Årsliste 2021 – Tobias Holst

Styrke og tyngde er årets nøgleord. Verden kan deles op i dem, der tør fremtiden, og dem, der ikke gør.

2021. Hvad kan man sige? Det startede skidt og det slutter skidt. Men i midten var det næsten som om, vi kunne huske, hvordan det engang var. Sjældent har jeg glædet mig mere til en koncert, end jeg gjorde den jævnt kolde dag i april i Pumpehusets Byhave, hvor vi for første gang i over et år blev sluppet bare en lille smule fri. Hvor lykkeligt det føltes at have armen om en fremmed og brøle op i luften.

På mange måder var det der året startede. Heldigvis er vi i den situation, at den danske scene, i modsætning til de store, gamle, udenlandske bands ikke bare har ligget og pillet sig selv i diverse kropsåbninger og gjort det, de fandt, til udgivelser.
Derimod er der fuld smæk i undergrunden i Danmark og følgende i Eyes’ lysende fodspor fra sidste år, er det den gruppe musikere, der har bund i hardcoren, der stråler stærkest. Det lover godt for 2022.

I år har jeg primært lyttet til The Menzingers, Olivia Rodrigo og Beach Boys, og det kunne faktisk næsten have været rigeligt. Det havde bare været en kedelig liste.

Årets danske album:

1. LLNN – Unmaker
‘Unmaker’ er årets bedste plade. Der er ikke langt ned til nummer to, men det monumentale stykke destruktiv støj, LLNN har fået presset på vinyl er ubetvivleligt årets bedste. Den grotesk nihilistiske stemning, lyrikken, der formår at være politisk uden at være prædikende, de subtile science fiction-referencer og den mildest talt banebrydende brug af synths, placerer ‘Unmaker’ solidt på tronen.

2. Kollapse – Sult



Indtil ‘Unmaker’ udkom, lå ‘Sult’ øverst på listen, og det er igen heller ikke uden grund. ‘Sult’ er et mesterværk, der nærmer sig litterære højder – og altså ikke bare en gang konsumkultur. ‘Sult’ er tung og skrækindjagende, og trækker tråde til forskellige inspirationskilder - både musikalske og kunstneriske - og i samspil med den danske lyrik bliver det en totaloplevelse.

3. Angstskríg – Skyggespil



Og indtil ‘Sult’ udkom, var ‘Skyggespil’ årets bedste. Grunden til, at jeg understreger alt dette hver gang, er for for at illustrere hvor højt niveauet er i år. ‘Skyggespil’ er genialt og noget af det mest interessante black metal, der er spillet i lang tid – det være sig dansk eller internationalt. Spækket med gæstekunstnere og stoppet til randen med riffs er Angstskrígs LP et frisk take på en genre, der absolut ikke står stille.

4. Solbrud – Levende i Brønshøj Vandtårn
Verden *ER* gået af lave. Sædernes forfald, Kejser Nero, der spiller violin og alt det der. Og tegnet på dette er, at der er en liveplade på årslisten. Og det endda fra et band, jeg aldrig har haft på min liste før. Forstå mig ret – Solbrud er et godt band. De har bare aldrig ramt mig rent. Det har ‘Levende i Brønshøj Vandtårn’ ændret på. Den måde bandet har fået deres lyd til at passe til den særlige akustik i betonen, og har sat tempoet ned, har fået sangene til at lyde bedre end nogensinde.

5. Anti Ritual – Expel the Leeches
Et forbløffende effektivt og hidsigt skud black i din hardcore er, hvad man får fra Anti Ritual. De fire herrer i bandet har lavet en plade, der lyder præcis som de gerne selv vil have den til, og den slags selvsikkerhed kommer måske nok med alderen. Der er i hvert fald masser af erfaring i bandet og den kommer i den grad til udtryk når melodi og grind mødes.

