Jeg kan bedst lide det rowdy

Fra den ene ende af jordkloden til den anden på tre måneder og 79 shows: Hexis prøver at nå at spille alle de steder i verden, de overhovedet kan. Vi fangede dem i Odense en måned inde i turnéen. 

For en mand, der indtil videre har rejst rundt og spillet på små klubber i en lille måneds tid uden ophør og har to måneder tilbage uden meget mere end en håndfuld fridage indlagt, fremstår Filip Andersen nærmest uforskammet afslappet. Når han lillejuleaftensdag stiger ombord på et fly i New Zealand og flyver hjem til Danmark, har han i løbet af tre måneder spillet 79 koncerter i 12 lande på tre kontinenter. Det er den længste tour, hans band Hexis endnu har spillet, både hvad angår antal koncerter og afstande: I løbet af de tre måneder når de fra Færøerne gennem Skandinavien og Tyskland ud til Asien, Australien og New Zealand.

Der er vel næppe noget andet dansk band, der kan matche den protestantiske arbejdsmoral, hverken i eller uden for metal og hardcore. Det var også en af de ting, der i 2015 knækkede bandet efter fem år sammen.

– Det var nok hovedgrunden, at de andre syntes, at det var for meget at turnere sådan, indrømmer Filip Andersen om de interne stridigheder, der i foråret 2015 førte til, at han efter et bandmøde stod alene tilbage, efter trommeslageren, guitaristen og bassisten havde forladt bandet.

Det er derfor, det giver god mening at kalde Hexis hans band i dag. Den italienske bassist Luca Mele er i løbet af det sidste års tid blevet fast medlem, men i det store hele er det Filip Andersen, der booker Hexis’ turnéer og tegner bandet udadtil, og så hyrer han musikere ind, når han skal turnere. Det er nemmere sådan, fordi der ellers er for mange kalendre at koordinere, men det er også det, der er skyld i, at den igangværende turné er blevet så lang:

– Det var meningen, vi bare skulle have spillet 3-4 uger i Skandinavien, som vi har gjort nu, og så have et par ugers chill-tid derhjemme, inden vi tog af sted igen. Men så hyrede vi en stand-in-guitarist fra New Zealand og en trommeslager fra Australien, og så gav det ikke mening for dem økonomisk at holde pause midt i det hele, så jeg bookede tysklandsturnéen ind imellem Skandinavien og Asien.

Rastløsheden melder sig
Han booker selv turnéerne. Efter at have spillet så meget rundt omkring har han efterhånden opbygget et ret godt netværk, og Hexis er i den position nu, hvor de får tilbudt flere koncerter, end selv de kan overkomme at spille. Hvilket ikke siger så lidt:

– Det var i 2014, vi begyndte at turnere mere og var oppe at spille omkring 120 shows på et år. Sidste år nåede vi så op på over 200 shows, konstaterer han.

– Den første lange tour var for halvandet år siden, hvor vi spillede to måneder i Asien. Der var det helt mærkeligt at vende tilbage til det virkelige liv bagefter. Det kan nok godt være lidt farligt. Jeg bliver let rastløs, når jeg er hjemme. Jeg føler mig mere tilpas, når jeg er ude at spille.

Hverken komfortmæssigt eller økonomisk er der den store gevinst at hente i det, erkender han. Overnatningsfaciliteterne svinger mellem hotelværelser og et betongulv, og trommeslageren har sagt sin lejlighed op hjemme i Australien inden turnéen, fordi det ikke gav mening at betale husleje i tre måneder, mens han var ude at spille.

– Det er et sats, men det er en måde at få det til at fungere på. Vi har nogle faste deals, når vi spiller, men merch ved man aldrig med. Lige nu ser det ganske godt ud: Jeg har lige været i banken i dag og veksle valuta fra de sidste uger, og der var mere, end jeg havde regnet med. Vi lavede også et godt overskud på en seksugers europaturné tidligere på året, som vi så investerer her.

Hvor de andre ikke kommer ud
Det er derfor, det for eksempel godt kan betale sig for Hexis at starte denne turné i Torshavn på Færøerne, selvom der ikke kommer meget mere end 50 mennesker til sådan en koncert.

– Det gode ved at spille på Færøerne og i Norge er, at entréen er meget højere der. For det meste betaler man 150 kroner i døren mod i aften, hvor det er en halvtredser. Så det bliver faktisk nok til at betale for flybilletterne frem og tilbage – går jeg ud fra, vi har ikke fået betaling derfra endnu.

