Drama i dybet
Populær
Tempoet er blevet skruet op, og black metallen forsvoret, men rødderne i Hexis fornægter sig ikke på Eyes’ debutudgivelse. Det er altsammen en anbefaling, skulle man være i tvivl.
Figures
Float
Husk
Silhouettes
Transcending
Them
Hvad blev der egentlig af resten af Hexis, efter bandet meget offentligt faldt fra hinanden i foråret 2015, hvorefter frontmanden, Filip Andersen, videreførte det som sit eget projekt med skiftende musikere? Jo, tre af dem, der havde været med omkring gennembruds-ep’en ‘XI’ og debutalbummet ‘Abalam’, Rasmus Furbo, Kenn Bendtsen og Simon Djurhuus, begyndte så småt at spille sammen igen sidste år, fordi de heller ikke var helt færdige med den form for hardcore, de havde spillet i Hexis. Som sanger fik de Victor Kaas, der på det tidspunkt netop var droppet ud af Hexis efter at have spillet en af bandets notorisk monstrøse turnéer. Det er ikke svært at forestille sig, hvad de fire har at bonde om, men det er dog trods alt ikke værre, end at de fik deres livedebut først på året til en koncert, Filip Andersen havde booket, og i oktober deltes om en Tysklands-tour som support for Siberian Hell Sounds med Hexis.
Så meget for drama.
Det er der til gengæld rigeligt af i musikken på bandets godt 20 minutter lange debut, der blev udgivet digitalt på Bandcamp i maj og på et eller andet tidspunkt også kommer på vinyl og kassettebånd. Bandmedlemmernes fortid fornægter sig ikke: Der er flere af de samme breaks og hvirvlende guitarmelodier, som man kender fra Hexis, specielt i de afsluttende ‘Transcending’ og ‘Them’, men fokus er alligevel flyttet lidt. Black metal-elementerne er luget ud til fordel for den mere gængse hardcore, specielt på den noget nær lystige ‘Float’, der minder om Converge omkring ‘Jane Doe’.
Når vi taler hardcore her, er det altså den kaotiske af slagsen, sådan som man kender den fra Botch og Coalesce. Det er metallisk brutalt, der er sange som ‘Silhouttes’, der ruller af sted med kvasende kraft, og grundstemningen er desperat og mørk. Det er ikke for ingenting, at bassisten Rasmus Furbo også spiller i de stemningsmæssigt beslægtede LLNN, men hos Eyes er tempoet skruet op, og det konfrontatoriske har en anden karakter, ikke ulig den man fandt hos The Psyke Project-sangeren Martin Nielskovs band Église. Det er livslede, man kan skate til.
Der er altså fortsat masser af drama at komme efter, og hvis Eyes kan holde den gående i samme tempo, som de indtil videre har præsteret, er det her et band, det er værd at holde øje med i de kommende år.