Bobler: Situationsfornærmelse – En Hurtig Omgang Dansk i 2’eren



Jeg elsker Situationsfornærmelse. Det kan ikke siges mere enkelt. Jeg elsker den fladpandede punk og jeg elsker den måde, de formår at være dumme og kloge samtidig. Jeg elsker, at intet er helligt, og jeg elsker, hvordan de formår at ramme mig, dem omkring dem, sig selv og alt derimellem på en og samme tid. Det handler ikke om at have lavet en god plade – for det er det på mange måder ikke – det handler om at slå vildt om sig og ramme alle dem, der mest fortjener det.

Årets internationale album:

1. Green Lung - Black Harvest



Jeg havde enormt høje forventninger til Green Lung i år. Så høje, at jeg faktisk var bange for at høre pladen. Promoen lå ulyttet på min telefon i op mod en måned, før jeg turde trykke play med bævende fingre. ‘Black Harvest’ skuffede ikke et eneste sekund. Det er intet mindre end et mesterværk, og tilføjelsen af orglet til blandingen løfter pladen op til et helt nyt niveau. 70’er-throwbacks er blevet skampryglet over de sidste ti år, men kombinationen af Black Sabbath-riffs og vokal med Boston-orgel er alligevel så hamrende velspillet og -komponeret, at det er 43 minutters fryd.

2. Turnstile – Glow On
En stor del af det at blive voksen handler åbenbart om at prøve at finde det, der rørte en som ung.
Som vores anmelder så bevægende beskrev, da Turnstiles EP ‘Turnstile Love Connection’ udkom i sommer, er det en sjældent bittersød oplevelse at lytte til Turnstiles genrebrydende hardcore, og det har ramt mig ekstra hårdt i år. Måske fordi verden ser så anderledes ud nu, at man søger det, der bragte glade engang.

3. King Woman - Celestial Blues



King Woman har altid været godt. Kristina Esfandiari er et musikalsk multitalent og intet mindre end et konceptuelt og sangskriverisk geni. Det viser hun til fulde på Celestial Blues, der tager alt det bedste fra den forrygende ‘Doubt’ og den velplanlagte, men haltende eksekverede ‘Created in the Image of Suffering’.

4. 10.000 Years – II



Slut med at snakke følelser – i hvert fald for en stund. 10.000 Years leverer 10.000 riffs på denne, deres fuldlængdedebut og hver eneste anslag og hver eneste solo er pissefede. Der er fuld skrald på rumtroldmænd, dinosaurer, tidsrejser og onde monsterkonger, og det er hamrende godt. Selvom der har været nyt fra Bongzilla, Red Fang og adskillige andre stonerbands i år, er der ingen, der stoner hårdere end 10.000 Years.

5. Kowloon Walled City – Piecework
Hvis tomhed havde en lyd, ville det være ‘Piecework’. Kowloon Walled City er knusende melankolsk på en måde, der fuldstændig løsriver sig fra goth-adjacent sødsuppetuden eller noget så ordinært som menneskelige følelser – og det til trods for, at ‘Piecework’ handler om netop dette. Behandlingen af emnerne er følsom og medlidende, og det afspejles af de sarte, men buldrende riffs.

Årets internationale hit:

Violet Cold – Pride
Violet Colds umiskendeligt moderne edm-fusionerede black metal er al rigelig lovprisning værd i sig selv. Emin Guliyev er nytænkende som ingen andre, når han giver sig i kast med ikke blot elektronik og black metal, men også banjoer, bouzoukier, og hvad man nu ellers kan finde på. Det er dog ikke den eneste grund til, at ‘Pride’ er årets hit.
Guliyev er også indehaver af årets stærkeste rygrad. Det er absolut ikke risikofrit at indspille en hyldest til mangfoldigheden i Aserbajdsjan, ej heller at sammenklippe islams halvmåne med pride-flaget, som han også gjorde på ‘Empire of Love’. ‘Pride’ er årets hit – ikke fordi det er den mest spillede sang, men fordi det er en af de sange verden har allermest brug for.


