Fremtiden tilhører de unge, pt. I

rsz_srf_18_kids_02

Er der plads til ungdom i heavy metals old-boys-klub? Devilution taler med den næste generation om, hvad metal betyder for dem.

Fotograf
Adriana Zak
Forfatter

“Ungdom er det eneste, der er værd at have”, sagde Oscar Wilde engang, og for mange af os trækker ideen om, hvordan vi var, tråde langt ind i voksenlivet. Det var her vi opdagede heavy metal, og her det blev til så vigtig en del af livet for mange af os. Men vi er ikke unge længere, og de bands, de fleste af os lytter til, er endnu ældre. Som med alle andre ting skal en ny generation på et tidspunkt tage over. Vi har forsøgt at tage pulsen på de unge og kigge nærmere på deres forhold til metal-musikken.

Zoom?
Generation Z er født efter 1996 og før 2012[1] og er altså, ulig de fleste af os på redaktionen, vokset op i en hverdag, der i høj grad er præget af det digitale. De er også opvokset i en tid, hvor der er langt færre ting, der samler befolkningen end tidligere. Hvor man engang kunne være temmelig sikker på, at det meste af landet havde set Matador eller Rejseholdet, har internet og streaming-tjenester gjort mediebilledet langt mere broget. Generation Z er vokset op med smartphones i lommen og har aldrig oplevet en hverdag, hvor man ikke var konstant forbundet.

På samme måde har det internationale verdensbillede også været langt mere fragmenteret, end det var før. Denne generation husker ikke 11. september, eller de begivenheder der fulgte. Hvor de generationer, der er vokset op i det tyvende århundrede, har set en verden på vej mod enhed og samling med murens og Sovjetunionens fald og en opblomstring i internationalt samarbejde, har generation Z oplevet disse institutioners vej mod kollaps.

Ifølge Pew Research Center har generation Z dog en større orientering mod fællesskaberne og en større tolerance over for minoriteter og forskellighed end tidligere. De tager aktivt stilling til de problemer, de ser. For eksempel er de meget engagerede i arbejdet mod klimaforandringer og imod racisme og sexisme.[2]

Alligevel bliver de kaldt “zoomers” eller “zapper-generationen” af de ældre. Med det skal naturligvis forstås en tendens til ikke at fokusere eller at have travlt med alt muligt på samme tid. Det er ikke positivt ment – som det så sjælden er, når folk taler om dem, der er yngre end dem selv. Vores fordomme om unge metalfans kan derfor være mange. Men lad os se om det nu også står så skidt til.

Hvor er de unge?
Vi har fået fat i fire unge mennesker, der skal hjælpe os med at belyse heavy-kulturen hos generation Z. Fra ældst til yngst, har vi talt med Mads Frostholm på 22, Sofie Weile på 18, Max Karrebæk på 16, og sidst, men ikke mindst, Anton ’Hajn’ Bregendorf på 14.

Mads Frostholm er udlært bygningsmaler i Horsens og hilser med et venligt smil og krøllet corona-hår:maxmindreMads Frostholm

Naturligvis er noget af det første, vi skal tale med artiklens alderspræsident om, hans musiksmag. Hvorhenne i metallen befinder vi os?
– Jeg er rigtig glad for Plaguemace, griner han, og peger stolt på sin t-shirt med det lokale dødsmetalband.

– De har lige udgivet en ny plade og den er megafed. Derudover kan jeg også rigtig godt lide black metal. Det startede med Mayhem og har rullet siden.

Frostholm nævner både Venom, Xasthur og Deafheaven som yndlinge men peger også mod det danske:
– Jeg er helt vild med Afsky, og det er mega-åndssvagt, for de spillede faktisk i det Gule Pakhus i Horsens i 2019, men jeg smuttede efter opvarmningen fra Morild og nogle flere – de var også megafede.

Som den ældste blandt vores adspurgte har han også haft en tilgang til musikken, som flere af os kan nikke genkendende til.
– Jeg kan huske, at min far spillede en masse forskelligt for mig som lille, men det var først, da jeg blev lidt ældre, at jeg gik på jagt i både mor og fars cd’er for at finde noget sejt, fortæller Frostholm og fortsætter grinende:
– Der var sgu ikke rigtig noget i mors reol, men hos far fandt jeg både Rage Against the Machine, Iron Maiden og Metallica og sådan noget. Det var dog først, da jeg faldt over Panteras ‘Vulgar Display of Power’, at jeg blev blæst helt bagover.

