Aloops numre ville tage sig godt ud i en skraldespandsindpakning med rå trommelyd, guitar, og growl. Eller i den helt modsatte grøft med rocken som bærende inspiration og mere plads til ren sang og melodiske omkvæd, men netop ’Hell On Earth 2 part 2’ viser samtidig at Aloop faktisk mestrer sammenblandingen og kan få det hele til at gå op i en højere enhed.

Et bud på, hvorfor det så ikke lykkes hele vejen igennem på ’Dead End/New Deal’ er den meget rene produktion. Der er bestemt håb forude for kvintetten som på dette album er bedst når de holder det melodisk og tungt, men en defineret stil og en større satsning på lydsiden havde taget stikket hjem og på den måde mangler aftrykket som Aloop sætter, en egentlig signatur.

{youtube}p-ffA6RfebM{/youtube}