Fremtiden tilhører de unge, pt. III: Hajn

“Det spørger min mor også hele tiden om.” Danmarks p.t. yngste udgivende metalmusiker, Hajn, er ligeglad med, hvad han skal efter 9. Bare han kan spille metal.

Kort efter skoletid mødes vi på skærmen. Foran mig sidder en ganske almindelig teenager, almindelig i vores målestok i hvert fald, for den spinkle krop prydes af en t-shirt med det amerikanske dødsmetalband Gatecreeper, og håret er ved at være temmelig langt.

Vi snakker lidt frem og tilbage om livet under corona, og hvordan det er at være 14 år gammel. Jeg kommer, af gammel vane, til at spørge, hvad han regner med, at han skal efter 9. klasse. Anton Bregendorf kigger på mig, på den måde kun en 14-årig kan: Som om det var verdens dummeste spørgsmål og svarer lidt langsomt:
– Det spørger min mor også hele tiden om. Jeg ved det ikke, jeg er ligeglad. Jeg skal bare sidde med min guitar.

De sidste to uger har vi talt med unge fans for at se, hvordan generation Z ser på vores yndlingsgenre. Primært har vi fundet ud af, at selvom meget har ændret sig i metallens 50-årige historie – både i lyden og i samfundet omkring genren – er en del det samme som altid. Metallen med dens kiksethed, dens aggression og dens status som førstevalg for dem, der ikke føler de hører helt til i mainstreamens ulideligt flade lys, holder fast i sine rødder.

Men de unge er også meget åbne overfor det nye. De gider ikke skelne nær så meget mellem genrer som de ældre, de gider ikke høre på os skændes om Metallica, og de gider ikke belæres om hvordan man er en ægte metalfan. Hele musikverdenen har ligget åbne for dem i internettets praktisk talt uendelige omfavning, og de hiver de ting ud, de vil have og lader resten ligge.

Men fra at have ladet blikket feje over gulvet og fokusere på dem, der er flest af, nemlig fansene, kigger vi nu op på den, for øjeblikket, metaforiske scene. Vi taler med Anton ‘Hajn’ Bregendorf. Elev i 8. klasse på en helt almindelig skole i Silkeborg og bagmand og multiinstrumentalist på den ukompliceret betitlede ‘EP’, der udkom i februar, og som gæstes af større, etablerede musikere som blandt andre Marika Hyldmar fra Xenoblight og Simon Olsen fra Baest.

At være pladeudgivende musiker i en alder af kun 14 år er stadig opsigtsvækkende, og derfor var det også nærliggende at få Bregendorf til at tale lidt om hans eget forhold til genren.

Dyrisk Smukfest
Anton Bregendorf har elsket musik lige så længe han kan huske.
– Min far spillede rockmusik for mig helt fra jeg var måske fem år gammel. Vi hørte Guns 'n’ Roses’ ‘Appetite for Destruction’ for fuld skrald i bilen.

Med en sjælden latter fortæller han:
– Altså han hænger stadig fast i 90’er-rocken, så det udviklede sig ikke yderligere derfra. Det kom først senere.

Det “senere”, Bregendorf hentyder til, kom senere. Nemlig, af alle steder, på Smukfest i 2018. 
– Jeg var der med hele familien, og jeg opdagede, at Baest stod og spillede. Det var helt vildt. Jeg kunne mærke den her helt vilde energi, og det fangede fuldstændig. Jeg måtte bare høre videre, også selvom om mor, mors kæreste og min storebror alle sammen ville videre. Men jeg skulle lige høre lidt mere.

Baests optræden på Smukfest blev der lavet rigelig sjov med, ligesom der gør hver gang den skanderborgske familiefestival booker tungere navne, senest med deres booking af Slipknot, der skulle have optrådt sidste år. For dette unge menneske blev det dog en oplevelse, der skulle åbne metalverdenen for ham.
– Jeg kan huske, at Simon (Olsen, red.) crowdsurfede, og at publikum bare sydede. Der var ikke sindssygt mange, der var kommet for at se dem, men dem der var, var helt vildt dedikerede. Min mor og de andre, der gerne ville videre, syntes det var noget larm, men nu er hun fan. Hun er helt vild med Bersærk for eksempel. Og både mor og far bakker op min musik.



Uden for den udøvende musik bølger Bregendorfs smag lidt frem og tilbage.
– Det er sjovere at spille metal, men det er federe at høre rock. Sådan har jeg det i hvert fald lige for tiden. Jeg havde brugt så lang tid på det hårde, at jeg var begyndt at savne det klassiske. Jeg var blevet lidt træt af blastbeats, savnede noget fuzz og noget groove. Sådan som John Bonham spiller, uddyber han.

Anton Bregendorf går også fra den ene ende til den anden, da han skal forklare hvilke bands han holder mest af. Fra førnævnte Gatecreeper, over Nails, Baest og Meshuggah og til Queens of the Stone Age og jazzpianisten Dave Brubeck.
– Jeg kan egentlig lide det meste musik, undtagen sådan noget lortepop med trommesamples og autotune. De skal lave det selv, selv finde på det, så synes jeg det er fedt.