Oprindeligt var det meningen, at den tour, de er på nu, skulle have ført dem ned gennem Afrika. Det er sådan noget, Hexis gør: Spiller der, hvor de færreste andre metalbands kommer ud. I starten af 2013 var de halvanden uges tid rundt i Cuba, denne gang vinder de nyt land for sig selv ved at spille for første gang på Færøerne og i Finland, men også i Mongoliet og Kina.

– Sådan noget som at spille i Mongoliet kommer til at give underskud. Men så spiller vi for eksempel i København i morgen, og det er det bedste betalte show på hele touren.

Men det handler ikke bare om at få hak i bæltet, som Cuba-touren med otte koncerter vidner om. Det er lige så vigtigt for Hexis at komme ud der, hvor de andre bands aldrig kommer hen.

– Da vi lavede to måneders Asien-tour sidste år, spillede vi en hel måned i Indonesien. De fleste andre spiller kun i Jakarta og måske et par andre af de større byer, når de kommer til Indonesien, men jeg tror næsten, at vi nåede at spille på alle øerne. Og det betød, at vi kom til at spille i Makassar, som nærmest var det bedste show, vi nogensinde har spillet. Det var i et hus, der var blevet lejet oppe i bjergene, og der var måske plads til 50 mennesker, men der kom 200! Folk hang ud af vinduerne for at kunne være der!

Hardcore-mentaliteten
Begejstringen lyser ud af ham ved mindet om den specielle koncert.

–  Vi spillede i et aflangt rum, og jeg kunne hele tiden se 5-6 fyre ad gangen crowdsurfe, når jeg løftede blikket. På et tidspunkt var der en, der røg ned i trommesættet og flækkede det hele ad, så vi måtte i gang med at bygge trommesættet op igen midt i showet.

Filip Andersen er godt klar over, at hans hang til eventyr kræver en del af dem, han spiller med.

– For mange er den slags et mareridt. For os er det bare fedt! Vi er nok mere til at spille på et gulv end at stå på en rigtig scene. Jeg kan bedst lide det rowdy. Selvom vi spiller metal, ser vi mere os selv som et hardcore-band. Det er helt klart den scene, vi connecter bedst med.

Denne gang fører eventyrlysten altså Hexis til Kina og Mongoliet, inden de vender tilbage til Japan og Australien, hvor de tidligere har turneret.

– Japan er et af de fedeste steder overhovedet at spille. Det er altid vigtigt for mig, at vi inkluderer mindst ét nyt land, når vi laver en tour. Nu skal vi spille i Mongoliet, hvor vi ved, at der er en del metalshows i hovedstaden, og de er generelt velbesøgte. Men vi skal også spille to mindre byer, hvor promoteren har sagt, at det er første gang, der overhovedet er nogen, der spiller metal der. Så vi ved ikke rigtig, hvad vi skal forvente. Men tit er det også bare sådan, at hvis man har høje forventninger, bliver man nemt skuffet. Det er den bedste oplevelse, hvis man ikke ved, hvad man skal forvente.

Når det en dag stopper
Bag den turnévirksomhed, der udefra set kan virke forrykt, fordi det i så mange af tilfældene er ren tilsætning, ligger en klart defineret vision fra Filip Andersens side:

– Min overordnede plan er, at når det her en dag stopper, vil jeg godt kunne sige, at jeg har spillet i alle de lande i verden, hvor det er muligt at spille.

Du siger selv: “Når det her stopper.” Har du en deadline? Hvor længe kan du holde den gående på det her niveau?

Flip Andersen rykker ubekvemt rundt i sædet.

– Jeg ved det ikke. Det er måske om ti år. Hvis du ser på sådan nogle som Converge og Neurosis, holder de den jo stadigvæk kørende. Jeg ved ikke engang, hvor gamle de er.

Men de er så også på et andet niveau.

– Ja. Ja, det er de.

22. december spiller Hexis turnéens sidste koncert i Auckland, New Zealand, tre måneder og én dag efter de begyndte i Torshavn på den diamentralt modsatte side af kloden. Samme dag fylder Filip Andersen 30. Når han lander juleaftensdag kl. 14 i Kastrup efter at have rejst i 36 timer, tager han direkte hjem og fejrer jul med sine forældre.

– Det bliver noget med at køre en masse energidrik ned og prøve at fungere som et normalt menneske.

Det får han så at se, hvor længe han kan klare, inden rastløsheden melder sig igen. Allerede nu er han i gang med at booke en ny tour til april næste år. Inden da skal bandet mødes ti dage i København i slutningen af januar for at skrive en ny plade. Så bliver der også noget mere at turnere med i de kommende år. 

Der er stadig hvide pletter på Hexis’ verdenskort, selvom de hastigt bliver fyldt ud. Og endnu er der ingen deadline for, hvor lang tid de har til det.