Fadølsfest i Friheden
Der var god stemning og høj, musikalsk klasse, da D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy og Sort Sol underholdt i Tivoli Friheden lørdag aften.
Man vidste på forhånd at det ville blive en god aften. D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy, Sort Sol og The Raveonettes. Desværre nåede vi ikke frem til førstnævnte, men vi nåede at opleve de tre andre bands fra start til slut. Og sikke en aften!
Sort Sol havde det sværest under vilkårene. Tivoli Friheden var ramme om en lørdag eftermiddag og aften, hvor det var publikum, der var kommet for at få en fest og ikke nødvendigvis se et enkelt band. Så næppe ret mange inkarnerede fans af Sort Sol. Og så kommer de store jubelråb fra de sange, som den brede befolkning kender bandet for. Nemlig gennembrudspladsen 'Glamourpuss', hvor Sort Sol blev allemandseje. Pladen med adskillige hits, og hvor 'Let Your Fingers Do the Walking' kom med i biografhittet 'Nattevagten', der udover at lære os om Steen Jørgensen og co., også introducerede os til skuespillerne Nikolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia. Her mere end tre årtier senere er det stadig sangene fra førnævnte plade, der rammer bredest, så at Sort Sol startede ud med 'Popcorn' og 'Dog Star Man' betyder, at de fik fat i publikum. Men da de så går over i det mere ukendte materiale, så flyder interessen lidt ud, og folk får travlt med at bestille fadøl, drinks og shots-rør.
Heldigvis fik Steen Jørgensen, Lars Top-Galia Jensen og resten af Sort Sol hevet folk ind til sig igen, da de netop slutter af med førnævnte single-hit fra biografen og lukker ned med 'Shaheeba Bay'. Og for en gangs skyld levede bandet ikke op til deres navn. De fik ikke sunget solen sort. Den stod og bragede lige ned på scenen hele koncerten igennem og var der stadig, da Dizzy Mizz Lizzy gik på tre kvarter senere.
Og her var publikum også klar. Fra første anslag af Tim Christensens guitar på 'Waterline' var publikum tryllebundet og ført tilbage til halvfemserne, da bandet slog igennem med debutpladen. Samme periode som Sort Sols fjerde studieplade. Men sørme om ikke også de havde et spritnyt nummer med, som blev luftet i Tivoli Friheden til publikums store overraskelse. Og glæde, da de hørte, at den lød ligesom de havde håbet på. Som Dizzy Mizz Lizzy.
Bandet har de seneste år fokuseret på deres plader efter gendannelsen, og så er 'Rotator' lidt blevet gemt væk. Ikke denne aften, hvor de midt i koncerten hev en lille håndfuld numre frem derfra og sluttede det af med titelnummeret. Vurderet på den gennemsnitlige hårfarve i Tivoli Friheden denne lørdag aften, så var rigtig mange stadig relativt unge voksne da den plade udkom i 1996. Så det var et nostalgisk genhør, og folk kunne faktisk synge med.
Derefter vendte Dizzy Mizz Lizzy tilbage i den trygge rille, hvor der blev sluttet af med klassikere fra debutpladen, og de blev hyldet. Men det var, som om der manglede noget. Og Tim Christensen kom tilbage på scenen efter den korteste kunstnerpause i mands minde og spurgte, om ikke de havde glemt noget? Selvfølgelig havde de ikke det. Derefter spillede de 'Silverflame', og samtlige fremmødte kunne stå og danse og synge med.
Med to udmærkede rockkoncerter i bagagen var det oplagt at sige tak for i aften. Så nemt skulle det ikke være. For der var mere. Overflødighedshornet, som var den omtalte plakat, havde jo en sidste optræden.
Mægtige D-A-D.
Vi skriver med vilje mægtige, da de altid er garant for en god fest, når de spiller koncert, og denne lørdag i juli måned i hjertet af Aarhus var ingen undtagelse. Lige fra første sang til slut var det Jesper Binzer i hopla, flot fankeret af bassist Stig Pedersen, der jo bare er en spradebasse med vilde kostumer og skøre basguitarer, der agerede blikfang for publikum. Showmen af kunstnergudens nåde.
Det skader ikke, at guitarist Jacob Binzer og trommeslager Laust Sonne ligeledes har fuldstændig styr på hver deres instrument og ved, hvornår de skal være midtpunkt. Den evige drilske dialog mellem forsangeren og trommeslageren, der skal både hidse publikum op og få dem til at grine, fungerer let og er et resultat af mange års trofast tjeneste til musikken og deres fans.
Bevares, de havde også relativ ny musik med i den kun to år gamle 'Speed of Darkness' fra pladen af samme navn, men det var selvfølgelig sange som 'Grow Or Pay', den akustiske 'Laugh 'n' a ½', 'Bad Craziness' og den afsluttende 'Sleeping My Day Away', der gav mest fællessang. Og sikke en fællessang. Der var stort set ikke numre, hvor Jesper Binzer ikke bare kunne gå væk fra mikrofonstativet og lade publikum synge såvel vers som omkvæd. Det kunne Tim Christensen også lidt i koncerten før, men til D-A-D var det decideret imponerende.
For en halvgammel anmelder, der selv har ladet lokkerne falde, var det også godt at høre 'I Won't Cut My Hair' fra deres anden plade 'D.A.D. Draws A Circle', der næste år fylder 40 år. I fire årtier har Jesper Binzer holdt sit løfte, og lørdag aften blev han belønnet med endnu en bølge af kærlighed fra publikum til bandet for ikke bare at have ladet garnet stå, men også sørge for, at man fortsat kan synge med på bandets evergreens.
Og så har vi ikke engang nævnt trommesættet, der blev hævet op og ned i et kokranie på scenen, eller det pikante og meget korte læder-skørt, som Stig Pedersen optrådte i. De visuelle detaljer havde D-A-D naturligvis også styr på. De er garanter for en fest, og lørdag aften blev den skyllet ned med og i lyset af rigelige mængder fadøl.