Hoppeborgens helte

Populær
Hoppeborgens helte

Sick Of It All kender ikke til dårlige dage, og det er ingen sag for dem at spille en søndag op, selvom den største overraskelse hos NYHC-veteranerne er, at de har lagt åbningsnummeret til sidst i sættet.

Titel
+ LLNN
Spillested
Dato
09-08-2015
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

For et band, der ligefrem har skrevet en sang med titlen ‘A Month of Sundays’, der besynger de legendariske NYHC-matinéer på CBGB’s, kunne det næsten dårligt passe bedre at spille på ugens koncertmæssigt suverænt sløveste dag. Og lykkes med det, som om det var det nemmeste i verden. Sick Of It All kender ikke til off-dage, de kender ikke til at hvile sig, og det har de heller ikke gjort, siden de startede for 29 år siden i 1986. Det gør Lou Koller tidligt i showet opmærksom på: Det er kudos i sig selv at have holdt fanen højt år ud, år ind, mens andre bands er sprunget til og fra. I bogen ‘NYHC’ bemærker Vinnie Stigma fra Agnostic Front – velsagtens det eneste NYHC-band, der har været aktive længere end SOIA, med kun et enkelt lille afbræk i midten af 90’erne – at selvom det er fedt at se gamle venner genoplive deres bands og vende tilbage, så kan han ikke lade være med samtidig at være pissed over, at de forlod scenen i sin tid og så bare kommer skøjtende tilbage til udsolgte shows, når der opstår en fornyet interesse for dem.

Det er der ingen, der kan anklage SOIA for: De har arbejdet for det, uafbrudt, med albummer og shows i en endeløs circle pit. Pete Koller har i tre årtier hængt mere i luften med sin guitar, end han har haft fødderne på scenen, mens lillebror Lou har ageret oppisker, joker og evigt charmerende frontmand. Man kan godt begynde at se rynkerne omkring deres øjne nu, også selvom både Pete og trommeslageren Armand Majidi gemmer dem bag en bandana, og Craig Ahead har fået en Babybjörn-bæresæle på sin bas for at aflaste ryggen aften efter aften, men der er ingen, der nogensinde skal kunne komme og sige, at SOIA har leveret et halvsløjt show.

Lutter gengangere

Så de gør det, de gør: De leverer det show, alle er kommet for at se. Da Lou Koller hen imod slutningen af showet beder alle, der ser dem for første gang, om at række hånden i vejret, er der langt mellem de løftede hænder. Selv han ser forbløffet ud over det faktum, og det kommer han også til at gøre næste dag i Hamburg, når han stiller præcis det samme spørgsmål. Men det er lige meget, alle er klar over, at det er de samme tricks, der går igen, det samme show. Der er ingen, der prøver at foregive noget andet. Når bandet spiller de indledende takter til ‘Braveheart’, ved alle i publikum, hvad der skal til at ske: Rummet deles op i to ned hele vejen ned igennem salen, alle gennes ud til hver deres side, Lou Koller joker med dem, han ser værne om deres øl, fordi de ved, at de kommer til at miste dem nu, og når så bandet sætter ind med ‘Scratch the Surface’, eksploderer de to fløje mod hinanden. Sådan har det været, siden de skrev nummeret i ‘94 og opfandt "The Braveheart", eller "Wall of Death", som øvelsen også kaldes, og det er svært at forestille sig, at der en dag vil være en verden, hvor der ikke et eller andet sted på en given aften er en SOIA-koncert, hvor alle troligt stiller sig ud til siden for at tørne sammen.

Når SOIA har kunnet holde den gående så længe, skyldes det dog mere end bare en ekstraordinær tæft for showmanship: Bandet har vedvarende skrevet nogle af genrens mest effektive sange med catchy omkvæd, masser af singalong-potentiale, hooks, riffs og solide breakdowns i en version af NYHC der er sig sine streetpunkede rødder bevidst. Bevares, så har de to seneste plader, ‘Based on a True Story’ og ‘Last Act of Defiance’, ikke været blandt deres mest inspirerede, men der er masser af materiale at tage af til det præcis 1 time lange sæt, og selv de numre der kan synes lidt fortærskede på plade, glider fornemt ind i sammenhængen, når de bliver spillet live. Det virker, der moshes, der skankes, der hoppes synkront blandt publikum og bandmedlemmer, hvad der har givet genren sit lidet flatterende øgenavn hoppeborgshardcore. Der er ingen fine fornemmelser til et SOIA-show, men det er sjovt, og bandet fremstår så ærkesympatiske, at man også forlader showet med en god smag i munden.

Den største overraskelse i aften er, at bandet har valgt at lægge den klassiske showstarter ‘Good Lookin’ Out’ – den der altid får hele salen til at brøle “WOOOH-HOH!” efter den første linje – til sidst i sættet denne gang. At det bliver ved med at være lige fedt hver gang, er ingen overraskelse.

Keyboardheadbanging

Det ser efterhånden ud til, at det positive, der trods alt kom ud af, at The Psyke Project stoppede sidste år, er, at bandet nu bare er splittet op i flere variationer over mere eller mindre det samme band. Omend med hver sin betoning, naturligvis, og hvor Czar og Église har videreført chaoscoren i en mere rå udgave, så bliver det episke videreført i aftenens åbningsnavn LLNN, der tæller trommeslageren Rasmus Sejersen og guitaristen Christian Bonnesen fra The Psyke Project. At det, der så, i hvert fald på de første tre plader, gjorde The Psyke Project til så særligt et band, var summen af de forskellige elementer, anes desværre indtil videre også i aflæggerne.

LLNN har droppet posthardcoren til fordel for en sludgemetallisk noiserock, hvor man dog indimellem aner nogle sært upassende groovemetalliske tendenser, og nok så glad jeg for min del burde være for, at der begynder at dukke flere noiserockbands op på scenen herhjemme igen, så er jeg ikke helt vundet over af LLNN. Det monotone udtryk fremstår gennemtænkt og massivt, men ved første lyt til materialet fra deres kommende debutalbum, ‘Loss’ – “som i dyret los,” lyder det fra scenen; “som i far Lars” lyder svaret fra nogen i publikum – får jeg også en mistanke om, at der måske ikke rigtig er så meget, det lukker sig om. Som om det ikke nødvendigvis vil afsløre så mange nye facetter i musikken, når den efter flere lyt begynder at åbne sig for en. Men det må så komme an på en prøve, når albummet kommer.

LLNN har i hvert fald fat i noget, som godt kunne blive ret voldsomt, når de har fået arbejdet lidt mere med det. Den horrorstemning, keyboardet synes at skulle tilføje musikken, kunne man godt forestille sig, at de ville kunne få meget mere ud af, hvis de gjorde den mere dominerende. Jeg kommer flere gange til at tænke på The Haxan Cloaks omarbejdninger af The Body på ‘I Shall Die Here’-pladen, også på grund  af den dobbelte skrigevokal, og er det ikke nødvendigvis en retningsangivelse for LLNN, så kunne det godt inspirere mere, end tilfældet er nu. Under alle omstændigheder bliver jeg brat revet ud af den association, når keyboardspilleren påbegynder den lidet skønne kunst, der er at headbange bag et keyboard.

Virkelig, det er ikke den slags, man holder tre årtier på i det her game.