 
Årets danske hit:

LLNN – Scion



På årets tungeste plade er den tungeste sang også den bedste. Rasmus Furbo leverer sin karrieres bedste arbejde på ‘Scion’ og bringer med et trylleslag bassisterne frem i billedet i metalverdenen. Samspillet mellem Furbos baslinjer, Sejersens synths og Ottesens vokal er knusende og føles som en sort bølge af tyngde, der tiltrækker og ødelægger alt.
Så god er den.

Bobler: Rot Away – Prøv Igen



Udover dens fandenivoldske arbejderklasseromantiske fuck-af-eller-jeg-klapper-dig-en-attitude, var ‘Prøv Igen’ også bare et fantastisk track, jeg ofte oplever mig selv gå og nynne når ting er lidt træls.
Som kronen på værket på en også rigtig fin plade, giver ‘Prøv Igen’ Rot Away et enestående særpræg, jeg kun kan håbe finder vej til deres fremtidige arbejde. Deres musik passer sig noget så glimrende til det danske sprog, og det var en fremragende oplevelse, endelig at mærke Vestegnen repræsenteret i den hårde scene.

Årets genfundne klassiker:
My Chemical Romance – The Black Parade



15 år efter udgivelsen så jeg tilbage på rockens sidste store plade. Som jeg beskrev i artiklen, lyttede jeg slet ikke til den den gang, men har først senere fået øjnene op for den. Da jeg så gik i gang med at nærlytte og undersøge den, blev jeg blæst væk. ‘The Black Parade’ udviser langt bedre musikerhåndværk, end man på nogen måde havde kunnet forvente af tiden, bandet og genren, og jeg er overbevist om, at dens klassikerstatus kun vil blive stadfæstet med tiden.
Spændvidden er så enorm, og de raffinerede referencer spænder videre over rockhistorien, end man skulle tro. Samtidig var My Chemical Romances op- og fremtræden så ikonisk, at jeg for evigt vil se bandet i uniformer for mig.

Årets koncerter:

1. LLNN, Redwood Hill, We Are Among Storms, Pumpehuset, 05-11-2021
LLNN er årets navn, det er evident, når man ser hvor mange steder på listen de figurerer. Og selvom konkurrencen på koncertfronten ikke har været ekstrem, står denne aften i Pumpehuset alligevel klart øverst. We Are Among Storms og LLNN var begge i strålende humør på denne aften, og det smittede alvorligt af på publikum. Sjældent har jeg oplevet så fremragende stemning til en koncert, og da det hele smeltede sammen, da både Thomas Burø, Martin Nielskov og Jakob Sture Nielsen sluttede sig til LLNN på scenen.



2. Eyes, Pumpehusets Byhave, 24-04-2021
Det var kæmpestort, da vi endelig kom på græs igen i april måned. Selvom det var isnende koldt, var det muligt at skaffe en plads under en varmelampe, og da Eyes endelig gik på, gik det op for os, hvad vi havde savnet. Vi følte det alle sammen helt ind i knoglerne, da Viktor Kaas udtrykte, hvor gerne han ville se os smadre hinanden. Det var forløsende.

3. Kollapse, Stairway, 08-10-2021
I forhold til de øvrige koncerter, der alle sammen i lige så høj grad blev løftet af omstændigheder eller stemning, blev Kollapses optræden til Virkelighedsfjern Label Night båret igennem af musikkens kvalitet. Ikke at Kollapse ikke gav sig fuldt ud – det gjorde de, men alene det at opleve en af årets allerbedste albums fremført i levende live, var stort i sig selv.

