Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Maskinerne kommer

Updated
JC Cover

Det danske industrial noise-kollektiv, John Cxnnor, er teamet op med Andreas Bjulver fra Cabal. Resultatet er en knusende tung single. Se, hør og nyd 'Red Eye'!

I marts satte John Cxnnor Devilution i stævne til en snak om musik, maskiner og fremtiden. Nu er det danske industrial noise-kollektiv, der også udgør halvdelen af ​​LLNN, gået sammen med Andreas Bjulver fra det københavnske deathcoreband Cabal, for at udgive singlen 'Red Eye'. Et nummer, der er en mørk nedstigning i en dystopisk fremtid inspireret af Terminator-universet, med rødder i den danske hardcorescene.

Kollektivet, kvaliteterne og maskinerne
John Cxnnor er et nyt industrial electronic noise act, der består af tunge beats og flere gæstevokalister inspireret af det soniske og visuelle univers, der indhyller Terminator-franchiset og andre klassiske 80'er-film. Kollektivet er startet af de to brødre, Ketil og Rasmus G. Sejersen, som også er medlemmer af det post-apokalyptiske metalband LLNN og de var også tidligere med i The Psyke Project.

Duoen inkorporerer en række forskellige stilarter, herunder trip hop, doom metal og sci-fi filmsoundtracks i deres musikproduktioner, herunder egenproducerede lydoptagelser af hydraulisk knust metalskrot og musikinstrumenter, der smadres med mukkertere og andet sejt, destruktivt værktøj.

Som vi omtalte i interviewet tidligere på året, har John Cxnnor allerere udgivet deres debutsingle 'Dead Sister Merope' – et remix af dark-folk-kunstneren The Devil's Trade.

JC1

Meget mere i vente
I forbindelse med præmieren på 'Red Eye' fortæller duoen:

– Vi er super begejstrede for at præsentere vores 2. single 'Red Eye' med frontdæmon Andreas Bjulver på vokal. Hans energiske deathcore-violence passer perfekt ind i de mørke industrial electronica og Terminatorbaserede vibes, som vi forsøger at skabe med John Cxnnor. Flere nye tracks lanceres i en nær fremtid, både med andre vokalister fra den danske hardcorescene og flere mørke soniske T800-tracks med Andreas.

– Vores lille noise-collective er kun lige begyndt.