Viril reptil
Populær
Krokodil spiller afvekslende og viril metal. Men det hele trækkes meget ned af en enerverende, endimensionel og ensformig vokal.
02. Skin Of The Earth
03. Dead Man's Path
04. A Life Lived In Copper, But Painted In Gold
05. Reptilia Familiar
06. Porcelain Bones
07. The Collapse
08. Sleep Well, Medusa
09. Ragnarock
10. Sun Riders
11. Sobek
12. Phyllotaxis
Vi har været lidt længe om at anmelde Krokodils debutalbum. Måske har det noget med navnet at gøre. Et band, der opkalder sig efter en dødsnarko, der får brugeren til at rådne op, giver straks associationer hen i mod nogle præpubertære knægte, der spiller lortemusik.
Det er så rent faktisk ingenlunde tilfældet. Krokodil er derimod et sammenrend af voksne musikere, der alle er mere eller mindre kendte i andre sammenhænge.
Bandet tæller således ikke mindre end tre guitarister: Laurent Barnard (Gallows), Daniel P. Carter (A, Bloodhound Gang, Hexes) og Alessandro Venturella (Cry For Silence og nu åbenbart også liveguitarist i Slipknot). Rytmesektionen består af to Sikth-medlemmer, bassist James Leach og trommeslager Dan Foord. Endelig er der vokalen, der varetages af Simon Wright, der er det mest ubeskrevne blad i Krokodil-besætningen. Det må desværre også konstateres, at han er det svageste led i kæden.
Det er ikke nemt at sætte Krokodil i bås, for på albummets 12 sange kommer bandet langt omkring. Der er noget death metal, noget thrash, noget sludge metal, noget traditionel metal og så er det krydret med en ret progressiv tilgang til det hele. Samtidig er ’Nachash’ faktisk også temmelig fint produceret.
Desværre lever vokalen ikke op til resten af bandets afvekslende udtryk. Igennem første halvdel af albummet har Simon Wright kun to udtryksform: Hæs growlen og hæse råb. Det er lidt synd. Growl og råb har bestemt sin berettigelse, når det passer til musikken. Men det er ikke særligt fedt, hvis det unuanceret gentages igen og igen. Faktisk er det svært at skelne Krokodils sange fra hinanden, da det lyder, som om Simon Wright råber den samme sang henover alle numrene.
Det skal dog understreges, at det hele bedres fra sang nummer 7, ’Collapse’, men så er vi altså også halvvejs gennem albummet. Det er dog sidste halvdel af ’Nachash’, der er klart bedst. Her får sangene mulighed for at folde sig ud og signalere, at Krokodil vil andet end bare fyre riff efter riff af.
På nummeret ’Ragnarock’ formår Krokodil endda at spille er instrumentalnummer, der nærmest er mere ambient rock end metal.
Også på ’Sun Riders’ får Krokodil og såmænd også vokalist Simon Wright vist, at der er både energi, substans og kreativitet til stede.
Krokodil er svære at sætte i bås – heldigvis for det. Desværre mangler debutalbummet sange, der for alvor bundfælder sig og får en til at spille albummet igen og igen.