10 hurtige til Mircea Eftemie
PopulærDer er meget snart nyt på gaden med Mnemic og hvad er mere naturligt i den forbindelse end at høre lidt om guitarist Mirceas egne favoritter og meget andet i NRG’s ”10 hurtige til en heavynørd”?
Her følger de 10 kendte spørgsmål, men undervejs kommer Mircea også ind på den netop annoncerede DK-tour med drum’n’bass bandet F.U.K.T samt noget sceneshows-udstyr, han har udviklet som en del af sin uddannelse.
1. Dine alle tiders fem favorit album?
”Hahaha…ej den er rigtigt svær! Der er jo så fucking mange….nå, jeg vil sige:
Suffocation – Effigy of the Forgotten
Meshuggah – Destroy Erase Improve
Iniquity – alt inklusive demoerne
Morbid Angel – Blessed Are The Sick
Nine Inch Nails – alt”
2. Hvilket nummer ville du have dræbt for selv at have skrevet?
”Hvilket nummer har solgt det meste? Det ved jeg ikke, har ikke rigtigt noget… Hmm…’Master of Puppets” så.”
3. Din favoritmusiker gennem tiderne?
”Bob Marley, Jimi Hendrix, og ham makkeren fra Creedence Clearwater Revival…øh, John Fogerty ja.”
4. Dit favoritband gennem tiderne?
”Sikkert Suffocation. Men det ændrer sig, jo ældre man bliver”
5. Din bedste koncertoplevelse nogensinde?
”Der er faktisk en hel del. Rammstein er en af dem, på Roskilde, da de spillede der engang i halvfemserne (1998, red.). Type O Negative på Wacken sidst de var der var overdrevet cool (2007 – Vejlstrups anmeldelse her). Fremragende koncert, en af de bedste jeg nogensinde har set. Solen var ved at gå ned, og det var bare et fedt tidspunkt.”
6. Hvilket band vil du allerhelst selv turnere med?
”Nu har vi spillet et par shows med Metallica, men en fuld tour med Metallica ville være rigtigt fedt. Ellers er der ikke rigtigt nogle… Vi vil egentlig bare gerne ud at spille at spille hele tiden, og det er sådan set lige meget med hvem.”
7. Det vigtigste før-scenen ritual for dig & bandet?
”Panik! Folk fatter ikke, hvornår vi skal på. Det er vores ritual. Vi er et meget uprofessionelt band, haha. Ej, vi drikker da lidt rom og lidt vodka, og det er sådan set det.”
8. Det bedste ved at være i et band som dit?
”Mange ting. Jeg har været med til at starte det, og har kæmpet på livet løs med at få succes med bandet. Det har vi fået, men det har da gået op og ned. Det er fedt at få lov at skabe noget musik, som andre også kan lide. At komme ud at spille og på tour. Det har været fantastisk. Mange bands kæmper om det, og har måske større potentiale end os, men vi har bare været heldige, og det er jeg meget glad for”
- arrghh…synes nu bestemt ikke det er ufortjent! Nu ikke så beskeden!
”Jamen cool, takker!”
9. Det mest irriterende ved at være i et band som dit?
”Der er også mange ting! Det er irriterende, at vi aldrig vil kunne leve af musikken, og vi har kæmpet for det i så lang tid, taget lån i banken og det ene og andet. Jeg vil ikke sige, at jeg bitter, vi har bare kæmpet med det i så lang tid, og taget så mange røvture. Der burde bare være lidt penge i det, så man kan blive med at lave det, man elsker. Men der bliver nødt til at være en balance, vi kan ikke bare tage ud at turnere på livet løs. Det er nok også godt, at der er det ene og det andet, for hvis vi ikke havde bandet, ja så arbejdede vi måske bare i Netto.”
10. Dine og bandets nærmeste fremtidsplaner?
”Vi håber at komme ud at spille så meget som muligt. Vi har en tour med et band som hedder F.U.K.T. Vi tager et par festivaller til sommer, og der hvor folk er klar på at få os ud, der er vi klar på at spille.
Vi har faktisk lige signet med Anthrax’ management, og det håber vi så giver noget.
- i øvrigt angående F.U.K.T…hvor meget har I selv med det at gøre?
” Det er faktisk min idé. Jeg havde ikke hørt om dem før, men var på Studenterhuset med en god studiekammerat, som har lært mig en del om fede drum’n’bass bands. Der hørte vi så F.U.K.T, og det var supergroovy, og stortrommen gik lige i brystet. Og så tænkte jeg ”hvorfor ikke lave noget nyt og anderledes i stedet for de samme tour-pakker?”. Det kan være vi skyder os selv i foden – mange kommer måske kun for drum’n’bass, men hey! Det kan da også være at de kan lide lidt metal. Måske blander vi sættet på en anderledes måde for at få det til at passe mere sammen.”
”De andre i bandet sagde, nej det skal vi sgu ikke gøre, det er dumt, hvorfor ikke bare metal? Men jeg sagde hey, vi kan ligeså godt prøve det, vi ved ikke om det bliver godt eller dårligt. Jeg ville supergerne og de (F.U.K.T) var helt med på den. Vores booker, syntes det var en god idé og tog en snak med deres management. Jeg håber der kommer folk til koncerterne, men nu må vi jo se.”
UDVIKLING AF INTERAKTIVT SCENESHOW
- Der er noget med at du har udviklet noget sceneshow?
”Jamen det er en del af min uddannelse. Jeg har gået på en uddannelse, der hedder medialogi. Efter vi turnerede et helt år for ’Passenger’, så var vi alle temmelig udbrændte. Jeg har så en multimediedesigner-uddannelse, og så tænkte jeg, at nu skulle der fandme ske noget andet og have lidt stabilitet. Mere eller mindre lytte efter mine forældre, og ikke bare gå rundt og være rockstjerne hele tiden.”
”Det er en uddannelse, hvor man kombinerer en masse ting. Alt fra computerspil og softwareudvikling, men også en del design. Jeg kan simpelthen ikke holde mig væk fra musik, bandet og være kreativ, så jeg har dels bygget en volumenpedal til at sidde fast på guitaren, som man styrer med håndbevægelse. På bachelor-delen havde vi lidt penge i bandet, som jeg ikke ønskede at investere i et traditionelt backdrop til sceneshowet, men hellere være lidt smarte og lave noget mere dynamisk.”
”I første omgang, tænkte jeg i hologrammer med sådan noget projektionslys, og have sådan nogle ’Minority Report’ hologrammer under showet. Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, så det blev noget mere jordnært med sensorer koblet til trommesættet, en projektor og et lærred. Stortrommeslagene eller guitarsystemet benyttes så til at styre noget video. Systemet blev halvfærdigt, fordi jeg ville også have lavet en lasergun til mikrofonen, så vores forsanger kunne tegne streger til 3D-modeller på lærredet. Vi kalder det interactive performance system, og vi bruger det faktisk, og havde det med til Frankrig for nylig. Det virker megafedt, og vi kan så programmere og selv styre, hvad vi vil have på vores lærred, så showet kan blive dynamisk i stedet for statisk og det samme igen og igen.
- Et særligt fremtidsperspektiv for dig?
”Ja, måske. Synes det er fedt at udvikle, men jeg tror aldrig jeg vil opgive at spille musik. Nu må vi se. Men fremtiden lige nu er at komme ud at spille og promovere pladen, så meget som muligt.”
Og dermed fik en nysgerrig skribent og en snaksalig guitarist gjort "10 hurtige" til en lidt længere affære. Mnemics 'Sons of the System' udkommer 15. januar 2010.