Harmløst, men habilt
Populær
Updated
Stone Sours andet album "Come What(ever) May" er fint tidsfordriv i venten på næste Slipknot-album, mener vor anmelder. Da Slipknots Corey Taylor og James Root i 2002 udsendte albummet ”Stone Sour”, lugtede det lidt af ”nu har vi tjent en masse penge, så skal vi ikke holde legestue og udsende vores barndomsbands sange på cd?”-princippet. Debuten var da også langtfra en stor kunstnerisk succes, og den eneste grund til at albummet solgte guld i USA, var da vist at ”to af medlemmerne fra Slipknot optrådte umaskerede”.
Nu er der gået fire år, og Stone Sour er tilbage med album nummer to og ny trommeslager Roy Mayorga (ex-Soulfly, ex-Medication, ex-Sepultura) i folden. De to singleforløbere til dette album imponerer ikke voldsomt, så det er mildt overraskende, at resten af albummet faktisk er mærkbart stærkere end debuten.
Hvis man hurtigt skipper over første nummer (og førstesingle) ”30/30-150”, havner man på det groovy titelnummer "Come What(ever) May", som følges stærkt op af den melodiske ”Hell & Consequences”. Og så - allerede på skæring nummer fire - ser Taylor & co. deres snit til at eksperimentere i ”Sillyworld”; en ballade der – klamt nok – lyder umiskendelig meget som noget Nickelback kunne have stået bag.
Michael Bolton
Man fornemmer, at det er Corey Taylor, der har et behov for at vise sin ”følsomme” side i Stone Sour (det er der næppe megen plads til i Slipknot), men det bliver utroligt hurtigt kvalmt som fx i fornævnte sang. Så kan man måske synes at det er modigt, at manden smider sit machoimage, men så gør det dog med lidt bedre stil!
Paradoksalt er det, at Corey Taylor på én og samme tid står som det svageste og det stærkeste led i Stone Sour. Ja, gu’ har han en fed stemme, men hans tekster spænder fra futil teenagevrede vrede til pseudointellektuelle ytringer, hvor det lyder som om, det bare gælder om at bruge flest ord fra fremmedordbogen. Noget af en mundfuld at sluge…
Det er utroligt svært at lytte til linier som ”I don’t want to be an angel/I just want to be God” og ”I don’t want to have it all/I just want to be God” (fra ”30/30-150”) uden at krumme samtlige tæer, og så giver selv samme Taylor den tilmed som en pervers krydsning af Elton John og Michael Bolton i albummets ”episke” lukningsnummer ”Zzyxz Rd.”!
Nu metal-deluxe
Når alt det så er skrevet, så er ”Come What(ever) May” altså "nu metal-deluxe" (hvis et sådant udtryk da findes!?). Første halvdel af albummet er klart den stærkeste, mens der går lige lovlig autopilot i den på numre som ”Your God”, ”Socio” og ”1st Person”.
Den Tool’ske ”Cardiff” og de andre eksperimenter, der rager uden for nu metallens klichéer trækker dog en halv karakter op.
Stone Sour er og bliver et harmløst sideprojekt, som ikke overrasker vildt, bortset fra når Corey Taylor krænger sin følsomme side ud i hovedet på den stakkels lytter. Men "Come What(ever) May" er nu alligevel et fint tidsfordriv, mens vi venter på det næste Slipknot-album.
Nu er der gået fire år, og Stone Sour er tilbage med album nummer to og ny trommeslager Roy Mayorga (ex-Soulfly, ex-Medication, ex-Sepultura) i folden. De to singleforløbere til dette album imponerer ikke voldsomt, så det er mildt overraskende, at resten af albummet faktisk er mærkbart stærkere end debuten.
Hvis man hurtigt skipper over første nummer (og førstesingle) ”30/30-150”, havner man på det groovy titelnummer "Come What(ever) May", som følges stærkt op af den melodiske ”Hell & Consequences”. Og så - allerede på skæring nummer fire - ser Taylor & co. deres snit til at eksperimentere i ”Sillyworld”; en ballade der – klamt nok – lyder umiskendelig meget som noget Nickelback kunne have stået bag.
Michael Bolton
Man fornemmer, at det er Corey Taylor, der har et behov for at vise sin ”følsomme” side i Stone Sour (det er der næppe megen plads til i Slipknot), men det bliver utroligt hurtigt kvalmt som fx i fornævnte sang. Så kan man måske synes at det er modigt, at manden smider sit machoimage, men så gør det dog med lidt bedre stil!
Paradoksalt er det, at Corey Taylor på én og samme tid står som det svageste og det stærkeste led i Stone Sour. Ja, gu’ har han en fed stemme, men hans tekster spænder fra futil teenagevrede vrede til pseudointellektuelle ytringer, hvor det lyder som om, det bare gælder om at bruge flest ord fra fremmedordbogen. Noget af en mundfuld at sluge…
Det er utroligt svært at lytte til linier som ”I don’t want to be an angel/I just want to be God” og ”I don’t want to have it all/I just want to be God” (fra ”30/30-150”) uden at krumme samtlige tæer, og så giver selv samme Taylor den tilmed som en pervers krydsning af Elton John og Michael Bolton i albummets ”episke” lukningsnummer ”Zzyxz Rd.”!
Nu metal-deluxe
Når alt det så er skrevet, så er ”Come What(ever) May” altså "nu metal-deluxe" (hvis et sådant udtryk da findes!?). Første halvdel af albummet er klart den stærkeste, mens der går lige lovlig autopilot i den på numre som ”Your God”, ”Socio” og ”1st Person”.
Den Tool’ske ”Cardiff” og de andre eksperimenter, der rager uden for nu metallens klichéer trækker dog en halv karakter op.
Stone Sour er og bliver et harmløst sideprojekt, som ikke overrasker vildt, bortset fra når Corey Taylor krænger sin følsomme side ud i hovedet på den stakkels lytter. Men "Come What(ever) May" er nu alligevel et fint tidsfordriv, mens vi venter på det næste Slipknot-album.
Kunstner
Titel
Come What(ever) May
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter