KTDF 25: Iltfattig åbning i blodets navn
Der skal meget til at kede sig til et dødsmetalshow. Men én gang skal være den første.
En anæmisk begyndelse
Når et ungt band, der for nylig blev signet på Relapse Records, åbner Kill-Town Death Fest, skal der leveres. Punktum. Det er ikke bare en koncert – det er årets første show. En introduktion til fire dages død, forrådnelse og fandenivoldsk kærlighed til undergrunden.
Vacuous fra London fik æren, og på papiret ser det jo forbandet godt ud: Et ungt, sultent band med to stærke albums i bagagen – ‘Dreams of Dysphoria’ fra 2022 samt ‘In His Blood’ fra februar i år – og nu for første gang på en af Europas bedste dødsmetalscener.
Men allerede da klokken slår klokken 18:00, og bandet går på, mærker man en mærkelig tøven. Forsanger Jo Chen træder frem, men der er ingen gnist i blikket. Og det hjælper ikke, at lyden er decideret rædsom. Lydmanden har tydeligvis nok at gøre, og det meste af de første tre numre drukner i en sump af udefinerbare frekvenser og lavthængende brummen. Jovist, kender man numrene, kan man genkende og adskille dem. Det er selvfølgelig ikke bandets skyld – men i stedet for at rejse sig over det, og skyde den af på scenen, synker Vacuous længere ned i det. Der er ellers potentiale. ‘In His Blood’ er en solid skive – stemningsfyldt, brutal samt med detaljerigdom og et klart særpræg. Live? Not so much. Ikke i dag, i hvert fald. Bandet virker simpelthen uoplagte. Det er ikke rust – det er fravær. Som om de stadig venter på at gå på scenen, selv da koncerten er halvvejs færdig. Der er ingen nerve, ingen sved, ingen blod – og det er mildest talt ironisk for et lovende dødsmetalband.
Måske overvejer man, om det netop bare er bandets stil? En tilbagetrukken, kølig tilgang og optræden? Denne skribent tror det ikke, de virker simpelthen ugidelige – eller alternativt vildt nervøse; og så har man en større grad af overbærenhed. Men Jo Chens vokal, som på plade har både bund og karakter, forsvinder i hans statiske fremtoning. Der er hverken kontakt til publikum eller nogen reel fornemmelse af tilstedeværelse. Man kan mærke, at publikum vil det – Kransalen er pakket, stemningen på gulvet er varm, folk mosher periodevist. Men det føles næsten som, at bandet kvitterer med et skuldertræk.
Det skal ikke være et krav, at en åbningskoncert er perfekt – tværtimod må den godt være rå, upoleret og dårlig lyd kan man jo leve med. Det sker. Men den skal have puls. Og det havde denne koncert desværre ikke.
Vacuous gik på som det første band til en festival, der er kendt for sin kompromisløse kvalitet og kærlighed til genren. De gik derfra uden at have sat et eneste mindeværdigt aftryk. Og det er den største dødssynd af dem alle. “Vacuous” oversættes til “tom” eller “indholdsløs”, og det må man alligevel give dem. Til dette specifikke show var det et oplagt bandnavn.
