Ugens monsterdrøn

Ugens monsterdrøn

Når håbet ude er alting sort, men som set før i metalhistorien er det kun positivt. Slipknot er klar med album nummer fire.

Kunstner
Titel
All Hope is Gone
Distributør
Karakter
5

Lyden på dette nye monster af en skive fra det amerikanske ni-mand høje ensemble er fed og fyldig i et harmonisk mix, så selvom der høres meget tunge guitarer i sangene lyder det som om sangene, der inkorporerer fængende melodiske ren-sangs-omkvæd nemt vil blive radiohits.

Albummet lyder meget modent og vældigt sammenhængende. Trods det faktum, at pladen er vældigt varieret så besidder bandet et helt ubeskriveligt flow, der får sangene til at rykke fantastisk mens den røde tråd så absolut holdes præsent. "Gematria (The Killing Name)" spyr tunge guitarriffs omkring sig, og er superfængende vaskeægte metal. Det bliver en live-basker og så oven i købet på hele seks energiske minutter! Lidt metalcore i stilen og omkvædet og de sporadiske kor har lidt Biohazard over sig.

"Sulfur" følger efter i samme stil, men ind træder et meget melodisk omkvæd, hvor pladen for første gang viser at bandmedlemmernes sideprojekter har fået lov at influere på lyden. Her er det Taylors Stone Sour, der spiller et puds. Der er mange melodiske omkvæd, der kan sammenlignes med den mere moderne amerikanske rock og post-grunge. Der er fra tid til anden lidt Alice in Chains og sågar lidt poppet hårdrock a la Nickelback.

Men hvor mange af dagens "moderne rock"-bands ikke står distancen i det lange løb, så lyder det som om Slipknot har fundet en tidløs klang med sange, der vil stå distancen og forblive gode og relevante. Tung, tung metal iblandet klassiske hardcore tendenser med råbekor såvel som rykkende rock med udspring i hardcore - som Life of Agony spiller det i dag. Dertil lagt hitpotentiale-omkvæd med input fra det absolut bedste fra moderne amerikanske metermåls-rock. De to foregående sætninger giver Iowa-gruppen anno 2008.

Drengene er blevet voksne. Trods masser af tyngde er vildskaben kontrolleret i klassisk velskrevne sange. Dette er bandets "sorte album" eller "Back in Black" om man vil. Selv bandets "haters" må overgive sig. At pladens så kommer i fed digipack med imponerende booklet med stemningsfulde fotos og så lige en dvd med "making of" gør det ikke mindre interessant at gå ud at investere i et eksemplar fra førsteoplaget.