Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Off Future Puke Wolf Gang

Updated
reperformer

Eyes giver fanden i papirjubilæum og fejrer i stedet sig selv ved at invitere til familiefest i hardcorehuset med denne sammenklippede og gennemsmadrede remix-EP.

Kunstner
Titel
Reperformer
Dato
24-09-2021
Trackliste
1. EYES x John Cxnnor - Off Future
2. EYES x jojo Benimon - Distance (Jojo Benimon remix)
3. EYES x Puke Wolf - Surf (Puke Wolf remix)
4. EYES x kuld - Underperformer (Kuld reworks)
Forfatter
Karakter
3

Præcis ét år efter 2020’s allerbedste danske plade – ifølge Devilution – udkom, rører den københavnske kaoscorekvintet Eyes på sig igen. Og for at forvirre folk mest muligt og skide på forvetningerne i lige så høj grad, som de gjorde, da de udsendte ‘Underperformer’ i kølvandet på en meget mere Hexis-inspireret debut-EP, er det igen med et formskift.

‘Reperformer’ er Eyes’ bud på en af årtusindskiftets største favoritter: remix-pladen. ‘Reperformer’ består af fire tracks, og de er allesammen blevet banket i smadder og sat sammen igen på nye måder af nogle af de største navne i den scene, Eyes plejer at begå sig i.

John Cxnnor, som vi efterhånden har skrevet en del om, består af den mærkeligste del af albumaktuelle LLNN, brødrene Rasmus og Ketil G. Sejersen. Til daglig laver de synth og trommer i apokalypsebandet, og når de ikke gør det, laver de smadret larm i John Cxnnor, som vi senest mødte i følgeskab med Cabals Andreas Bjulver Paarup .

De har skruet ‘Off’, der på ‘Underperformer’ var stærkt og solidt men ikke hverken første- eller andensinglemateriale, fuldstændig fra hinanden og samlet stumperne sammen uden instruktioner. For at få det til at sidde fast, har de med løs hånd drysset stumper fra bunden af værktøjskassen udover. Resultatet er blevet, om muligt, endnu mere kaotisk og skramlet end det oprindelige nummer, der ellers ikke stod tilbage for mange i sin monstrøse dissonans. Ikke desto mindre har John Cxnnors noise- og elektronikfingerspitzgefühl gjort ‘Off Future’ til sit helt eget, hvorfor man nok også nærmere må betegne det som en “fortolkning” mere end et mix. Kombineret med den forstyrrende video fra Ketil G. Sejersens hånd bliver det en historie om et menneske i forfald og med sine tunge, til tider dansable bas, bliver det tunge industrielle track lige dele grotesk og vitalt.



På samme måde roder aarhusianske Puke Wolf også op i ‘Surf’, garneret med strejf af Vesterhavet, inden Hirakis Tim Frederiksen under navnet “pןnʞ” gør ‘Underperformer’ til et synthwavet anthem med en noget større fylde end originalen.

I den helt anden grøft finder vi ligeledes aktuelle Demersals Jonas Maigaard, der giver den som elektronisk remixer i en stil, der bedst kan sammenlignes med Venetian Snares fortolkning af Isis’ ‘The Beginning And The End’, på deres tilsvarende ‘Oceanic: Remixes/Reinterpretations’ fra 2004, hvor den tunge musik også brydes igennem drum’n’bass-linsen. Særligt forstyrrende er den bløde og tunge dubs juxtaposition med Victor Kaas’ genkendelige og rå vokal.

På samme måde som Isis’ plade var et interssant kuriosum, er ‘Reperformer’ et modigt træk, ikke mindst fra pladeselskabets side, da det er en nicheudgivelse inden for en i forvejen snæver genre. Den bliver nok ikke udsolgt med det samme, men man kan til gengæld være forvisset om, at det i den grad bliver et samlerobjekt – om ikke andet i kraft af sin utilgængelighed.

Det er ikke en EP man sætter på for at nyde musikken. Til det formål er den alt for eksperimenterende og forvirrende. Det er derimod en udgivelse, der står som showcase for den eksplosive nysgerrighed og opfindsomhed i det danske hardcoremiljø. Adskillige musikere, der i forvejen sjældent holder sig inden for stregerne, får nu mulighed for ikke bare at bryde rammerne, men at springe dem helt i luften.