4. Axe Rash, Indre Krig, Junta, Ungdomshuset, 02-07-2021
Da året så var kommet rigtigt i gang, blev der åbnet for rigtige koncerter, og Hardcore Temptation i Ungdomshuset var et brag. Lineuppet var vanvittigt, og især debutanterne i Indre Krig blæste det hele i gang. Junta var rå og Axe Rash sprang Nordvest i luften.
Moshpitten vendte tilbage, og aldrig har man været mere begejstret for at opleve en teenager løbe væk for at kaste op, blot for at kaste sig direkte ind i pitten igen efter at have tørret sig om munden og taget en ny slurk øl. Alt var perfekt

5. (0), Stairway, 03-09-2021
(0) udsendte en af mine yndingsplader sidste år – den storslåede ‘Skamhan’ og det var med høje forventninger vi mødte op på Vanløses nye spillested for at opleve dem til minifestivalen Doomed Stairway. Fremførelsen var lige så imponerende som pladen, og særligt trommeslager Mads Mortensen var et syn for guder.

Årets EP'er:

1. Knocked Loose - A Tear in the Fabric of Life
Knocked Loose er et navn, man kender, så snart man begynder at kradse lidt i hardcorens overflade. Derfor er det også nærmest skammeligt, at jeg ikke har tjekket dem ud før nu, og endnu mere, at jeg ikke fik dækket ‘A Tear in the Fabric of Life’ da den udkom. Det er årets bedste hardcoreudgivelse, og Kentuckybandet formår på ganske kort tid at få skabt en ubekvem stemning med masser af fylde.

2. Omsorg – Vast Emptiness, Nothing Holy



Omsorg er et af årets helt store highlights på den danske scene og deres to numre korte EP lover ekstremt meget. Det er endnu ikke lykkedes mig at opleve dem live, men det står helt sikkert på min liste for næste år. Energien er enorm.

3. Stikkersvin – Kælderens Barn
Det er sjældent vi går tilbage til en demo et halvt år efter vi har modtaget den, men i tilfældet Stikkersvin var det tvingende nødvendigt. Det er helt forrykt crusty black metal, der har taget det allerbedste fra ‘The Cult is Alive’ og tilsat et skud frådende galskab og et strejf af megalomani i den groteske vokal. Musik for galninge.

4. Terror 83 – Demo 2021

Svenske Terror 83 graver dybt i den latinamerikanske historie, og med deres hæsblæsende demo sætter de fokus på en historisk periode og en genre, jeg ikke i forvejen var bekendt med. Det var en fornøjelse at lære om Operation Condor alt imens jeg lyttede til en homage til brasiliansk hardcore anno 1983, der i den grad fik blodet til at pumpe.

5. Rejoice – Damnation No Longer Hurts
Vores vidunderlige fotograf Peter Troest og jeg har en aftale om at dele så snart vi hører noget, der er ondt og tungt, så da han sendte mig denne EP, vidste jeg, der var gode ting i vente. Jeg blev ikke skuffet. Ohios Rejoice udsendte noget af en litani mod vækkelsesprædikanter på ‘Damnation No Lunger Hurts’ og musikken, der ligger i den sludgy ende af hardcore formår til fulde at målrette hadet.

Årets internationale navn: Kristin Hayter, Kris Esfandiari, Espi Kvlt
Årets internationale navn må deles mellem tre personer. Fælles for dem er, at de i høj grad er drevet af tidligere tiders traumer, og har formået at bruge musikken til at komme igennem dem. I lyset af vor tids opgør med voldtægtsforbrydere og dem, der benytter deres magt over andre er det disse tre gør ufatteligt vigtigt, og med den støtte overgrebsmænd generelt samler sig i medier og blandt befolkningen absolut ikke noget man bliver populær af.



Kristin Hayter, bedre kendt som Lingua Ignota, fortalte for nyligt om den psykiske vold, trusler om selvmord og følelsesmæssigt misbrug hun havde været udsat for fra hendes expartner Daughters-frontmand Alexis Marshalls side. Det er ikke småting, hvilket man også kunne fornemme ud fra hendes nyeste plade ‘Sinner Get Ready’.

