Black er det nye sort

Populær
Black er det nye sort

Om ikke stuvende fuld, så var Stengade velbesøgt fredag aften, hvor Solbrud bød på releasekoncert og havde taget Ajuna med for at formørke stemningen yderligere.

Kunstner
Titel
+ Ajuna
Spillested
Dato
12-09-2014
Koncertarrangør
Karakter
3

Hvor blev 00'ernes metalpublikum af?

Jeg har længe tænkt, hvor det relativt store metalpublikum, som fyldte de danske spillesteder i midten af 00’erne, blev af. Der opstod et vakuum efter den “gamle” brigades nationale og internationale succes begyndte at aftage. Det vakuum synes i disse dage at fyldes under de spirende black metal-bands (i den københavnske undergrund især), som netop tæller bands som Solbrud, Ajuna og Hexis.

I hvert fald føltes det, som om Stengade nærmest var fyldt til bristepunktet denne aften. Selvfølgelig havde det noget at sige i forhold til fremmødet, at vi var inviteret til Solbruds releasekoncert for pladen ‘Jærtegn’, men noget tyder alligevel på, at black er det nye sort. Selvom jeg på ingen måde er black metal-connoisseur, så kunne jeg fra min plads tæt på PA-anlægget opleve Ajuna lægge ganske overbevisende for. Der blev tordnet derudad med skiftevis tonstunge rytmer og kaotiske blastbeats krydret med et farverigt og flakkende lyshav. Folk stod som forstenede, men så ud til gladeligt suge til sig af den ekstreme mur af lyd og lys.

Hvad nu hvis og dårlig lyd...

Jeg kunne imidlertid ikke lade være med at tænke, hvad såvel Ajuna som Solbrud vil gøre, hvis de fik et eftermiddagsgig på en sommerfestival og ikke kunne gemme sig bag røg og stroboskoplys. Så ville begge bands tilsyneladende miste en stor del af deres udtryk... Det skulle dog ikke ligge dem til last denne fredag, hvor mørket havde sænket sig tungt over Nørrebro. Som sagt gjorde Ajuna en god figur, men jeg mistede desværre hurtigt fokus pga. de meget begrænsede afvekslinger i det visuelle, men i særdeleshed også i det musikalske. Jeg søgte derfor i baren for at tanke op til aftenens midtpunkt, Solbrud. Jeg stillede mig efterfølgende i nærheden af lydpulten, da man traditionelt får den bedste lyd i rummet der. Men sandheden var, at det var bekymrende lavt, og det lød faktisk heller ikke særlig godt. Så hellere stå lige foran PA’et og blive blæst væk og ikke rigtig kunne adskille instrumenterne fra hinanden.

Black metal-trætheden meldte sig

Det skyldtes formentlig mit utrænede black-øre, men der var mange overlap Solbrud og Ajuna imellem i lys og lyd. Dog spillede Solbrud en mere traditionel form for black metal, mens Ajuna træk en smule mere i retning af det, jeg (og andre) undertiden betegner hipster-black. De talrige overlap betød samtidig, at der heller ikke hos Solbrud var en finger at sætte på kvaliteten. Alligevel måtte jeg hen mod slutningen af Solbruds sæt give lidt fortabt. Det blev for meget det samme om og om igen. Det er nok derfor, jeg aldrig bliver den store black-entusiast.

Hvorom alting er, skal der lyde et kæmpe tillykke med den ny plade og tak for musikken. Dansk black metal har noget rigtig godt kørende for sig, så I skal bare klø på. Ligegyldigt, hvad sådan en gammel thrash-klovn som mig mener.