“Knep dig selv ihjel, klasselærer”
Anton Bregendorf bruger som nævnt det meste af sin tid på en ganske almindelig folkeskole sammen med andre helt almindelige unge mennesker.

– Jeg er bare Anton fra Silkeborg. Jeg har en masse forskellige venner, og de fleste af dem hører ikke metal. Det er kun gutterne i Nakkeknækker, mit andet band. Mine venner og jeg har god kemi og nogenlunde samme humor. Det er fedt nok, selvom jeg da godt kunne ønske de hørte bedre musik.

Bregendorf har det svært med sine jævnaldrendes musik, selvom han godt kan lide at hænge ud med dem:
– De fleste ved ikke noget om metal. De synes, det er noget forbandet støj, og de forstår ikke, jeg kan holde ud at høre på det. Når der er musik på, kan jeg ikke holde ud at høre på det eller være sammen med dem. Så går jeg ud og lytter til mit eget. Nogen af dem hører Shawn Mendes, og så er jeg altså ved at hoppe ud af vinduet. Men det er sgu også meget sjovt. Da jeg fik udgivet min EP, ville vennerne gerne høre den i klassen, men da den så kom på, kunne de slet ikke overskue det. Det er det samme med lærerne, de vil gerne være støttende og sådan, men de fatter det slet ikke.

Han griner, mens han fortsætter:
– Det allerbedste er, når min lærer går forbi og lige kigger, hvad jeg hører. Så sætter jeg Fordærvs ‘Knep dig selv ihjel’ på. Det giver de fedeste blikke!



Som hos de andre unge, spiller metalmusikken også en rolle i forhold til påklædningen. Bregendorf kan godt lide det mørkt.
– Jeg kan godt lide at fremvise kulturen, selvom jeg opfatter mig selv mere som musiker end som dødsmetaller. Det bliver hurtigt sådan nærmest religiøst. Men jeg går da med t-shirtsene og udstråler død og splat. Og så kan man jo også næsten altid høre det, når jeg er i nærheden. Jeg hører altid musik, jeg kan nærmest ikke koncentrere mig uden. Det giver mig ro i hovedet, fordi jeg ellers altid går og overtænker alting, mumler Bregendorf under kasketten.

På samme måde som Sofie Weile og Mads Frostholm fortalte i første artikel, kan larmen give ro indvendigt. Hvis det eneste man kan høre er musikkens støj, lader det til, at støjen i hovedet, der nok kan genkendes af de fleste, der har været unge, fortager sig, og giver plads til fordybelse.

Hvad sker der med pladen?
Med optræden i alt fra Aftenshowet, Sort Søndag, nærmest alle programmer på den lokale P4-station og Ultra Nyt, har Hajn fået en forrygende start på sin karriere. Det er ikke mange forundt at få så meget opmærksomhed på sin første single, eller at få, i dansk undergrundsmålestok, så store navne til at indspille gæstevokaler på EP’en. Men hvor skal vi så hen herfra?
– Det er herresvært at skrive riffs. Man rammer muren, men jeg er i gang. Jeg har skrevet nogle stykker, men de er nok lige så meget jazz som metal. Hvem ved hvor det fører hen?

– Men det har været så sindssygt fedt at være i studiet! Andreas Linnemann (producer for Baest, Plagumace m.fl., red.) har været en kæmpeinspiration! Og da Simon (Olsen, red.) var inde for at lave vokal, stod han og fik gode ideer til hvad man kunne gøre ved musikken. Da var det bare lidt sent, forklarer Anton Bregendorf entusiastisk.

Fremtiden for Hajn og Anton Bregendorf står måske lidt klarere for ham end for metallen overordnet set.
– Måske bliver det hele lidt mere undergrund. Der kommer i hvert fald ikke noget nyt Metallica, det er stensikkert. Der er simpelthen ikke penge i det. Alting er jo digitalt, selvom metal måske er den mest fysiske genre. Den er gammeldags og det er fedt. Uanset hvad så håber jeg sgu ikke, det bliver mere deathcore og breakdowns. Det skal bare blive ved med at være dødsmetal og ulækkert. Bare større.



Ungdommen er kommet for at blive. Med fans som Sofie Weile, Mads Frostholm og Max Karrebæk og friske unge musikere som Anton Bregendorf ser fremtiden lys – eller måske mørk og ulækker – ud.
Det kan sagtens være metal kommer til at se anderledes ud, end det gør nu. Men den 50-årige genre har stadig mange år foran sig. For selvom halvtreds måske ikke står som den milepæl, der inspirerer mennesker mest til fornyelse og nytænkning, er det noget andet for musikken. Der er ikke nogen midtvejskrise hér. Kun unge mennesker, der står klar til at gøre det, de gør bedst. Gøre det de elsker til deres eget og pisse alle de gamle af imens.