Mads Frostholm fortæller videre, at han blev “helt junkie-agtig” efter noget vildere, noget hårdere, og at det tog rigtig fart med Spotify.
– Det var sgu lidt nemmere at finde beslægtede bands dér, end det var at stå og rode efter band-logoer, jeg ikke kunne læse i brugtafdelingen i ‘Bog og Byt’ nede i Horsens bymidte.

– Til at starte med fandt jeg bare en playliste med alt muligt blandet black metal, jeg ikke kendte, men efterhånden kunne jeg se hvilken retning jeg skulle i.


Plaguemace - Brothelhem, efter ønske fra Mads Frostholm

Både Spotify og farmand har også spillet en stor rolle for en af de andre, vi har snakket med. 18-årige Sofie Weile, der læser HTX i København, tænker nostalgisk tilbage på sin barndom:
– Min far satte altid Rammstein eller Volbeat og sådan noget på, når vi skulle lave mad, og når vi skulle køre i bil, plagede vi altid for at høre ‘Garden’s Tale’ eller ‘Du Hast' (med henholdsvis Volbeat og Rammstein, red.).

For Sofie Weile var det dog også først i teenageårene, hun kom længere ned i musikken. Da hun kom på efterskole mødte hun en lille gruppe venner, der, ligesom hende var glade for de tungere genrer, og dér stiftede hun blandt andet bekendtskab med Avatar, et band hun ikke kan lade være med at holde af.

Youtube og Spotify er også Weiles primære kanaler for at finde ny musik, og som mange andre i både Sofies og Mads' generation er de digitalt velbevandrede, hvilket også fører til en temmelig bred smag. For Mads Frostholm var det deathcore-bandet Suicide Silence, der førte til en interesse for growls og ekstra hårde vokaler, mens Sofie Weile strækker sig fra nævnte Volbeat til Black Dahlia Murder og det kontroversielle britiske deathcoreband Infant Annihilator.

For alle tre deltagere er det tydeligt at se, at de har haft adgang til et gigantisk udvalg af musik i deres udvikling. Langt mere der tidligere har været tilgængelig for ungdommen. 16-årige Max Karrebæk, der også læser HTX, udpeger for eksempel Deep Purple, Rufus Wainwright, Judas Priest, Slipknot og (0) som nogle af sine favoritter.
– ‘We are not your kind’ (med Slipknot, red.) var det første rigtigt hårde, jeg hørte, og det satte sig bare fast. Jeg havde hørt lidt af hvert før, særligt i min SFO, hvor en af pædagogerne satte hård musik på, når han havde det for sig selv, fortæller Karrebæk.

Han har dog også fået en del inspiration af sin guitarlærer, da der ikke var meget inspiration at hente derhjemme.
– Jeg startede med at spille guitar som ti-årig, og det var tit noget lidt mere rocket, vi hørte. Så kommer man også til selv at høre det jo. Jeg elsker den der tredser-halvfjerdser-lyd, hvor det hele er sådan lidt grynet og lo-fi-agtigt.

Det tekniske betyder en del for Karrebæk:
– Da jeg hørte ‘Rocka Rolla’ og opdagede, at den var spillet i fem-fjerdedele, gik jeg nærmest helt amok over det. Så lyttede jeg til alle Judas Priests plader i rækkefølge.

– Plader er vigtige for mig. Det giver et indblik i bandets univers, og når man hører dem alle sammen, kan man virkelig få en fornemmelse af deres udvikling.

max
Max Karrebæk

Den indre ro
Et fællestræk for de unge er, hvordan de bruger musikken. Ifølge dem selv er de alle iklædt høretelefoner i de fleste af døgnets timer.

Max Karrebæk forklarer:
– Det kan give afløb for nogle følelser. Især her under lockdown kan man godt blive lidt trist og vred på det hele, og i stedet for at sparke og slå på ting, kan jeg lytte til noget, hvor nogen har sparket og slået for mig.

