Mono Goes Metal 2015
Populær
Billige fadøl, hvide russere, jysk metalhygge ... To fantastiske dage i undergrundsmusikkens tegn.
GAIA
THE POWERGLOVES
ALL TRAYS FOR VENOM
THE WORLD STATE
PET THE PREACHER
Lørdag:
SEVEN THORNS
SILHOUETTE
LLNN
WOEBEGONE OBSCURED
SMOTHERED (SE)
HULDRE
INIQUITY
I Åbyhøj i Århus ligger Monorama; en lille fin bebyggelse bestående af øvelokaler, et studie og ikke mindst en scene – her holder musikforeningen Mono til, der bl.a. afholder den årlige festival Mono Goes Metal.
Mono Goes Metal er en af Danmarks allerhyggeligste festivaler. Vel mest pga. dens beskedne størrelse på omkring de halvandet hundrede gæster. Men det er ikke bare størrelsen, det er også det, at der år efter år er mange af de samme mennesker, der besøger festivalen nærmest på trods af programmet, og at der dermed stort set altid er bekendte ansigter; folk, der kender og holder af Monorama og festivalen, og er indstillet på at hygge sig, samtale, drikke bajere og, ikke mindst, høre en masse undergrundsmusik fra ind- og udland. Mange af dem, der kommer til MGM år efter år er selv musikere, der elsker og dyrker genren og scenen.
Fredag
Fredag starter med fuldemandshistorier fra konferencier Anders Bøtter, hvor han fortæller, hvordan han første gang oplevede Gaia til Blastbeasts The New Shit showcase og der bliver grinet og klappet, mens aftenens første band gør sig klar til at gå på scenen.
Gaia
Gaia er årets Undergrunds Ukrudt-band udvalgt af Anders Bøtter og Sort Søndag.
Mens guitarist og forsanger Kriller roder med ledninger begynder bassist Morten at spille et slags introstykke. Det er desværre lidt kedeligt, og det gør, at bandet kommer lidt tamt fra start, men da resten af bandet slutter sig til, fungerer det virkelig fint! Gaia har rigtig mange fine elementer, bl.a. højtflyvende melodiske guitarstykker som kontrast til de tunge, fuzzede riffs. Gaia er virkelig mange steder rent stilmæssigt inden for doom; til tider er det 70'er-fuzzet, så mere moderne doom, og på andre tidspunkter kan man ane en smule inspiration fra den tidlige, groovede 90’er-stoner. Det er både stenet og tungt, men når det er bedst også drømmende og svævende. Dog virker det, som om de endnu mangler en del rutine på scenen; det er lidt rodet og uhomogent, og midt i et nummer er der et kiks med et kabel, og guitaren forsvinder pludseligt, men da Kriller får skiftet kabel, kører det for dem igen.
Altså en noget rodet, men fornøjelig koncert.
The Powergloves
Musikken er virkelig flot orkestreret, og man kan høre, at drengene ved, hvad de laver, men det er alt for pudset og pænt, og det bliver meget hurtigt kedeligt. Metal må gerne være hurtigt, beskidt og ikke for tight. På trods af den polerede lyd og en meget stillestående performance formår The Powergloves dog at levere et nogenlunde energisk liveshow.
All Trays For Venom
All Trays For Venom mener selv, at de spiller melodisk dødsmetal, men det var lidt svært at høre for denne anmelder. Det er nærmere typisk Århus-metalcore-død med en tyk streg under metalcore, knap så meget under død og lidt for meget metervare-guitarlir. Forsanger Rasmus kører den jyske, lidt bøvede jargon, der virker for f.eks. Jacob Bredahl, men har ikke samme humoristiske appeal; det virker i stedet lidt for fodboldbølle-agtigt og skabet, når han så samtidig giver publikum fingeren og vælter folks øl. Ikke nogen specielt interessant oplevelse.
