Metaldiktator: Slipknot – Iowa
Populær
Forud for torsdagens Slipknot-koncert i Forum udgyder nærværende anmelder sit blødende nu metal-hjerte og beskriver sit forhold til en af æraens vel allerbedste plader, nemlig 'Iowa'.
02. People = Shit
03. Disasterpiece
04. My Plague
05. Everything Ends
06. The Heretic Anthem
07. Gently
08. Left Behind
09. The Shape
10. I Am Hated
11. Skin Ticket
12. New Abortion
13. Metabolic
14. Iowa
Der var engang, hvor alverdens musik ikke var inden for en rækkevidde af nogle få klik på en mus. Man måtte derfor kæmpe sig vej ind til sin lokale pladepusher, hvor hylderne blev gennemsøgt for nye, spændende udgivelser, som blev gennemlyttet i butikken på de dertil indrettede afspillere. Havde pladepusheren ikke det, man søgte, måtte det bestilles hjem, og man kunne vente i uger og måneder på opringningen fra butikken om, at “nu er den landet”. Så var det op på jernhesten og tilbage ind i butikken for at høre, om den bestilte plade så var værd at investere i.
Mødet med Slipknot
Det var tider. Og det var sådan en dag, hvor jeg stod ved en lyttestation i Stereo Studio i Odense, at jeg første gang stiftede bekendtskab med de ni maskerede fyre fra Des Moines kaldet Slipknot. Året var 1999, og bandets ry og rygte havde hurtigt spredt sig efter udgivelsen af den selvbetitlede major label-debut. Det var en af de dage, hvor jeg ikke havde noget specielt, jeg ledte efter, men bare ville høre ny musik, og metalhovedet bag disken blev ved at sætte nye plader på min lyttestation. Jeg husker især to plader, hvoraf jeg købte den ene, og det var ikke ‘Slipknot’. For jeg blev skræmt fra vid og sans af både cover og især af musikkens umiddelbare voldsomhed og aggression. I posen var istedet Snot med ‘Get Some’, som er gået hen og blevet en af min absolutte favoritplader.
Alligevel havde Slipknot pirret mine sanser så meget, at jeg gentagene gange tog ind i butikken og lyttede. Jeg ville forstå, hvad det var for noget. Jeg købte aldrig pladen, men det gjorde en af mine brødre, og ‘’Spit It Out’, ‘Surfacing’ og ‘Wait and Bleed’ blev hørt og genhørt i det uendelige. Der skulle imidlertid gå et par år, før jeg egentlig fattede Slipknots projekt, og det faldt akkurat sammen med udgivelsen af opfølgeren ‘Iowa’, der for mig stadig står som en af de mest voldsomme og aggressive udgivelser nogensinde.
Den højere enhed
Hverken før eller siden er Slipknots auditive og visuelle udtryk gået op i så perfekt en enhed, som tilfældet er på ‘Iowa’. Alene introen ‘(515)’ får det til at løbe én koldt ned ad ryggen, og så smadres der løs i ‘People=Shit’ og ´Disasterpieces’. Apropos ‘Disasterpieces’, der som bekendt også blev navnet på den opfølgende live-dvd, så blev enheden fuldendt af et velovervejet og kompromisløst koncertmæssigt udtryk. Jeg husker i hvert fald mig selv gå fuldstændig bersærkergang i Valby Hallen i begyndelsen af 2002 og skrige med på samtlige omkvæd.
En æra var forbi
Hvorom alting er, står ‘Iowa’ på mange måder som enden på en æra. Slipknot røg ind under kategorien nu metal, på trods af deres langt mere arrige attitude end mange af de bands, de delte kategorien med. Fair nok, Slipknot var en del af det samme oprør, der hyldede umiddelbarhedens facetter. Men hånden på mit gamle nu metal-hjerte, så var ‘Iowa’ den sidste nu metal-plade med kvalitet, og samtidig var det vel producer Ross Robinsons sidste nævneværdige produktion. Manden, der om nogen skabte nu metal-lyden, “døde” også med den. Men altså ikke uden at sætte et formidabelt punktum.
Den unikke status
Som man kan fornemme, kredser mit forhold til Slipknot nærmest udelukkende omkring ‘Iowa’. Med andre ord er det ikke så meget selve pladen, som det pladen har ansporet, der giver den en helt unik status hos mig. Alligevel sætter den møgbeskidte produktion og nu metal-klassikere som bl.a. de ovennævnte sange samt ’The Heretic Anthem’ (ej at forglemme) mig i en helt speciel sindsstemning, og jeg kan til enhver tid sætte ‘Iowa’ på og nyde den i fulde drag.
Det negative...
Skal man imidlertid slutte af med lidt negativt, så laver Slipknot generelt for lange plader, der alle som én når at vande ud. 'Iowa’ er ingen undtagelse. Den bevarer dog med sange som ‘Left Behind’ og ’New Abortion’ et væsentlig højere niveau end samtlige af bandets andre plader.
Når det er sagt, er ‘Iowa’ i min optik til stadighed den mest brutale metalplade nogensinde skrevet og produceret alene pga. den underliggende, umiddelbare aggression. Derfor fortjener den ikke bare 555, men 666!