Premiere: Puke Wolf udgiver ny video
Aarhus' egne lyrisk skrigende eksperimentalister, Puke Wolf, barsler med nyt album og slipper nu video til nummeret 'Bær'.
Trioen, som er aktuelle på årets A Colossal Weekend, præsenterer her 'Bær', som drives frem af en nøgen guitar og små isnende perkussive detaljer, men i centrum står vokalen og ordene. Der er bær på buskene, og vi er nødt til at bære over med hinanden, men det er ikke altid lige let.
"Bær åbner vores kommende plade 'Descend'. Den sætter i og for sig tonen rent lyrisk for hele pladen, der har forliste forhold og generationel arv som omdrejningspunkter. 'Bær' river hul på det første. Det er, når man godt ved, et forhold er usundt. Betændt. Og alligevel prikker man hul på bylden.
Jeg har længe været meget fascineret af de enormt drænende, fastlåste skænderier, som man i et parforhold kan komme til at bevæge sig ud i sent på aftenen, nogle gange midt om natten. Det er, som om man godt ved, der befinder sig et minefelt ude i horisonten, og alligevel tager man det første skridt. Trætheden slører ens dømmekraft. Ordene føles dumme og tunge. Selv om man bliver enige om at lade det ligge, selvom man er så enormt træt, så er det sjældent, søvnen byder en velkommen. I stedet stirrer den nærmest på en med bebrejdende øjne. “Du vidste godt, det ville ske. Du tog det første skridt.”
Nu siger jeg fascineret, men jeg frygter det også."
Således beskriver trommeslager og vokalist Andrew Davidson den sang, der fungerer som forskræp for albummet 'Descend', som udkommer på fredag. Du kan se lyric-videoen her:
