Dystopisk synth-bombardement
Populær
'Deads' er en plade, der kræver meget af sine lyttere. Er man i den rette sindstilstand til at blive tæsket ørerne fulde med post-apokalyptisk, sci-fi-inspireret hardcore, så er der rigeligt at komme efter.
2. Parallels
3. Armada
4. Civilizations
5. Appeaser
6.Deplete
7. Structures
8. Deads
“The overall album theme of 'Deads' is about births and downfalls of civilizations in other worlds throughout the universe, from creation to final decay, the depletion of the host…”
Med en udtalelse som denne fortsætter LLNN på seneste skæring den dystopiske kurs fra debuten og 'Marks / Traces', sidste års split med Wovoka. Hvor 'Deads' dog for alvor skiller sig ud i forhold til forgængerne, er i form af lydtapetet, som i kraft af en stærkere integreret synth-flade nu i højere grad tvinger lytteren ud i et eksplosivt sonisk bombardement, der tydeligvis kræver mere end tre lyt, før det hele rigtig kommer til sin ret. I dette tilfælde rådes af samme årsag minimum fem lyt, før man giver sin endelige dom.
Hvis man giver albummet tid nok, kommer belønningen så også til én i form af kold, ubarmhjertigt dyster post-metal, hvor de smukke, ambiente segmenter mere fremstår som stilhed inden den soniske storm, der som oftest er den dominerende del af lydbilledet. Rasmus Sejersens trommer tæskes tungt og hårdt, guitar og bas supplerer hinanden i én kakafonisk smadret wall of noise, og Rasmus' bror Kjetil har fundet sin plads i bandet med kølige keyflader, der som oftest lægger sig som et subtilt underspillet element i det store lydbillede, om end ikke mere underspillet, end at det konstant bidrager til at udfordre lytteren. Sidst, men ingenlunde mindst, er Christian Bonnesens vokal så modbydeligt skærende og intens, at den i sig selv tilføjer en massivt destruktiv dimension til den dystopiske rejse, som 'Deads' tvinger os ud på.
Turen starter med 20 sekunders ambiens, inden 'Despots' giver os en kort, men knusende intro til det, der venter forude. Bagefter følger 'Parallels', der med brutale start-stop-virkemidler i verset, koblet med vævende overgange mellem versene, illustrerer den mere forstyrrede side af LLNN, mens 'Armada' giver mere plads til sci-fi-inspirationerne i form af frostklare synth-bølger mellem de staccato-stramme riffopbygninger over otte storladne minutter. Et af højdepunkterne, inden 'Civilizations' agerer intro til næste højdepunkt,det gloomy rifforama, som udgøres af førstesinglen 'Appeaser'.
'Deplete' lægger sig op ad samme knusende model som 'Parallels', mens det afsluttende titelnummer fortsætter den evigt vekslende grænse mellem kaotiske riff-lydmure og dragende ambiente synth-passager. En massiv afrunding af et album, der bestemt ikke er for sarte sjæle. Det er medrivende og flot skruet sammen, og er man i det lune, hvor man vil rystes i grundvolden og få alle dagligdagens frustrationer ud af systemet på 38 minutter, så kan man roligt søge en vis form for drabelig tryghed i 'Deads'. Under alle omstændigheder bør man tjene albummet og detaljerigdommen ret og sætte volumen op på 11. Så kan det ikke gå helt galt.