I’ve decided to release my full statement about my experience at this time. Hopefully this will answer any questions and clarify timelines. Heavy content warning. https://t.co/5Rz0xNe7v6

— LINGUA “UNHINGED KRAMPUS MOM” IGNOTA (@LINGUA_IGNOTA_) December 9, 2021

På samme måde brugte Kris Esfandiari sin tid på ‘Celestial Blues’ på at forklare både hvorledes hendes opvækst i en fundamentalistisk kirke har givet hende ar på sjælen, og gjort det svært for hende at arbejde med sig selv og sine følelser, og på at fortælle om sin egen misbrugshistorie og hvordan hun er kommet ud af den. ‘Celestial Blues’ er en genopstandelseshistorie, der beskriver hvordan Esfandiari har rejst sig af sin egen aske og hvordan hun bruger sin kreative drivkraft til at hjælpe og inspirere andre kvinder.

Den sidste på listen er Espi Kvlt, forsanger i bl.a. Exsanguinated Shade og Apricitas, der udsendte albums henholdsvis sidste år og i år.
Hvor ‘A Story About the Body’ var en metafor for Kvlts egen rejse som transperson, tager ‘A Tongue for a Tongue’ udgangspunkt i deres egen voldtægt. Det er en hjerteskærende plade fordi den i løbet af sine ni tracks ikke kun i rædselsvækkende grad genfortæller den rædsomme oplevelse, men det, der gør den opløftende er der hvor Espi Kvlt tager narrativet tilbage, og metaforisk genvinder magten over sig selv og sin historie igennem det litterære mord.

De tre er Årets Internationale Navn fordi de på hver sin måde viser hvad kvinder og transpersoner gennemlever, og gør det både ægte og levende for os på hver sin måde, samtidig med, at de står som rollemodeller for os alle, ved at genvinde magten og leve deres liv som de vil og har brug for det, uden at skele til samfundets reaktion. Det er styrke.

Årets danske navn: LLNN
I år var ingen over og ingen ved siden af LLNN. ‘Unmaker’ strøg direkte ind på en førsteplads for mig, og det gjorde den i høj grad i kraft af dens musikalske styrke. Selvom det ikke var LLNN’s første plade, var det for mange deres første bekendtskab med bandet, og det var med en udgivelse, der bliver svær at toppe.
Forud for udgivelsen talte jeg med bassist Rasmus Furbo, der fortalte om Pelagic Records’ planer for udgivelse af ikke blot albummet, men også synthtracket på en ekstra plade som del af pakken. Det er en satsning fra et pladeselskab, der er sjælden at komme i nærheden af nu til dags, men det er absolut ikke uden grund. ‘Unmaker’ kan bære al den tiltro pladeselskabet har lagt i den, og den succes bandet i øjeblikket nyder er fuldt fortjent. Hvis alt går vel, bliver det her stort.

Årets nye internationale navn: Hellish Form



Body Void er sådan et band, jeg gerne ville kunne lide, men aldrig helt har fattet. Der er så mange gode elementer i det og så mange ting, der er så tæt på noget, jeg ville synes var rigtigt fedt.
Det rammer til gengæld i Hellish Form, der blandt andet består af Willow Ryan fra selvsamme. Det er tungt og sørgmodigt og forstyrrende og et langt dyk ned i den menneskelige afgrund.
 
Årets nye danske navn: John Cxnnor
Rasmus og Ketil Sejersen er ikke kun rygraden i LLNN, de står også bag det nytænkende producer- og remixkollektiv John Cxnnor, der med udgangspunkt i 80’ernes dystopiske science fiction krøller lyden sammen og har rodet med både Cabal, Eyes og Hiraki og har formået at skabe noget man ville have svært ved at betegne som “vellydende”, men som er uendeligt interessant og innovativt.
 
Årets comeback:
Vi svømmer som hajer her i firmaet. Vi kigger os aldrig tilbage.
 