The World State
Leifur, der er primus motor bag festivalen, spillede fredag aften med sit eget band, der bedst beskrives som melodiøst, progget pop-rock med kvindevokal, og det er bare ikke rigtig mig; det er lidt for pænt og kedeligt, og nogle gange lyder det lidt for meget som bål-fællessang a la Højskolesangbogen. Når det er tungest, lyder det lidt hen ad Evanesence, til trods for få mere ekstremt lydende strummingmønstre. Når det til gengæld er bedst, leveres der lækre grooves og meget flot vokal. Musikken bliver også meget mere tolererbart, som vi bevæger os gennem sttet.
Pet The Preacher
Pet The Preacher var fredag aftens klare hovednavn og gav også et show, der helt afgjort var et af festivalens bedste. Den københavnske trio er et af Danmarks bedste og mest professionelle livebands lige nu og holder en meget høj standard, der uden problemer kan måle sig med internationale bands i samme genre – noget vi kan være stolte af herhjemme. Forsanger Christian Hede beklagede sig inden showet over at være ramt af sygdom, men det var der ikke noget at spore af på scenen, hvor der blev leveret et potent og levende show uden den store slinger i valsen.
Pet The Preacher viser god form, de groover lækkert koncerten igennem, og med Christian Hedes stage presence er de ikke til at skyde igennem denne aften i Åbyhøj.
Aftenen fortsætter med Tommy Christensen (Crocell) ved DJ-pulten.
Lørdag
Det meste af lørdagen var jeg under stort, selvforskyldt pres fra nogle grimme tømmermænd og kom ikke på Mono, før Smothered gik på og gik altså, til min store skuffelse, glip af både Woebegone Obscured, LLNN, Silhouette og Seven Thorns. Fra venner fik jeg at vide, at specielt Silhouette og LLNN skulle have været rigtig godt.
Smothered
Festivalens svenske indslag kom fra dødsmetallerne Smothered, der gik på scenen til et lydklip af Ernst Hugos udødelige “Danskjävlar!” fra Von Triers 'Riget'. De spiller god oldschool svenskerdød med masser af buzzsawguitar, “dubbelkagge” og ikke mindst Lovecraft-inspiration! Det er pissetungt, hurtigt, creepy, perfekt orkestreret dødsmetal, og de demonstrerer flot, hvorfor svensken er verdensmestre i dødsmetal. Selvom det lyder ondskabsfuldt, er det svært ikke at blive glædeligt opstemt, og det ses tydeligt på publikum, der er fuldstændig med. Smothered gør meget tæt på alt rigtigt.
Huldre
Jeg har aldrig været til folkemetal; jeg tror simpelthen bare ikke, jeg forstår det... I mine ører lyder det mest af alt som en prætentiøs udgave af Evanesence med irriterende, larmende instrumenter. Dog skal det siges, at deres forsanger Nanna Barslevs drømmende vokal er svært imponerende og nærmest hypnotisk. Men hvad hjælper det, når resten er et irritationsmoment?
Iniquity
De gamle drenge i Iniquity spiller hurtig amerikanerdød med bøvsende vokal, buldrende trommer og hele svineriet. De er til stede og leverer et yderst flot og velspillet show, der bl.a. byder på bandets debut, 'Serenadium', fra 1996. Numrene leveres med en helt tydelig spilleglæde og masser af overskud, men live lyder musikken meget ensformigt og lidt for poleret – lidt for gennemtænk. Dog synes folk at nyde et længe ventet gensyn med Iniquity, der mere end gengælder og altså leverer et rigtig flot show, trods alt.
På trods af at ikke alle bands faldt i den udsendtes smag, var Mono Goes Metal 2015 alt i alt en stor succes; det er altid rart at komme der og mærke glæden over og kærligheden til musikken og scenen, og det er fantastisk, at holdet bag år efter år formår at sammensætte et program med så megen bredde og diversitet. Stor cadeau skal lyde herfra; jeg glæder mig allerede til næste år, hvor vi allerede ved, at københavnske By The Patient og Death Rides A Horse kommer og spiller for os.