At kunne finde indre ro i kaotisk musik fortæller Mads Frostholm også om:
– Hvis jeg har glemt mine høretelefoner, ved jeg det bliver en lortedag, for med musikken kan jeg ligesom lave et soundtrack til mit liv. Jeg kan altid finde noget musik, der passer med, hvordan jeg har det. Og jeg kan også justere mit humør. Når jeg hører omkvædet i ‘Scream Bloody Gore’ (Death, red.), bliver jeg altid i godt humør.


Avatar - Hail the Apocalypse, efter ønske fra Sofie Weile

Sofie Weile beskriver, hvordan hun følte, hun nærmest blev nødt til at finde fred i musikken:
– Min folkeskoleklasse var enormt larmende. Det var slet ikke til at holde ud at være i, men når jeg sætter musik på, er det som en ventil. Jeg bliver helt rolig i kroppen og føler, der ikke er nogen andre i nærheden. Jo mere vildt og aggressivt det er, desto roligere bliver jeg.

Med til det at lytte til metal hører ofte et særligt udtryk eller en særlig tilgang til verden. Sofie Weile kommer fra Bagsværd, hvor hun har følt sig lidt til en side i forhold til de andre.
– Det var bare alle der her rige, nordsjællandske motherfuckers, der kiggede skævt til mig. Jeg hadede at gå i skole dér: Man skulle altid have det rigtige hår og tøj og makeup og sådan. Det var meget federe på efterskole og på HTX. Dér kan jeg få lov til at være mig selv.

Weile forklarer også videre, hvordan hun har omfavnet det mere udadtil:
– Altså tøjet må gerne være lidt voldsomt og sejt. Også selvom mine forældre ikke synes det samme. Jeg er sådan lidt “Det her er mig, take it or leave it”.

I dette tilfælde har oplevelsen af at være metalfan ikke ændret sig meget fra de tidlige år. En stor del af identiteten som metalfan i firserne og halvfemserne kom fra et meget eksplicit valg om at melde sig ud af mainstream-samfundet og stå i opposition til det.

Twisted Sisters ikoniske ‘We’re Not Gonna Take It’ fra 1984 udtrykte frustrationen ved det kedelige, uimponerede almindelige liv og satte sig i stærk modstand til dette ved at lægge makeup på mænd, toupere håret og generelt være konfrontatoriske i udtrykket. For mange har det nok været, som Sofie Weile udtrykker det, et billede på at føle sig utilpas i det accepterede og opleve, at man skulle optræde som en anden, end den person, man mener, man er.

Sofie
Sofie Weile

For Max Karrebæk er netop det, at det er lidt ved siden af normen en stor del af appellen,
– Altså først ville jeg også gerne bare være lidt anderledes end de andre. Ikke bare sådan en der hørte pop.

Som han kom længere ind i musikken, fandt han dog nogle værdier, han kunne identificere sig med:
– Metal er i vid udstrækning lidt mindre kommercielt end alt det andet. Det falder godt i spænd med min politiske overbevisning som ret venstreorienteret. Jeg er nok blevet mere oprørsk og kontant af at høre metal. Jeg synes man kommer til at kunne lide status quo og kapitalismen mindre, fordi det er det, der ødelægger musikken, forklarer Karrebæk og fortsætter: Dér giver metal mere kunstnerisk frihed. Man kan spille præcis som man har lyst til.

Det kendte og det nye
Vores første møde med de unge har givet os noget indsigt i, hvordan det er at opdage metalmusik efter 2021. Vi kan indtil videre konkludere, at det hjælper at møde voksne, der vil dele musikken med dem. Det lader også til at være blevet noget nemmere at finde undergrunden, end det var før internettets opblomstring. Til gengæld fokuserer de unge også bredere, end man tidligere gjorde. Eller måske skammer de sig bare ikke over hverken musiksmag, eller at have hobbyer, der inkluderer heavy metal, rollespil eller anime, som flere af de unge har givet udtryk for, at de går op i.

Næste uges artikel kommer til at handle om mødet med scenen og kulturen, og de unges forestillinger om metal i fremtiden.


Judas Priest - Exciter, efter ønske fra Max Karrebæk


[1] https://www.pewresearch.org/fact-tank/2019/01/17/where-millennials-end-and-generation-z-begins/
[2] https://www.pewresearch.org/social-trends/2020/05/14/on-the-cusp-of-adulthood-and-facing-an-uncertain-future-what-we-know-about-gen-z-so-far-2/