Årets fysiske udgivelse/bog/film:



Det overså jeg i 2020:



Værst af alt var, at jeg overså Lamp of Murmuur, hvilket jeg brillerede ved også at gøre i 2021.
Det er pinligt, at jeg fortsat ikke har anmeldt dette fantastiske band ordentligt, på trods af den solide et-to-kombo der var ‘Submission and Slavery’ og ‘Punishment and Devotion’.
Jeg lover mig selv og hele omverden, at jeg anmelder alt, hvad de udgiver til næste år, da alle med bare en eller anden interesse i black metal og goth bør have mulighed for at lytte til dem.
 
Årets optur:
Sygt mange opture i et ellers rimeligt lortet år.
Jeg er helt oppe at ringe over tilstanden i den danske hardcorescene og i særdeleshed over tilbagekomsten af screamo. Jeg har haft mulighed for at være helt med i udviklingen i år, og det ser så utroligt godt ud.

Derudover har jeg haft snakket med ungdommen, hvilket altid er gavnligt, når man begynder at være lidt for sat i sine overbevisninger. Igennem artikelserien “Fremtiden tilhører de unge”, har vi fået et indblik i den næste generation af metalfans, hvilket både var et los i skridtet og en øjenåbnende oplevelse. De unge hører musik på en anden måde end os ældre, og de går ikke nær så meget op i genrer. De synes vores skænderier er tåbelige, og de synes vores memes er cringe. Og de er mere end klar til at løfte åget når vi giver op. Tre artikler (del 1, del 2, del 3) og et vagttårn blev det til.

I den anden ende gravede jeg i nogle ældre plader, og i særdeleshed en ramte mig præcis lige så hårdt nu, som den gjorde dengang. The Angelic Process’ ‘Weighing Souls with Sand’ står stadig tilbage som noget af det allermest sjælevridende jeg nogensinde har hørt, og arbejdet med at undersøge den og nærlytte den, for at kunne skrive en fyldestgørende metaldiktator om den var en renselsesproces.



Årets største skuffelse:
Adskillige bands jeg forventede mig en del af, har udsendt plader, jeg ikke følte kunne leve op til, hvad jeg håbede på. Den allerværste oplevelse var, at jeg måtte erklære mig enig med Pitchfork, da tiden kom til Møls ‘Diorama’.
Det var langt fra en dårlig plade, og det meste af verden har da også taget mod den med kyshånd – ikke desto mindre sad jeg tilbage med en ærgerlig smag i munden og følelsen af at blive manipuleret.

Panopticon, Code og Eyehategod var alle i bedste fald ligegyldige og det har kun cementeret min opfattelse af at det ikke kan betale sig at holde fast i gamle helte. Du er aldrig bedre end din sidste plade.

Årets ubetinget største skuffelse kom dog i dets sidste dage, da giganterne i Electric Wizard besluttede sig for at signe på et nynazistisk label. Jus Oborn og kompagni har altid været glade for at provokere, men deres status taget i betragtning, burde det ikke have været nødvendigt for dem at vælge netop denne samarbejdspartner. Det er altid ækelt når nazismen stikker ansigtet frem, og der er ikke andet at gøre, end at flå plasteret af. Og backpatchen, i dette tilfælde.

Største ønske for 2022:
Lige nu håber jeg mest på, at vi kommer til at opleve ‘See You Next Summer Fest 2” i Ungdomshuset her til februar. Intet appellerer mere til mig lige nu, end en selvironisk sadboyfestival, der sætter fokus på screamoen i København, og i særdeleshed ser jeg frem til at opleve Puke Wolf i levende live, forud for udgivelse af deres næste plade, som jeg er helt overbevist om bliver en stor ting i 2022.

Derudover håber jeg at generationsskiftet sker nu. Mange ser frem til Copenhell, og selvom det sikkert bliver rart at drikke fadøl i solskin, kan jeg simpelthen ikke hidse mig op over det her.



“Hum dig, gamle mand”, skrev vi. Det mener jeg.