Gedigen grungenostalgi

Gedigen grungenostalgi
Alice in Chains' aktuelle line-up stod distancen i Vega, men det var Stone Sour, som gik hårdest ind hos vor anmelder. Vega, en mandag aften i juni. Hvad der tegnede til at blive en vredens aften, blev også til en begejstret aften i nostalgiens tegn. Den vrede del af aftenen, som de to brutale support-acts, Bloodsimple og Stone Sour tog sig af, var klart det sjoveste og mest intense. Men nostalgien var bestemt heller ikke til at kimse ad. Den tog et amputeret Alice in Chains sig af.

Brutal åbning

Mødet med første band, amerikanske Bloodsimple, var et brutalt, hårdt og vredt møde. Den skrigende forsanger, Tim Williams, var godt nok en bitter mand, og sine steder var der lige lovlig meget Phil Anselmo (Down og ex-Pantera) over hans "stil". Men det gjorde faktisk ikke en pind, for Bloodsimple er hammerfede. Så fede, at Heavyjam.dk's udsendte strøg ned i souvenirboden og erhvervede bandets overraskende spændende album "A Cruel World".

Titlen på åbningssporet, "Straight Hate", siger det hele om en metallisk og ganske hårdtslående fed halv time.

Aftenens "hovednavn"

Vi fik dernæst tre kvarter i selskab med det, der burde være aftenens hovednavn, Stone Sour. Det band, som Slipknot-sanger Corey Taylor (bill.) sagtens kunne bruge meget mere af sin tid på. Stone Sour høvlede stenhårdt igennem med melodisk fængende skallesmækker metal med masser af brøl og skønsang.

Vi fik numrene fra Stone Sours hidtil eneste album, og så fik vi en forsmag på, hvad der heldigvis venter os omkring 1. august: Albummet "Come What(ever) May", som godt nok også lyder ganske effektivt. Stone Sour har stor musikalsk gennemslagskraft. De fem amerikanere er ivrige, villige, effektive og ganske vrede - men med en god, selvironisk distance til vredes-trippet.

Og så tager det altså lidt af det, når den blonde, svensker-langhårede vrede mand (Taylor) har skiftet Slipknot-masken ud med en sort habitjakke. Og når han siger til den unge dame på første række "Take your shirt off," så er han ikke så vred at høre på længere. Så er han mere en lysten (buk). Og det er jo ikke det værste...

Homecoming-party

Bloodsimple og Stone Sour optrådte med sangere, der nåede rigtig langt ud over scenekanten. Men hvad med Alice in Chains? Ville den nye frontmand, William Duvall, stå distancen? Ville han udholde modstanden fra de hårdkogte Alice-fans, for hvem der kun er én sanger: Afdøde Layne Staley.

Altså, da de første toner tl "Sludge Factory" bragede igennem, var disse spørgsmål hamrende ligegyldige. Den propfyldte Vega var der for at høre numrene fra dengang, grungen var hot, dengang grungen var tidens smertefyldte stemme. Et under, at gulvet holdt, for der blev godt nok hoppet igennem i dette triumftog, ja et sandt homecoming-party.

Stod distancen

Lad det være sagt med det samme: William Duvall kunne sagtens stå distancen, selv om han ikke er og aldrig bliver Layne Staley. Min bedre halvdel, der så Alice med Staley i 1992 (dette line-up nåede at optræde i både Pumpehuset og KB Hallen, begge var vilde koncerter - Red.), savnede nu godt nok Staleys indestængte vildskab og utilregnelighed. Undertegnede savnede frontman-ship à la Stone Sours Corey Taylor. Men naturligvis dansede Duvall også en svær, svær linedans.

Inden koncerten råbte flere tåber "Blasfemi", og Duvall skulle da i hvert fald ikke nyde noget af at pisse på Staleys minde, så der blev holdt rigtig lav profil. Men synge kunne han, og det er jo det vigtigste. At han så heller ikke trådte ved siden af, gjorde, at aftenen blev så god som den blev for de mange ellevilde og totalt begejstrede Alice-fans.

Gode grungegæster

Vi fik alle de store hits, hvor Alice specielt sendte folk i eventyrland med numre som "Down in a Hole" og ekstranumrene "Rooster" og "Would?". Og så var der gæsteoptræden, med førnævnte Corey Taylor i "Again", og, meget overraskende, en ferierende og afslappet Lars Ulrich bag
gryderne på "Man in the Box".

Fra vrede til glædestrålende nostalgisk fællessang. Tjah, en mandag aften kan - hvis den tilbringes i hårdt selskab i Vega - faktisk være alt andet end udmattende. Denne anmelder fik specielt god energi af Bloodsimple og Stone Sour, mens stort set alle andre var i himmerige i selskab med Alice in Chains. Her, 14 år efter seneste besøg, så er magien dog gået lidt af
grungen. Som Alice in Chains præsenterede den i Vega, så er der jo reelt tale om tung, tung stenerrock med klare referencer til de tidligere 1970'ere, hvor en vis kvartet fra Birmingham satte tunge, metalliske standarder.

Genre
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
3