2020 - Flammeskriftet

_XJD5239

Der er vel ingen, der rigtig gider at mindes 2020. Et håbløst år for kulturen, hvor tæppet blev revet væk under hele branchen. Vi ser tilbage på et år, hvor de store visioner blev erstattet af lappeløsninger, og hvor gamle dage aldrig har syntes mere tillokkende.

2020 har på alle plan været et usædvanligt år. Som art har vi en iboende trang til at søge mod det sikre, det velkendte og trygge, når der bliver vendt op og ned på vores hverdag. Men vi bør ikke svælge i, hvad der var en gang, blot fordi øjeblikket, vi lever i, virker nyt og farligt. På den måde stagnerer vi fuldstændigt som scene. Nyt er ikke i sig selv godt, men uden fremdrift dør vi. Vi kan ikke tillade os at ophæve det middelmådige til godt, blot fordi gamle kendinge valgte at udgive nyt. En lang og glorværdig karriere, er ikke det samme som kvalitet – heller ikke selvom det føles trygt i en foranderlig verden. Det er en uheldig tendens, vi har set dominere 2020.

Heldigvis har vi også set folk tage ansvar. Folk vedgår, at rock- & metalmiljøet ikke er den lyserøde drøm, som større danske medier har for vane at portrættere det som. Der er blevet sagt nej til sexisme og trolderi på de sociale medier. Vi har oplevet organisationer, branchefolk, influencere og endda enkelte politikere kæmpe indædt for kulturel støtte til en blødende musikbranche. Vi har endda set rock- & metalmedier succesfuldt videreformidle kvalitetsmateriale i en tid, hvor levebrødet, koncertanmeldelserne, er smuldret væk, også under vores fødder.

Kunst eller håndværk

Hvor vi sidste år så antydningen af håb for den danske scene, er vi i år endt et sted, hvor vi mest af alt er skuffede over, at det ikke er blevet til mere. Jovist, der er kommet gode plader herhjemme, men de store overraskelser – de helt nye navne, eller de overrumplende gode plader, der transcenderer både både scenens egne genremæssige indhegninger eller ligefrem grænserne til det øvrige kulturliv – har der ikke rigtigt været noget af. Afsky nød stor opmærksomhed udenfor metal, men nok engang handlede det vist mest om, at ikke-metallerne gik på røven over, at metal kan være mere end bøv og bøh. Opfindsomheden var med få undtagelser på et historisk lavpunkt i 2020. At en plade som Dethrxners ‘Overthrxwn' har formået at provokere os, siger meget. Med al respekt er pladen ikke meget mere end middelmådig, men den satte gang i meget mere end 99 % af de resterende danske udgivelser i 2020.
Herhjemme har blackmetallen tiltusket sig det rampelys, som dødsmetallen tidligere lod sig bade i. Selv når musikken har en vis kvalitet, er det ikke et prisværdigt særkende, at man disker op med en stak blandede surtsmagende danske bandnavne og sangtitler, der skal gøre op for noget så simpelt som mangel på egensindighed, selvstændig udstråling og kunstnerisk særpræg. Ej heller gør det den store forskel, at man, grundet egne begrænsninger, stjæler med arme og ben fra både sen-romantikken og realismen.

Nytænkningen savnes. Når metal får opmærksomhed udenfor reservatet, er det som et kuriosum. Genren bliver ikke taget alvorligt i egen ret, som de der irriterende ungdommelige fætre ovre i hiphop gør det. Dér er der en genre, der er blevet ved med at forny sit greb i nye generationer. Dansk metal synes til gengæld at have affundet sig med at repetere sin egen svundne ungdom i 80'erne og 90'erne ad nauseam. De få undtagelser fra den sørgelige regel er til gengæld særdeles anbefalelsesværdige.

Og med disse ord ender vi ved vores kåringer af årets vigtigste bands, titler og oplevelser.

Årets danske album: Eyes: 'Underperformer'

Eyes har med deres første fuldlængde begået årets album. ‘Underperfomer' er lyden af 2020 i al sin ængstelige, kaotiske og aggressive elendighed. Brygget af alt det bedste fra de fem hardcoreveteraners rygsække og med en elskelig mangel på sentimentalitet i forhold til, hvad man plejer at gøre, ligger ‘Underperfomer' på en solid førsteplads.

Årets internationale album: Persekutor: 'Permanent Winter'

Fordi det er det bedste album. Det er en nænsomt opdateret lyd af klassisk og veltjent materiale med en formidabel tæft for sang- og tekstskrivning. Og så er de seje som bare fanden.

"Anyone who is giving sourpuss face about this can feel free to fucks off!"
- citat Vlad the Inhaler

Årets internationale hit:

Hvad med bare at tage historiens mest voldpulede rocknummer og så bare gøre det højere, grimmere, vildere, mere vanvittigt … og dermed godt? Tottal Tömming rev Queens operette-schlager i stykker til perfektion.



Årets danske hit: Eyes: ‘Underperformer'

Sangens stemning rummes fuldendt i videoens krydsklip mellem Victor Kaas' apatiske vuggen og bandets generelle uduelighed. Kombineret med den højspændte og hårdtslående metalliske hardcore gik Eyes rent ind hos staben.

Årets genfundne klassiker: Traditionel metal

Vi er alle manden med weekendvesten.
 
Årets koncert: 3teeth: Pumpehuset, København, 11-02-2020

De store samlende koncerter var der ingen af, så vores bedste bud på en god oplevelse er endt med at blive noget så perifært som en industrialkoncert en tirsdag i februar.
 
Årets internationale navn: Persekutor

Sjældent har drømmen om at stå og pis'fryse på en gletscher, mens man får klø med cykelkæder af en transylvansk knallertrocker, været så tæt på virkeligheden. Vi havde ikke set Persekutor komme i horisonten, men vi er glade for, at vi lige mærkede suset fra den hakkede Yamaha Jog, da de kom brølende forbi med debuten ‘Permanent Winter'. Slagsmåls-black'n'roll med bremsespor i de hullede jeans duperede store dele af redaktionen i 2020.

Årets danske navn: Eyes

Med sin overbevisende og energiske fuldlængde indtager Eyes positionen som årets danske navn. Det kræver at smide alt det nemme overbords og brygge surfrock, numetal, hardcore, metal og vi-ved-snart-ikke-hvad sammen i én fremragende plade.
 
Årets nye internationale navn: Persekutor

Kan vi blive ved med at kaste superlativer i nakken på Persekutor, der med lyden af fortiden alligevel var af årets mest friske pust? Bandet leverede et simpelt, målrettet album med en beskidt, flosset og tiliset rød tråd, der kombineret med gedigent god sangskrivning og et charmerende, kantet og gennemført image gjorde Persekutor til en oplevelse, de fleste bør unde sig selv at have. Vi glæder os allerede til mere fra Motörheads blackmetalliske bastardunger.

Årets nye danske navn: Eyes

Trods det at adskillige redaktionsmedlemmer åbenbart har haft hovedet plantet de forkerte steder og derfor har ikke opdaget Eyes før ‘Underperformer', så de er også årets nye danske navn.
 
Årets comeback: Den fjerntransmitterede koncert

Hvor det før var dampradioen folk samledes om på en vild fredag, er det nu en stream fra fjerne himmelstrøg – eller bare dit yndlingsspillested.

Årets fysiske udgivelse/bog/film:

Dette var vi på ingen måde enige om – så uendelig langt fra, så en executive decision er taget: Hanna Ella Sandvik har købt et neonskilt i en online merch-butik. Det vinder. Fordi.
 
Det overså vi i 2019:

At verden var på vej til at blive ramt af en pandemi. Hvad med dig?
– citat: Mathias Nielsen
 
Årets optur:

Det er sket før, og det kommer sikkert til at ske igen. Uafhængigt af hinanden har mange valgt at fremhæve Devilution for den forskel, vi forsøge at gøre, og det hårde arbejde, alle lægger i det fælles projekt. Så vi er vores egen optur.
 
Årets største skuffelse:

Sidste års største ønske for 2020 gik ikke i opfyldelse: Der blev på ingen måde færre idioter med internetadgang, hvorfor årets største skuffelse er, at der vel nærmest er blevet endnu flere idioter med internetadgang. Nedtur.
 
Største ønske for 2021:

Enigheden her er til at overse. Mange vil gerne til koncert igen, pånær altså lige dem, der drømmer om at få tid til at at lave intet, alene.

Det glæder Devilution sig mest til i 2021: Koncerter!

Vi vil til koncert igen.