Slipknot er stilsikkert tilbage

Populær
Slipknot er stilsikkert tilbage

Fremtiden så sort ud for Slipknot, men maskemændene er tilbage med et eksplosivt comeback, der næsten holder hele vejen igennem.

Kunstner
Titel
.5: The Gray Chapter
Dato
20-10-2014
Trackliste
1. XIX
2. Sarcastrophe
3. AOV
4. The Devil in I
5. Killpop
6. Skeptic
7. Lech
8. Goodbye
9. Nomadic
10. The One That Kills the Least
11. Custer
12. Be Prepared for Hell
13. The Negative One
14. If Rain Is What You Want
Karakter
4

’All Hope Is Gone’ hedder Slipknots sidste plade fra 2008. En titel, der næsten virkede profetisk for bandets fremtidige skæbne, efter grundlæggeren Paul Gray, gruppens bassist, omkom af en overdosis i 2010.

Saltet i såret blev ikke mindre, efter at bandet sidste år valgte at fyre tromme-oraklet Joey Jordison, der ifølge ham selv modtog beskeden ved, at et såkaldt telegram-bud ringede på hans dør og glædesskrålende sang ”you’re fired, you’re fired!”

Nej, kreativiteten fejler såmænd intet hos bandboss Corey Taylor. Heller ikke musikalsk – heldigvis.

’.5: The Gray Chapter’ er det comeback, som de fleste fans og kritikere næppe havde troet muligt, efter Gray og Jordisons afgang. Også set i lyset af at maskeballet gik i tomgang på den ret uinteressante ’All Hope is Gone’.

Franchiset lever i stedet forrygende videre – nu med nye masker naturligvis, og at der bag dem angiveligt gemmer sig Alessandro Venturella (Krokodil) som ny bassist og Jay Weinberg (ex-Against Me!) på trommer er ikke til at høre, når først trommerne eksploderer på ’Sarcastrophe’, der åbner for uroen efter den skumle intro ’XIX’.

’Sarcastrophe’ skal nok skrive sig ind i rækken af faste hits til fremtidens koncerter. Disse potente numre er der mange af. Den fængende ’The Devil and I’ og aggressive ’Custer’ blandt pladens højdepunkterne. Der bliver knald på i mosh-pitten til sidstnævnte, når Corey Taylor skriger ”cut, cut, cut me up and fuck, fuck, fuck me up!" mens klovnen Shawn Crahan får sirenetoner til at hyle ildevarslende.

Det holder, og det er lyden af Slipknot, som vi især kender den fra det helt store kommercielle gennembrud ’Vol. 3: (The Subliminal Verses)’ fra 2004. Her sad Rick Rubin, der har stået bag Metallica, Slayer og Black Sabbaths seneste udgivelser, i producerstolen. Det gør han ikke denne gang. I stedet er det kollegaen Greg Fidelman, der, før han selv indtog den rolle, i årevis var Rubins højre hånd. Når genrens største bands skal have den perfekt-polerede mainstreamlyd, er det de to herrer, man går til.

Fidelmans produktion af ’.5: The Gray Chapter’ er ingen undtagelse. Så selvom musikken til tider føles som et voldsorgie, bliver det aldrig en beskidt eller eksperimenterende oplevelse at være i selskab med Slipknot.

Det gør nu såmænd ingenting. Eller overrasker. Slipknot er som en blockbuster i biografen. Alt er topprofessionelt udført – fra musikernes kompetencer over teknikken til markedsføringen. Det er underholdning af bedste format, og derfor er Slipknot med rette også det nye årtusindes mest succesfulde og største metalband.

Men som man også godt kunne være sparet for de typiske ømme scener i en blockbuster, så kunne man med rette også havde været fri for de poppede omkvæd i numre som ’AOV’ og ’The One That Kills The Least’ eller de helt overflødige ’Killpop’ og ’Goodbye’, der nærmest er sjælere i forhold pladens mange bidske raseriudbrud.

Sidstnævnte er en hyldest til Paul Gray. Det er ’Skeptic’ også, hvor bassisten i omkvædet bliver mindet med ordene ”The world will never see another crazy motherfucker like you”. Nummeret er i sig selv en crazy motherfucker, pladens bedste, et forfriskende håb, hvor gruppen fra Iowa lyder en anelse anderledes og for alvor viser, hvordan man skriver et gennemført, fandenivoldsk og tungt nummer.